Den fremtidige Pave Clemens VII (på italiensk: Papa Clemente settimo) blev født i Firenze den 26. Maj 1478 som søn af Giuliano de' Medici, der præcis 1 måned tidligere var faldet som offer for Pazzi-familiens sammensværgelse. Den lille dreng, som var uægte søn af Giuliano og Fioretta Gorini og senere (i 1513) blev erklæret for ægtefødt af sin fætter Pave Leo X, fik ved dåben den 27. Maj 1478 navnet Giulio Zenobio de' Medici, blot kaldet Giulio de' Medici.

Før sin død havde hans fader bestemt, at Antonio da Sangallo skulle optræde som sønnens værge indtil 7-års alderen, men Giulio's opdragelse og uddannelse lå ellers i hænderne på hans onkel Lorenzo de' Medici og foregik sammen med dennes børn. En af disse var den 2 1/2 år ældre fætter Giovanni de' Medici, som som senere (i 1513) blev Pave Leo X.

Giulio de' Medici fik en humanistisk uddannelse og sendtes til Pisa Universitet for at studere kirkeret. Ligesom fætter Giovanni var Giulio's livsbane og karriere indenfor den katolske kirke tidligt udstukken. Han blev derfor klerk i Firenze og på onkel Lorenzo's foranledning fik han 10 år gammel i 1488 af Kong Fernando I af Aragonien og Pave Innocens VIII tildelt indkomsten fra det rige Priorat i Capua, som hørte under Johanniter-Ordenen.

I 1492 drog Giulio med sin fætter Giovanni og et større følge til Rom, hvor de skulle arbejde for at fremme Giovanni's mulighed for at blive udnævnt til Kardinal, hvilket skete samme år. Giovanni havde dog allerede fra 1489 haft titel af Kardinal-Diakon ved Kirken Santa Maria in Domnica, men uden ret til at bære tegn på dette, fordi han kun var 13 år gammel. Den 26. Marts 1492 blev Giovanni Kardinal af Kirken Santa Maria del Popolo.

Den 25. Juli 1492 døde Pave Innocens VIII. Han blev begravet i Peterskirken og derefter måtte 23 Kardinaler - heriblandt fætter Giovanni - indtræde i Konklavet i Cappella Sistina, hvilket skete den 6. August. Kardinalerne kom ret hurtigt til enighed og allerede natten mellem den 10. og den 11. August havde de valgt den spanske Kardinal Rodrigo Borgia til Pave Alexander VI.

I 1494 erobrede franske tropper Firenze og Medici-familien blev sendt i landflygtighed. Giulio, der nu var 16 år gammel, søgte først tilflugt i Bologna og senere i Pitigliano og Città Castello, samt Genova, hvor han sluttede sig til Kardinal Giovanni, der her havde fået husly hos sin søster Maddalena.

Der vides ikke meget om Giulio's liv i disse år, men der gik rygter om, at han tog en kurtisane til elskerinde og - måske med hende - fik en uægte søn, der muligvis var den Alessandro de' Medici, som senere blev hertug i Firenze. Der er dog måske tale om løse rygter.

I 1499 tog Giulio's liv en dramatisk drejning, da han sammen med fætteren Kardinal Giovanni rejste fra Genova til Venedig og derpå til Tyskland, hvor de blev arresteret og stedt for Kejser Maximilian I. De blev dog frigivet og tilbragte derefter en tid som gæster i Flandern og var på vej til England, da de igen blev arresteret - de rejste tilsyneladende stadig inkognito - i Rouen. På foranledning af Piero de' Medici slap de fri og vendte i år 1500 tilbage til Italien med skib.

I perioden 1508-1509 arbejdede Giulio de' Medici på en ægteskabsaftale mellem Filippo Strozzi og Clarice de' Medici, datter af ovennævnte Piero, som familien så som en mulig vej til at vende tilbage til Firenze. Imidlertid blev ægteskabet gennemført, men resten af missionen lykkedes ikke.

Den 1. Oktober 1511 blev fætter Giovanni udnævnt til Pavelig Legat i Bologna og Romagna, samt legat ved den spansk-pavelige hær i krig mod Frankrig og dets allierede. Giulio fulgte med sin fætter og de var begge i Ravenna, da franske tropper i April 1512 angreb og besejrede byen. Kardinalen blev taget til fange, men det lykkedes Giulio at undvige og flygte til Cesena. Herfra fik han af franskmændene frit lejde til at besøge Giovanni, der bad ham tage til Rom og forelægge Paven, som nu var Julius II, et fransk forslag til våbenhvile.

Således drog Giulio atter til Rom, hvor han blev modtaget i Konsistoriet den 28. April 1512.

Julius II sendte nu Giulio på en mission til Milano og Pisa, hvor en række Kardinaler deltog i et fransk-venligt skismatisk Koncil. Firenze støttede dette Koncil og Paven så derfor sin fordel i at støtte Medici-familien, så denne kunne vende tilbage til magten i Firenze som pavevenligt parti. Det lykkedes da også Giulio at få rejst en sammensværgelse mod Firenze's regent Soderini, så Medici-familien kunne indtage deres gamle position i September 1512.

Den 21. Februar 1513 døde Julius II og fætter Giovanni indfandt sig i Konklavet, som den 11. Marts samme år valgte ham som Pave Leo X.

Dette valg satte gang i Giulio's karriere, som ellers mest havde fulgt en bane som diplomat og soldat. Der var også det problem, at han var uægte født, men det kunne løses, da fætter Giovanni - efter en kort undersøgelse, der havde vist, at Giulio's fader havde afgivet ægteskabsløfte til hans moder inden sin pludselige død - kunne fastslå, at Giulio de' Medici således var for ægtefødt at regne.

Og nu strøede fætter Giovanni, Pave Leo X, embeder og goder over sine familiemedlemmer og ikke mindst sin kære fætter Giulio, der den 9. Maj 1513 blev udnævnt til Ærkebiskop i Firenze og den 23. September samme år blev Kardinal-Diakon ved Kirken Santa Maria in Domnica. En udnævnelse fra Kong Henrik VIII af England til dette lands beskytter fulgte, ligesom han blev udnævnt til Biskop af Alby. Andre udnævnelser var: Legat i Bologna 1514, Ærkebiskop af Narbonne i Frankrig i 1515, deltagelse i Pavens følge til Firenze den 30. November, samt i den komité som tog imod Kong Frans I, da han drog ind i Pavestaten i December 1515.

I 1517 blev Giulio desuden udnævnt til Vicekansler for Den Hellige Romerske Kirke, hvilket gav ham stor indflydelse på Pavens beslutninger i forhold til problemet Martin Luther og den Protestantiske Reform.

Den 26. Juni 1517 blev han Kardinal-Præst ved Kirken San Clemente og den 6. Juli samme år ved Kirken San Lorenzo in Damaso. Den 4. November 1517 nedsatte Paven en kommision, der skulle behandle spørgsmålet om Korstog, og også her fik Giulio plads.

Det var ligeledes her i 1517, at Giulio den 19. December blev præsteviet og udnævnt til Abbed ved Santi Vincenzo ed Anastasio delle Tre Fontane. To dage efter modtog han den 21. December sin bispevielse ved Pave Leo X's hånd. I Januar 1518 blev Giulio Biskop af Bologna og fra 1519-1520 "Camerlengo" ved Collegio dei Cardinali. Utallige andre høje embeder og titler fulgte i en lind strøm og i 1521 fik han organiseret en alliance mellem Pave Leo X og Kejser Karl V.

Giulio de' Medici deltog i 2 Konklaver, det første i 1521-1522 efter fætter Giovanni, Pave Leo X's død den 1. December, hvor Kardinalerne endte med at vælge Hadrian VI til Pave. Det andet i 1523, hvor Giulio selv den 19. November blev valgt og tog navnet Pave Clemens VII.

Den 26. November 1523 blev Giulio kronet i Peterskirken af Kardinal Marco Cornaro. Men hans pavetid kan desværre ikke siges at have været lykkelig, da spændingerne mellem Frankrig, som Clemens VII støttede, og Kejser Karl V tog til og allerede et par år efter var ganske voldsomme. Her tog Paven nogle fatale beslutninger, da han valgte at indgå i forbundet "Lega Santa di Cognac" med Frankrig og Venedig mod Kejseren, der forgæves forsøgte at få ham over på sin side, men endte med at sende tropper til Italien og i Maj 1527 belejre Rom, som derpå fra den 6. Maj og 14 dage frem blev erobret, hærget og plyndret af de kejserlige tropper, der for en stor del bestod af katolsk- og pavefjendtlige tyske og østrigske lejetropper.

Mens disse landsknægte - på italiensk "lanzichenecchi" - hærgede, plyndrede, myrdede og afbrændte dele af Rom i det, som eftertiden husker som "Il Sacco di Roma", forsøgte de pavelige Schweizergardister at beskytte Paven, men led herved store tab, og Clemens endte med at måtte flygte til Castel Sant'Angelo, hvor han sad fanget i månedsvis.

Først den 6. December kom Clemens VII fri og mens Rom stadig led under de sidste troppers plyndringer og plagerier, flygtede han til Viterbo, hvor der var fred og ro, og vendte først tilbage til Rom den 6. Oktober 1528.

I Juni 1529 indgik Clemens en aftale med Kejser Karl V, som han drog til Bologna for at krone den 24. Februar 1530. Kejseren havde vundet og Paven havde tabt.

Forholdet til Kejseren blev dog aldrig helt godt, da begge parter mistroede hinanden. Og da Clemens VII i Oktober 1533 rejste til Marseille for at velsigne ægteskabet mellem sin niece Caterina de' Medici og den franske kongesøn Henrik af Orleans, forsøgte Paven i det skjulte at lave aftaler med Frans I. Sagen kom Kejseren for øre og han syntes bestemt ikke om denne udvikling.

Nogen stor politiker var Clemens VII altså ikke, derimod havde han forstand på økonomi og satte pris på kunst og kultur. Han udvidede Vatikanbiblioteket betragteligt, lod nybygningen af Peterskirken fortsætte og kort før sin død bestilte han Michelangelo til at udsmykke endevæggen i Cappella Sistina med den store fresko af Dommedag.

Den 25. September 1534 døde Clemens VII i Rom. Han blev ligesom sin fætter Giovanni (Pave Leo X) først begravet i Peterskirken, men senere flyttet til en nybygget grav i Santa Maria sopra Minerva. Dette skete den 6. Juni 1542. Graven i hvidt marmor dekoreret med flere statuer blev udført af Giovanni Lippi, kaldet Nanni di Baccio Bigio og Bartolomeo Bandinelli, kaldet Baccio Bandinelli, samt Antonio da Sangallo den Yngre (se foto af gravmæle fra requiem-projekt.de).