|
|
|
14?? - 1529 |
|
Felice Fredi, der også kaldes Felice De Fredis og med sin kones efternavn Felice Fredi de' Branca, levede i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet i Rom, hvor han ejede flere ejendomme, blandt andet en familieresidens i et Renæssanceapalæ i kvarteret Rione Regola, på hjørnet af Via degli Specchi og Via di Santa Maria in Monticelli: Palazzo Fredi. Samt en landejendom, en vingård, Vigna di Felice Fredi, på Oppiohøjen, sandsynligvis i området omkring ruinen Sette Sale. Det var på denne jord, at man i 1506 havde gang i nogle udgravninger efter antikke fund og gjorde den store opdagelse af den berømte Laokoon-gruppe, som begejstrede alle, fra Michelangelo til byens Kardinaler og selve Paven, Julius II, der endte med gennem sin nevø Kardinal Galeotto Franciotti della Rovere at byde Felice de Fredis 2000 dukater for skulpturen, der derpå blev fragtet til Vatikanet. Felice de Fredis var søn af den velstående jurist Benedetto Felice de Fredis og dennes hustru Vannozza. Benedetto, som også omtales på latin som Benedictus Felice de Fredis, stammede fra området Vallemontone (nu: Valmontone), der ligger sydøst for Rom. Han døde før 1473. Felice havde en søster Maddalena de Fredis, og man kan vel formode, at det var ham, der efter faderens død måtte står for de forhandlinger, der gik forud for Maddalenas forlovelse i 1473 med Giacomo de' Normanni, en søn af Galeotto fra den indflydelsesrige og velstående Normanni-familie. De Fredis-familien var nu heller ikke uden hverken indflydelse eller midler, som det fremgår af forlovelsesaftalen og andre dokumenter fra tiden før det store fund af Laokoon-gruppen. Forlovelsesaftalen mellem de 2 familier var derfor omfattende. I medgift fik Maddalena 300 floriner og til garanti for disse stillede Giacomo flere ejendomme: et hus med urtehave bagved og portico med søjler foran, beliggende tæt ved Kirken San Lorenzolo ai Monti. Samt 2 huse i kvarteret Rione Trevi ved Kirken San Nicolao de' Forbitori, sammen med forskellige mere eller mindre ødelagte småhuse og en urtehave med en brønd bagved. Endelig stillede Giacomo også som garanti trediedelen af et landhus, kaldet Lo Torrello og beliggende udenfor Ponte Salario, som han ejede sammen med Francesco del Bufalo de' Cancellieri. Felice de Fredis blev gift med Girolama Branca og føjede senere hendes slægtsnavn til sit eget. Parret fik i hvert fald 2 børn: Federico de Fredis Branca og Giula de Fredis. Man kender til flere dokumenter i Roms kommunale arkiv, som vedrører Felice Fredi og hans transaktioner: Den 4. August 1495 udlejede han for en 6-års periode til Battista Frangipane fra Rione Pigna et hus, kaldet Sancta Prisce og beliggende i Roms omegn, for en sum af 50 dukater carlini om året. Den 14. Januar 1506 gjorde Felice så det store fund af den kendte skulpturgruppe. Det fortælles, at de fleste af kardinalerne blev så bejstrede for statuen, at de ønskede at købe den. Og at den store interesse var så overvældende, at Felice besluttede sig til at opbevare skulpturen i sit eget hus, ja i sit eget værelse, tæt på sin seng, for at den ikke skulle blive stjålet. Her stod den i dagene efter udgravningen og indtil Pave Julius II endte med at beslutte sig for at købe den. Som betaling fik Felice og hans familie retten til de indtægter, som blev opkrævet i skat ved byporten San Giovanni. Denne ret beholdt familien til 1515. Samtidig fik Felice tildelt det lukrative hverv som "Sacri Archivi Scriptor", skriver ved Vatikanets arkiver og Den romerske Kurie. De pavelige skrivere kunne modtage anseelige summer for at udfærdige og viderebringe bønskrivelser til Paven, så det var bestemt et godt "ben" at få tildelt. Felice de Fredis skulle naturligvis ikke personligt varetage hvervet, som han kunne bortforpagte til højestbydende, sådan som det oftest var tilfældet. Dette hverv beholdt Felice indtil 1508. I 1508 var Felice altså ikke længere Scriptor. Måske har han solgt hvervet og fået en smuk sum penge for det. Dette år købte hans nemlig en landejendom med hus og jorder, beliggende i Colleferro i Segni kommune, af Lucido Conti. I 1512 købte Felice desuden "un canneto in Merulana", et rørkrat ved Via Merulana, af Agostino Rochi. I 1515 bekræftede Pave Leo X Felice og sønnen Federico's ret til opkrævningen af skatter ved Porta San Giovanni, som kompensation for Laokoon-statuen. Retten vurderedes tilsyneladende på dette tidspunkt til en værdi af 1500 gulddukater. Men senere samme år solgte Felice og Federico retten til de opkrævede skatter ved Porta San Giovanni til Donna Magdalena Cibo de' Medicis, gift med Francesco Cibo, og til den apostolske Protonotar Andreas Cibo for 2000 gulddukater, som var indsat i banken "Bartolomeo et Doardo Doria di Corte". På dette tidspunkt havde Felice og Federico mere eller mindre taget deres hustru og moders slægtsnavn til sig og omtales som Felix de Fredis seu De Brancha", eller Felici Branche. Felice de Fredis døde - åbenbart "alt for tidligt" - i 1529 og Federico døde allerede året efter. De blev begravet i Kirken Santa Maria in Aracoeli. Girolama Branca bestilte sammen med datteren Giulia en gravsten, som vist nok blev lagt ned i kirkegulvet over graven. Her blev den med tiden ganske slidt og teksten derved nærmest ulæselig. I 1856 tog en efterkommer fra Fredi-familiens franske gren Fredy de Coubertin sagen op. Under et besøg i Rom så Charles-Louis de Frédy de Coubertin den slidte gravsten og fik den taget op af gulvet for derpå at få den indmuret i kirkevæggen ved trinene for enden af venstre sideskib. (se litt.note nedenfor: Manzella - og Lansford: Blog) Men gravstenens tekst var så slidt og ulæselig, at han fik slebet den væk og indhugget påny, hvorved der dog opstod nogle små fejl, som senere tiders sprogforskere har studset over. For eksempel kaldes Laokoon i indskriften "Lacoohontis" - det er det manglende "o" mellem a'et og c'et, der undrer. På klassisk latin ville der skulle stå "Laocoontis". H'et derimod blev ofte indsat mellem 2 vokaler, så det er ikke så besynderligt at finde det her. En anden særhed er forkortelsen på nederste linie af "Anno Domini", som her er skrevet "ann dii", hvor man ville forvente "dni". Den nyindgraverede tekst lyder: " Felici de Fredis qui ob proprias - virtutes et repertum - Lacoohontis divinum qvod in - Vaticano cernis fere - respiran simulacr imrtalitatem - mervit Federicoq paternas - at avitas animi dotes referenti - inmatura nimis morte praevetis - Hieronima Branca uxor et - mater Iuliaq de Fredis de Militib - filia et soror moestisime p - ann dii M D XXVIIII". Oversættelsen lyder omtrent således: "Girolama Branca, hustru og moder, og Giulia Fredi de' Cavalieri, datter og søster, satte denne (gravsten) i stor sorg for Felice Fredi, som vandt sig udødelighed, både for sine egne dyder og for opdagelsen af den guddommelige skulptur af Laokoon, som nu står i Vatikanet. - Og for Federico, begge døde alt for tidligt, som havde de samme intellektuelle evner som sin fader og bedstefader. I Det Herrens År 1529". Manzella (se litt.note forneden) sammenlignede teksten på den nuværende gravsten og på tidligere tiders transkriptioner (fra før 1800-tallet, den ældst kendte er fra 1500-tallet) og fandt, at der her var noteret "Laocohontis" og "dni" i stedet for "Lacoohontis" og "dii". Desuden fandt han på gravstenens oprindelige placering foran Cappella di Sant'Elena en nyere sten, som var nedsat efter flytningen. Her mindes denne begivenhed med teksten: "Sepoltura di Felice de Fredis C(arolus) L(udovicus) Fredi de Coubertin inst(auravit) Anno MDCCCLVI" : "Gravsted for Felice de Fredis. Charles-Louis de Frédy de Coubertin restaurerede det i året 1856".
Litteratur om Felice Fredi: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|