ANNAS ROM GUIDE
Ærkebiskop Eustachio de Levis
1447-1489

Eustachio de Levis kaldtes han i Italien, men han var født Eustache de Lévis omkring 1447 i Frankrig som søn af den franske Baron Eustache de Lévis og hans hustru Adelaïde de Cousan og yngre broder til Philippe, der senere blev Kardinal og kendt i Rom som Kardinalen af Arles Filippo de Levis.

Vi ved ikke noget om Eustache's tidligste år og uddannelse, men han gik i hvert fald i Kirkens tjeneste og arvede embedet som Ærkebiskop i Arles efter sin broder, da denne døde i 1475.

Inden da må Kardinalen, der havde opholdt sig i Rom fra i hvert fald 1473, have kaldt sin broder til sig. I Rom omtaltes Eustache som nævnt som Eustachio de Levis og han har tilsyneladende også opholdt sig her en del efter broderens død, måske har han håbet på selv at opnå Kardinal-titlen, måske har han - som sin broder tidligere - plejet den franske Konges interesser, måske har han blot ført opsyn med opførelsen af det store og prægtige gravmæle for Kardinalen, som blev bygget i Kirken Santa Maria Maggiore og hvor han afsatte plads til sin egen grav. Nogle steder omtales Eustache de Lévis som Kardinal, men det fremgår tydeligt af indskriften på gravmælet, at han ikke havde opnået denne titel.

Det embede, som Eustachio arvejde efter Filippo, blev kort efter ændret af Pave Sixtus IV, der i 1475 lod Ærkebispesædet i Arles reorganisere og formindske. Han trak Avignon-området ud og overgav det til sin nevø Giuliano della Rovere, den senere Pave Julius II, som han udnævnte til Biskop heraf.

Eustachio de Levis døde den 22. April 1489 og blev som nævnt begravet i Santa Maria Maggiore. Hans gravmæle kan idag ses på Kirkens indgangsvæg i det Venstre Sideskib, hvor det er sammenbygget med hans broder Kardinal Filippo's grav. Det er Filippo, der ligger i den øverste sarkofag, mens det er Eustachio, som hviler i den nederste sarkofag. Monumentet antages af nogle at være et værk af Andrea Bregno, mens andre tilskriver det Isaia da Pisa eller Giovanni Dalmata. Gravmælet havde oprindeligt sin plads i den modsatte ende af Venstre Sideskib bag Triumfbuen og i stedet for våbenskjoldet foroven var der en mosaik eller billede af Jomfru Maria og Jesus-Barnet (se billeder i Requiem-Datenbank). Man ved ikke, hvornår det blev flyttet.


Ærkebiskop Eustachio de Levis' gravmæle i Santa Maria Maggiore:

Gravmæle for Eustachio de Levis over indgangsdøren i det venstre sideskib i Santa Maria Maggiore
Gravmæle for Eustachio de Levis over indgangsdøren i det venstre sideskib i Santa Maria Maggiore
Gravmæle for Eustachio de Levis over indgangsdøren i det venstre sideskib i Santa Maria Maggiore

--- Se flere fotos af monumentet her! ---


 

Litteratur og links om Ærkebiskop Eustachio de Levis:
Gill, Meredith J.: Where the Danger was Greatest : A Gallic Legac in Santa Maria Maggiore, Rome. i:Zeitschrift für Kunstgeschichte, 59 no.4 (1996), pp.498-522. (http://www.jstor.org/pss/1482889 )
Miranda, Salvador: Cardinals of the Holy Roman Church: Levis, Philippe de.
Wikipedia: Eustache de Lévis (fransk tekst).


Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bøger og links om Rom
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 21.1.2011 og sidst opdateret d. 17.2.2011