|
|
|
|
|
Virius Nicomacus Flavianus kom fra en af de bedre familier i Rom og var Senator tilhørende det hedenske parti i Senatet. Det var i disse år, at Kristendommen efterhånden vandt frem fra at blive erklæret en tilladt religion i Romerriget (Kejser Constantins Milano-edikt 313) til at blive erklæret Rigets statsreligion af Kejser Theodosius I i 391, hvor enhver anden religionsudøvelse blev forbudt. Der var meget stærke spændinger mellem de to religioner og deres tilhængere og medens det kristne parti i Senatet tog mere og mere til i magt, forsøgte det stadig store hedenske mindretal med alle midler at bekæmpe den nye religion og de ændringer, den forårsagede i de gamle traditioner. Det var i disse kredse, at Flavianus færdedes som nær ven af forfatteren og bypræfekten Quintus Aurelius Symmachus og generalerne Ricomerus og Arbogast. Flavianus opnåede den østromerske Kejser Theodosius I's gunst, da denne i 388 kom til Italien for at indsætte den unge Valentinian II på den vestromerske trone efter at tronraneren Magnus Maximus i 383 havde gjort oprør og dræbt Kejser Gratian. Theodosius udnævnte Flavianus til Quaestor og senere, i 390, til Praefectus Praetorio i Italien. I taknemmelighed dedikerede Flavianus sit historiske værk "Annali", der desværre er gået tabt, til Theodosius. Men Theodosius var meget kristen og begunstigede på alle måder Kristendommen og Flavianus var rabiat hedensk og rede til at bruge ethvert middel for at dæmme op for den nye og voksende religion. Han vendte sig derfor mod den hedenske fraktion og blev der ven med generalen Arbogast, som Theodosius havde udnævnt til leder af Kejser Valentinian II's regering. Da Valentinian II døde i 392 og Arbogast i hast udråbte den vege og hedensk-venlige Eugenius til Kejser, så Flavianus i dette muligheden for at få vendt udviklingen i Det Vestromerske Rige og han sluttede sig til Arbogast, som i 394 udnævnte ham til Konsul og hans søn til Praefectus Urbis. Nu kunne Flavianus atter indføre den hedenske kult i Rom og Senatets Victoria-Alter, som var blevet fjernet under Kejser Gratian, blev nu i triumf ført tilbage og igen opstillet i Curia til stor glæde for det hedenske parti og til skræk og raseri for de kristne. Flavianus gik nu med en hær, viet til de hedenske guder, til hjælp for Arbogast og de mødte Kejser Theodosius, der til sin østromerske hær havde føjet et kontingent hjælpetropper anført af goterkongen Alarik. Denne hær besejrede oprørerne i nogle store slag i Norditalien i 394. Arbogast og Nicomacus begik efter nederlaget selvmord, mens Eugenius blev henrettet af Theodosius, der herefter tog magten i hele riget som enekejser. Kristendommen havde sejret.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|