|
|
|
|
|
Når en Pave var valgt, skulle han "tage sit sæde i besiddelse". Paven er Roms Biskop og Sædet for Roms Biskop er Lateranet. Da valget ofte har fundet sted - og idag finder sted - i Vatikanet i den anden ende af byen, må den nyvalgte Pave derfor bevæge sig fra den ene ende af Rom til anden for at "il possesso" kan finde sted. Oprindeligt gik processionen dog den modsatte vej, fra Lateranet, hvor valget fandt sted, til Vatikanet, hvor kroningen skulle foretages i Peterskirken. Efter kroningen drog Paven derpå tilbage til sin bopæl i Lateranet. Men efter at paverne vendte tilbage til Rom, efter det lange ophold i Avignon fra 1309-1377, forlagde de residensen til Vatikan-komplekset og processionen kom til at udgå herfra. Som regel foregik denne procession efter kroningsceremonien søndagen efter pavevalget havde fundet sted. Den nye pave med den pavelige "triregno", tiara'en, på hovedet sad på den såkaldte "sedia gestatoria" eller "sedia stercorata", en antik stol eller skammel af ukendt oprindelse og brug, med særligt velsignede tøfler på fødderne, en brilliantring på fingeren og et kors i guld, udsmykket med ædelstene, om halsen. Imedens sang præsterne omkring ham tre gange salmen "vanitas vanitatum". Efter kroningen gik så turen til Lateranet. Processionen kaldtes også "la cavalcata bianca" ("den hvide ridetur") fordi både Paven, Kardinalerne og alle de ledsagende gejstlige var klædt i hvidt. Og Pavens hest var naturligvis også hvid ifølge en skik, der stammede fra meget gammel tid, ja faktisk var overtaget fra Antikkens kejsere. Processionen, der indførtes i 795, skete med udfoldelse af stor pragt. Den indledtes med kanonsalut og ringning med alle kirkeklokker. Forrest gik medlemmer af Pavens husholdning og embedsmænd, så kom Biskopperne, Ærkebisperne og Patriarkerne, højtstillede embedsmænd fra Vatikanpaladset, Kardinalerne til hest, fulgt af deres oppassere og tjenere. Efter dette lange optog kom så endelig Paven selv, hvidklædt og i senere perioder med rød kappe, i bærestol eller på en hvid hest, den såkaldte Chinea der i sig selv var årsag til en anden procession. Ved siden af Paven gik der tjenere med store vifter af strudsfjer, schweizergardister til fods og den adelige garde til hest. Bagved fulgte de udenlandske ambassadører ved Pavestolen, romerske adelsmænd, Roms Conservatorer og Guvernørerne over de til Kirkestaten hørende provinser og byer. Processionen slangede sig i lange rækker gennem byen, fra Piazza San Pietro (denne del af ceremonien kaldtes "exitus"), gennem Borgo-området, forbi Castel Sant'Angelo, over broen og ad Via dei Banchi Nuovi og Via del Governo Vecchio (eller Via dei Banchi Vecchi) og forbi Piazza Navona og Campo de' Fiori til Capitol, hvor den steg op til Kommunens højborg Campidoglio (denne del af ceremonien kaldtes "adscensus" og var kopieret efter den Antikkens triumftog, der sluttede her på højen). Her var der som regel rejst en midlertidig Triumbue, hvorunder den nye Pave modtog Senatorerne og Conservatorerne, som aflagde troskabs- og lydighedsed til ham. Turen gik derpå nedad højen (denne del kaldtes "descensio") og over Forum Romanum, ad Via Sacra, til Titus-Buen, hvor repræsentanter for den jødiske befolkning i Rom aflagde troskabsed til Paven. Processionen sneglede sig videre til Colosseum og herfra ad Via di San Giovanni in Laterano eller Via dei Santi Quattro til San Giovanni in Laterano (den sidste del af ceremonien kaldtes "adventus" ("ankomsten") og "introitus" ("indgangen") til Kirken, hvor den åndelige forening af Paven og Kirken foregik). Langs hele ruten var husene pyntede med broderede tæpper og stoffer, samt blomsterguirlander. Og ind imellem var der rejst Æresbuer af træ, gips og papmache, prydet med blomsterranker eller allegoriske billeder og figurer. Menneskemængden langs ruten var enorm, de klappede og råbte "evviva" ("Han skal leve") og Paven smilede og uddelte velsignelser til alle. Possesso-processionen og ritualerne omkring forandredes naturligvis gennem tiden. Fra en mere enkel form, udvidedes ceremoniellet og udstyret i løbet af Middelalderen for at nå højdeprunkter af pragt og magtudfoldelse ved Innocens III's og Bonifacius VIII's kroning. I løbet af det 15.århundrede nåede pragtudfoldelsen nye højdepunkter og hele byen var involveret. Repræsentanter for Roms forskellige kvarterer, for de forskellige Ridder-Ordener såsom Johanniterne, de romerske adelsmænd og storgodsbesiddere, de såkaldte "baroni di Roma", deltog i optogene eller hyldede Paven undervejs. På gamle malerier af disse processioner vises optoget som slangende sig i utallige s-formede baner over hele billedfladen, illustrerende både det enorme optog samt den lange rute. Alle Pavens egne embedsmænd deltog naturligvis også, tjenestefolk, sekretærer, jurister og dommere, Kardinaler og Abbeder fra de store klostre, præster og medlemmer af det pavelige kor, schola cantorum. Stinger (se litt.note nedenfor) nævner i sin bog om Renæssancens Rom, at den indviede hostie var med i begyndelsen af processionen, båret af en hvid hest og skærmet for solen af en pragtfuld baldakin. En lignende baldakin kunne også bæres over Paven for at skåne ham for den brændende sol. Også de forskellige ritualer og ceremonier langs ruten, den såkaldte "Via Papalis" eller "Via Sacra", skiftede naturligvis i tidens løb. Hyldesten fra den jødiske befolkning fandt nogle gange sted, kort efter at optoget var kommet over Tiberen, ved Monte Giordano, eller måske allerede i Castel Sant'Angelo for at undgå racistiske optøjer. Jødernes ledere rakte Torah'en til Paven, der tog værket idet han udtalte, at han ærede loven, men ikke kunne acceptere jødernes tro på, at Messias endnu ikke var kommet. Derpå lod han Torah'en falde til jorden. (Dette ritual minder meget om det, som på et tidspunkt fandt sted ved den store Procession 2.Påskedag). Første gang, at dette ritual blev foretaget, skal have været ved Pave Eugen III's kroning i 1145. Også ved Possesso-processionen blev der kastet penge i grams flere steder på ruten. Det er en gammel skik, som brugtes allerede af Antikkens kejsere. Når optoget var nået frem til Lateranet foregik ceremoniet i Renæssancen ifølge Stinger således: Paven tog plads i en gammel marmorstol, som stod i Kirkens portico og kaldtes "sedes stercoraria". Kardinalerne hjalp ham op fra stolen og Paven kastede derpå penge i grams til tilskuerne. Herefter gik man ind i selve Lateran-komplekset, hvor Paven tog plads i højre side af en gammel dobbeltstol af porfyr og derpå modtog nøglerne til Lateran-Kirken og Biskoppens bolig. Paven flyttede så over i stolens venstre side og man bandt et rødt silkeskærf med en purpurfarvet pung om hans liv. Klerkene kyssede hans fødder og Paven kastede endnu en gang penge i grams. Nu gik Paven ind i det private kapel Sancta Sanctorum for at bede, og dagen afsluttedes med en banket i Lateranets store, mosaikudsmykkede spisesal, kaldet "Triclinium", inden Paven om aftenen vendte tilbage til Vatikanet. I middagen deltog Kardinaler og prælater, alle i deres fornemmeste klæder. Paven sad ved et bord for sig, der var dækket op med guldservice. Han var stadig i sin fornemme klædning, den hvide dragt med den røde kappe og med skatkammerets kostbareste ring på fingeren. Ved et bord i højre side sad Kardinal-Biskopperne og Kardinal-Præsterne og mellem dem også Patriarkerne, hvis de opholdt sig i Rom på dette tidspunkt. Ved et bord i venstre side sad Kardinal-Diakonerne, mens resten af prælaterne og de romerske adelsmænd var bænket ved andre borde. Adelsmændene opvartede Paven og den fornemmeste af dem serverede den første ret. Hvis der i perioden opholdt sig en udenlandsk konge i Rom, tilfaldt den ærefulde opgave ham og han fik plads mellem Kardinal-Diakonerne ved det venstre bord. I 1500-tallet forstærkedes pragtudfoldelsen omkring Processionen. Deltagernes klædedragter blev mere og mere kostbare, både i stof og udførelse og udsmykning. Og de Triumbuer, som blev bygget over Via Papalis til anledningen, blev mere og mere opfindsomme, detaljerede og udført uden skelen til omkostningerne. Leo X blev valgt til Pave den 11.Marts 1513, men Possesso-processionen blev udsat til den 11. April, til dels for at undgå sammenfald med Påsken, men også for at give tid til at forberede det spektakulære skue. Her gik de pavelige musikere med kostbare klæder i hvidt, grønt og rødt fløjl med guldbroderi og ædelsten og fjer i samme farver. Og de mange triumfbuer hyldede i ord og billeder Pavens opvækst og tidligere meriter, samt forventningen om den kommende guldalder. Dagen for "Il Possesso" var imidlertid ikke den eneste dag, hvor Paven drog i procession rundt i Rom på sin hvide hest, iført tiara og det helt store skrud og med et imponerende følge af gejstlige og adelsmænd i stiveste puds. Man kender ikke det nøjagtige antal af disse processioner, som også kaldtes "feste coronae", men i den ældste tid har der muligvis været 18 om året. Omkring 1140 var det skik at foretage disse processioner hver anden og tredje søndag i Adventstiden, Juledag, dagen efter Julen (Festa di Santo Stefano), Hellig Tre Kongers-dag, Påskesøndag og Påskemandag (Påskedag og 2.Påskedag), Kristi Himmelfartsdag, Pinsesøndag og ved Festen for helgenerne Peter og Paul (Festa dei Santi Pietro e Paolo). I slutningen af 1100-tallet omtales kun 4 årlige processioner af denne type, nemlig til Jul, Festa di Santo Stefano, og de to Påskedage. Især processionen 2.Påskedag var meget vigtig.
Litteratur om Il Possesso: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|