Laokoongruppen

Laokoongruppen er en statuegruppe, der fremstiller myten om Laokoon, der i den græske mytologi var præst ved Apollon-Templet i Troja. Da Laokoon advarede trojanerne mod "den trojanske hest", en hul træhest som grækerne brugte under krigen mod Troja til at smugle soldater ind i byen, blev han straffet af de græskvenlige guder (nogle steder nævnes Apollon, andre steder Athene eller Poseidon), der pudsede 2 slanger på Laokoon og hans to uskyldige sønner, der på denne måde blev dræbt sammen med deres far.

Statuegruppen viser de ulykkeliges kamp mod de store slanger, som omslynger deres arme og ben for at kvæle dem. Faderen Laokoon i midten er blevet såret af slangens bid i venstre side og hans yngste søn har allerede mistet bevidstheden. Men den ældste søn forsøger stadig at komme fri af slangens greb. Alle optræder de i forvredne stillinger i deres forgæves forsøg på at holde angriberne væk.

Plinius den Ældre er den eneste antikke forfatter, der omtaler denne statue. Han fortæller i sin Naturalis Historia (37.36), at den stod i "Titus' palads" og at den er hugget i én blok af kunstnerne Hagesandros, Polidoros og Athanodoros fra Rhodos.

Plinius den Ældre levede fra omkring år 23 til 79 efter Kristus og udgav tilsyneladende de første 10 bøger af sin Naturalis Historia i år 77 efter Kristus under Kejser Vespasian (navngivet Titus Flavius Vespasianus) og dennes søn Titus (ligeledes navngivet Titus Flavius Vespasianus). Det "Titus' palads", som Plinius nævner, er altså Kejserens ejendom og i dette tilfælde den, som han havde overtaget fra den tidligere Kejser Nero, der dengang kaldte sit palads Domus Aurea: "Det Gyldne Hus".

Nero's Gyldne Hus var et stort kompleks af huse og haveanlæg, der strakte sig fra Palatinhøjen over dalsænkningen, hvor nu Colosseum står, op op ad Oppiohøjen, hvor man har udgravet ruinerne af en del af paladset. Hvor præcis statuegruppen har stået vides ikke, og man mener også, at den under goternes invasion i begyndelsen af 400-tallet blev gemt væk.

Og tilsyneladende gemt så godt, at den blev glemt, indtil den tilfældigt i 1506 blev fremgravet på en vis Felice de Fredis' ejendom - hvis beliggenhed man forøvrigt heller ikke rigtig kender. Måske lå den i nærheden af det antikke vandreservoir Sette Sale på Oppiohøjen, for i brevvekslinger fra 1506 nævnes stednavnet "Capoce". "Le Capocce" var fra 1200-tallet en ejendom ved Sette Sale, som tilhørte den gamle romerske Capocci-familie.

Den 14. januar 1506 nævnes som funddato, men også her er der en vis usikkerhed. Det var imidlertid denne dag, at den pavelige arkitekt Giuliano da Sangallo blev tilkaldt for at bese fundet, og da den unge Michelangelo på det tidspunkt befandt sig hos Sangallo, ledsagede han denne på turen. Det fortælles, at statuegruppens muskuløse og forvredne kroppe blev til stor inspiration for Michelangelo's videre arbejde.

Begejstringen for Laokoongruppen var stor også hos andre end Michelangelo og Pave Julius II ønskede at erhverve den til opstilling i Vatikanet i Cortile del Belvedere, en lukket skulpturhave hvor der allerede stod mange andre berømte antikke statuer. Julius II bemyndigede derfor sin nevø Kardinal Galeotto Franciotti della Rovere til at byde Felice de Fredis 2000 dukater for skulpturen, der derpå blev fragtet til Vatikanet, hvor den stod de næste knap 300 år.

Som følge af "Fredsaftalen i Torino" i 1797 mellem den franske Republik og Pave Pius VI blev statuerne fra Cortile del Belvedere udleveret til franskmændene, som i 1798 lod dem bringe til Paris, hvor de blev opstillet i det nye Musée Central des Arts. Opholdet her sluttede i 1815, hvorefter de blev sendt tilbage til Rom det følgende år og atter fik plads i Cortile del Belvedere.

Da Laokoongruppen blev fundet i 1506, manglede en del af præstens højre arm. Denne blev fundet 400 år senere i 1905 af arkæologen Ludwig Pollak i et stenhuggerværksted i Via Labicana for foden af Oppiohøjen. Omsider var skulpturen komplet.

Den genfundne arm er bøjet tilbage over Laokoons højre skulder, men inden den blev fundet havde flere kunstnere forsøgt at genskabe det manglende og "digtet sig til" en udstrakt arm, som det for eksempel kan ses på gipsafstøbningen i Antikmuseet i Århus.og i Den Kongelige Afstøbningssamling i København (se foto herfra).

Laokoongruppen står idag stadig i Vatikanmuseerne i den ottekantede gård, kaldet "Cortile Ottagonale" eller "Cortile del Belvedere". De udstillede genstande her udgør en del af Vatikanets "Museo Pio Clementino". Udover Laokoongruppen kan man her se Apollon-statuen, "Apollo di Belvedere", og Belvedere-torso'en.

Som et lille PS kan nævnes, at man i 1957 i ruinerne af Kejser Tiberius' villa ved Sperlonga i Syditalien fandt en skulpturgruppe, som ifølge en indskrift er udført af de samme kunstnere, som udførte Laokoongruppen. Dette fund har givet anledning til en ny debat om, hvorvidt Laokoongruppen er en hellenistisk original eller en romersk kopi fra Tiberius' tid, udført efter en bronzemodel fra den anden halvdel af det andet århundrede før Kristus.