Den fremtidige Pave Leo X blev født den 11. December 1475 i Firenze som anden søn af fyrsten Lorenzo de' Medici og Clarissa Orsini.

Han fik under sin opvækst en grundig humanistisk dannelse sammen med sine søskende og sin fætter Giulio de' Medici, som var 2 1/2 år yngre end Giovanni og født blot en måned efter sin fader Giuliano de' Medici's død som offer for Pazzi-familiens attentat. Giovanni og Giulio kom til at følges ad det meste af livet og fik næsten samme skæbne omend Giulio overlevede sin fætter med 13 år.

Da Giovanni var 14 år gammel, begyndte han at studere grammatik og filosofi i Firenze, mens han tog til Pisa for ved Universitetet her at studere teologi og kirkeret. Hans livsforløb var allerede tidligt fastsat med henblik på en karriere indenfor den katolske kirke og opnåelse af titlen som Kardinal og måske endda Pave - hvilket det rent faktisk også endte med.

Allerede i 1482 havde Giovanni som blot 7-årig modtaget sit første kirkelige hverv og året efter overlod den franske Kong Louis XI ham at styre Abbediet Font-Douce. Herefter udnævnte Pave Sixtus IV Giovanni til Apostolsk Protonotar og i 1484 blev han Abbed i det rige Abbedi Passignano. Så fulgte hvervet som Abbed i Monte Cassino i 1487 og i Vallombrosa i 1488.

Nu var Giovanni de' Medici så blevet 13 år gammel og hans fader anmodede Pave Innocens VIII om at ophøje sønnen til Kardinal. I 1489 fik han derfor titel af Kardinal-Diakon ved Kirken Santa Maria in Domnica, men uden ret til at bære tegn på dette, fordi han stadig kun var 13 år gammel. Dog modtog han i Firenze både den røde Kardinal-hat og -ring i anledning af sin udmærkelse.

I 1492 rejste Giovanni imidlertid - fulgt af sin unge fætter Giulio - til Rom for at arbejde videre på sin kardinal-karriere og den 26. Marts samme år blev han udnævnt til Kardinal af Kirken Santa Maria del Popolo. Inden da havde han den 9. Marts i Klosteret i Fiesole modtaget sin Kardinal-dragt.

Nu fulgte en lang række hverv og embeder, blandt andet som pavelig Legat i Firenze og Toscana fra 11. Maj 1492. Samme år døde Pave Innocens VIII og den 17-årige Giovanni de' Medici kunne nu for første gang deltage i det Konklave, som skulle vælge den nye Pave. Konklavet foregik i Cappella Sistina og startede den 6. August. Kardinalerne kom ret hurtigt til enighed og allerede natten mellem den 10. og den 11. August havde de valgt den spanske Kardinal Rodrigo Borgia til Pave Alexander VI.

Den nye Pave Alexander VI udnævnte nu Giovanni til pavelig Legat og han rejste derfor hjem til Firenze, hvor han blev indtil 1494, hvor franske tropper erobrede Firenze og Medici-familien blev sendt i landflygtighed. Efter faderens død flygtede han - forklædt som franciskanermunk - sammen med sin broder Pietro fra Firenze den 9. November 1494. Først søgte han tilflugt hos nogle venner i Città di Castello, senere drog han til sin søster Maddalena, som boede i Genova, og her opholdt Giovanni sig i årene 1495-1499.

Her sluttede fætter Giulio, der nu var 16 år gammel, sig til Giovanni og sammen rejste de en del i disse år: til Venedig og derpå til Tyskland, hvor de blev arresteret og stedt for Kejser Maximilian I. De blev dog frigivet og tilbragte derefter en tid som gæster i Flandern og var på vej til England, da de igen blev arresteret - de rejste tilsyneladende stadig inkognito - i Rouen. På foranledning af Piero de' Medici slap de fri og vendte i år 1500 tilbage til Italien med skib.

Den 19. Maj 1500 ankom de - den nu 25 år gamle Giovanni og den 22 år gamle Giulio de' Medici - til Rom, hvor de flyttede ind i Giovanni's Palæ i kvarteret Rione Sant'Eustachio, i den ejendom, der idag kaldes Palazzo Madama.

Igen modtog Giovanni flere embeder og hverv fra Pave Alexander VI, der udnævnte ham til Pavelig Legat i Bologna (år 1500), Abbed ved Klosteret i Calvello (9. Januar 1501) og Abbed ved Klosteret San Felice in Piazza i Firenze (16. Marts 1502).

Den 18. August 1503 døde Pave Alexander VI og Kardinal Giovanni deltog på ny i et Konklave i Det Sixtinske Kapel, hvor Kardinalerne endte med at vælge Francesco Piccolomini til Pave med navnet Pius III. Piccolomini var ikke en rask mand og hans tid som Pave varede kun 15 dage, indtil han døde den 18. Oktober 1503.

På denne måde kom Kardinal Giovanni de' Medici til at deltage i 2 konklaver på samme år. Denne gang valgte Kardinalerne en raskere og mere handlekraftig Kardinal til Pave, nemlig Giuliano Della Rovere, som valgtes den 16. November og tog navnet Julius II.

Den 29. November samme år udnævnte Paven sin nevø den 32-årige Galeotto Franciotti Della Rovere til Kardinal og da han - ligesom den nu 28-årige Kardinal Giovanni - havde stor interesse for litteratur og kunst, knyttede de 2 unge mænd venskabelige bånd.

I 1506 blev Giovanni udnævnt til Legat i Perugia og i September blev han Proto-Diakon Kardinal. I December 1510 blev han administrator af Amalfi og forblev sådan indtil 1513. Dog var han i Oktober 1511 Legat i Bologna og Romagna, samt Legat ved den Spansk-Pavelige Hær mod Frankrig. I denne egenskab overværede han slaget ved Ravenna i 1512, men blev taget til fange og skulle deporteres til Frankrig, da det lykkedes ham at flygte i Juni måned. Han drog derfter til Mantova og Bologna.

Den 14. September 1512 kunne han igen besøge Firenze, hvor Medici-familien var vendt tilbage til magten, men derefter måtte turen atter gå til Rom.

Her døde Pave Julius II den 22. Februar 1513 og Konklavet måtte atter træde sammen den 4. Marts, så der kunne vælges en ny Pave. Og denne gang nåede Kardinal Giovanni de' Medici toppen af sin kirkelige karriere, da han den 11. Marts 1513 som kun 38-årig valgtes til ny Pave. For at blive Pave skulle Giovanni imidlertid være præsteviet, og den 15. Marts måtte han derfor ordineres som præst. En kommende Pave skulle desuden være Biskop i Rom og Giovanni måtte derfor også bispe-ordineres den 17. Marts. Derefter kunne han den 19. Marts blive kronet af Kardinal Alessandro Farnese, senior, og Giovanni tog nu navnet Pave Leo X.

Desværre var den nyvalgte Paves helbred ikke særligt godt. Allerede under Konklavet havde han måttet holde sig sengeliggende og havde fået foretaget nogle kirurgiske indgreb. Måske dette var medvirkende til Kardinalens valg til Pave, da han egentlig ikke før Konklavet havde været nogens favorit. Men Kardinalerne var trætte af den gamle Pave Julius II's despotiske regering, da han var en både hård og krigerisk mand. At få en svag mand i Pavestolen, én som måske endda ikke kunne forventes at leve så længe, kunne have den fordel, at embedet snart kunne blive ledigt igen og give en af de andre Kardinaler mulighed for at blive valgt.

Leo X's tid som Pave kom da heller ikke til at vare mere end 8 år, så på denne måde havde Kardinalerne jo valgt rigtigt.

Selvfølgelig havde der i løbet af det korte Konklave været rigeligt af skærmydsler og intriger. Og Kardinal Giovanni's privatsekretær Bernardo Dovizzi da Bibbiena havde arbejdet utrætteligt på at lave aftaler og danne alliancer, som kunne garantere hans herrre og Medici-huset den eftertragtede post.

Den 11. April 1513 fandt den højtidelige "possessio-procession" til Lateranet sted og derefter kunne Leo X tage fat på sine nye pligter. Den 17. Maj samme år sad han for eksempel som overhoved for det 5. Lateran Koncil.

Som ventet af Kardinalerne havde Leo X ikke det samme krigeriske temperament som sin forgænger og Leo tilgav de Kardinaler, som Julius II havde bandlyst for deres deltagelse i det af ham benævnte skismatiske Koncil i Pisa. Leo X bilagde også striden med Kardinal Pompeo Colonna, som tidligere havde forsøgt oprør mod Pavestaten. Mens alliancen med Frankrig aldrig blev stabil. Først var Leo X mod Frankrig, derpå indgik han en alliance, som han tilsidst forlod for at indgå en anden med Kejseren. Udover ikke at være krigerisk, var han altså også noget af en vendekåbe eller i hvert fald ganske ubeslutsom, hvilket måske var værre end de øvrige Kardinaler havde forestillet sig, da de gav ham deres stemme.

I 1515 døde den franske Kong Ludvig XII og hans fættersøn Frans I arvede tronen og indgik en alliance med Venedig, hvorefter han erobrede Milano. Leo X iværksatte ikke nogen repressalier, men indgik i stedet med Frans I det såkaldte "Concordato di Bologna". I 1516 kunne Paven og Frans I således underskrive en aftale om Frankrigs overtagelse af Hertugdømmet Milano fra Kirkestaten, samt Frans I's ret til at udnævne alle bisper, abbeder og præster i Frankrig.

Den 4. Maj kunne Lateran-koncilet under Leo X forbyde publicering af bøger uden Biskoppers og Inkvisitorers godkendelse ("Imprimatur"). Og dermed afsluttedes dette Koncil.

I 1517 forsøgte en række gejstlige under ledelse af Kardinal Alfonso Petrucci, hvis broder Leo X havde forjaget fra Siena for at overlade styret i denne by til sin ven Raffaello Petrucci, at organisere et komplot mod Paven. Målet var at myrde denne med gift og Kardinal Petrucci betalte derfor den pavelige læge Pietro Vercelli for at blande gift i den medicin, som Leo X fik for en fistel, som han fik behandling for. Komplottet mislykkedes imidlertid, da det blev afsløret før planen var blevet iværksat. Kardinal Petrucci blev arresteret og anklaget, samt dømt til døden ved kvælning i Castel Sant'Angelo den 6. Juli 1517, mens Pavens læge Pietro Vercelli og sekretæren Antonio de Nini blev parteret. Fire andre Kardinaler, som også havde deltaget i komplottet, blev afsat og undgik kun med nød og næppe at blive holdt fangne, fordi de betalte en høj løsesum. Det drejede sig om Kardinal Bandinello Sauli, Francesco Soderini (kaldet Cardinale Volterrano), og Adriano Castellesi / di Castello / Castellanese, samt Raffaele Sansoni Galeotti Riario, der ovenikøbet var Dekan for Kardinal-kollegiet. Han mistede desuden sit store og flotte Palæ, som istedet kom til at huse det pavelige Kancelli og idag kaldes Palazzo della Cancelleria.

I sin tid som Pave afholdt Leo X otte Konsistorier, hvori han udnævnte ikke mindre end 42 Kardinaler. Heriblandt hans fætter Giulio de' Medici (som senere i 1523 blev Pave Clemens VII), og nevøen Innocenzo Cibo. Udnævnelsen af flere Kardinaler skyldtes blandt andet Pavens oplevelse efter komplottet i 1517, hvor han indså, at mange af Kardinalerne ikke var ham venligt stemt. Det blev derfor vigtigt for ham at udnævne nye, loyale støtter, som kunne skærme ham mod lignende anslag.

Fra Julius II overtog Leo X en Peterskirke i form af en byggeplads. Til at videreføre opførelsen af den nye kirke krævedes mange penge og fra begyndelsen af sin tid som Pave afsøgte Leo X nye måder at skaffe midler til veje. Han bebudede således muligheden for aflad for alle i Europa: enhver der ydede tilskud til byggeriet, ville få aflad for deres synder. Alt efter hvor stort et beløb, der blev givet, gjaldt afladet måske alle synder eller også pårørende afdødes synder. Ja, efter betaling kunne endog de kære sjæle i Skærsilden få aflad og dermed forkorte tiden, inden de kunne stige videre til Paradis. På denne måde sattes der altså en pris på den enkeltes frelse og hvis blot man havde penge, kunne man købe sig aflad for hvad som helst. Et tiltag, som fik megen kritik og mange steder i Europa blev et bevis på den katolske kirkes grådighed og depravation.

Det var i det hele taget turbulente år for Katolicismen under Leo X og den 15. Juni 1520 fordømte han i bullen "Exurge Domine et iudica" Martin Luthers i 1517 opstillede "theser". Det stoppede dog ikke Protestantismens fremmarch.

De mange problemer afholdt nu ikke Leo X fra at nyde de privilegier, som han havde fået ved at blive Pave. Vatikanet og Rom festede sig igennem årene med store karnevalsoptog, maskerader, kostbare skuespil og opvisninger med antikke motiver, prægtige processioner, kostbare rober, og fantastiske optog ved kirkelige fester og alle givne lejligheder. Her deltog alle gejstlige, udenlandske ambassadører og rejsende, digtere, malere, skuespillere, adelsfolk, - og ikke mindst tidens berømte kurtisaner, af hvilke Beatrice Ferrarese (som måske stod model til Rafaels maleri "La Fornarina") ansås for den mest attråværdige ved Pavehoffet. En anden kendt kurtisane var Lucrezia da Clarice, som alle kaldte "Matrema non vole", fordi hun koketterede med denne sætning: "Det må jeg ikke for min moder".

Netop Rafael var Leo X's foretrukne maler og denne kunstner fortsatte i disse år med at udsmykke salene i Vatikanet, de såkaldte Stanze di Raffaello, og Loggia'en, samtidig med at han udførte tegninger som forlæg til 10 store vægtæpper.

Leo X blev ikke så forfærdelig gammel. Han døde den 1. December 1521 som kun 46-årig og blev midlertidigt begravet i en ganske enkel grav i Peterskirken, mens hans gravmæle i hvidt marmor og udmykket med mange relieffer og statuer blev opbygget i Kirken Santa Maria sopra Minerva. Det blev udført af Baccio Bandinelli ved siden af det gravmæle, som efter 1534 blev opbygget for Leo X's fætter Giulio de Medici, der fra 1523 havde virket som Pave Clemens VII. (se foto af gravmæle fra requiem-projekt.de).

Leo X's pludselige død gav naturligvis grobund for alle slags teorier og rygter. Især ét var vanskeligt at mane i jorden, nemlig rygtet om at Paven var blevet forgiftet. Det første giftkomplot var ikke lykkedes, men han havde ikke kunnet undgå sin skæbne. Så vedholdende var rygtet, at Pavens Mundskænk Bernabò Malaspina blev anholdt og Pavehoffets Ceremonimester Paride de Grassis opfordrede kraftigt til en obduktion. Det blev der dog ikke noget af og der blev lagt låg på sagen, så rygterne efterhånden forstummede.

Litteratur om Pave Leo X:
Caporilli, Memmo: I Papi, I Concili Ecumenici, I Giubilei, Anni Santi: storia e immagini. Trento, Euroedit, 6.edizione, 1999.
- side 66.
Chamberlin, E.R.: The Bad Popes. - London : Hamilton, 1970.
- side 207-249.
Rendina, Claudio: I Papi, storia e segreti. Newton Compton editori, 5.ed., 1990.
- side 612-618.
araldicavaticana.com: Leone X.
catholic-hierarchy.org: Pope Leo X.
The Cardinals of the Holy Roman Church:  Medici, Giovanni de' (1475-1521).
Wikipedia (engelsk tekst): Pope Leo X.
Wikipedia (italiensk tekst): Papa Leone X.