|
|
|
Santa Marcella, helgeninde ca.330/335-410 |
|
Marcella var en romersk matrone, født i Rom på et tidspunkt mellem år 325 og 335 og død i år 410. Hun fejres den 31. Januar. Marcella var datter af Caeionia Albina af den gamle adelige slægt Gens Caeionia og muligvis var hendes fader en Claudius Marcellus, søn af Bypræfekten i 292-293, Claudius Mercellus, og muligvis broder til Roms Biskop ("Pave") Marcellus. Marcella var sandsynligvis deres eneste barn og som datter i en fornem familie fik hun en udmærket uddannelse af privatlærere i latin og græsk og klassisk dannelse. Ret tidligt døde Marcella's fader - hun var måske blot 12 år gammel og voksede derefter op med sin moder. Det var muligvis også på dette tidlige tidspunkt i Marcella's liv, at hun stiftede bekendtskab med klostervæsenet via bekendtskabet med de alexandrinske Biskopper Athanasius og Petrus, der i årene 339-341 (Athanasius) og 373 (Petrus) opholdt sig i eksil i Rom på flugt fra arianismen. Man ved ikke, hvornår Marcella blev gift, men unge piger af god familie indgik dengang ægteskab som 13-17-årige. Man slutter deraf, at hun blev gift på et tidspunkt før 350. Meget kort herefter (måske blot 7 måneder, men under alle omstændigheder drejede det sig om et kort tidsrum) døde hendes ægtemand, måske i år 351 eller 352. I det korte ægteskab fik Marcella ingen børn. Enkeperioden var sædvanligvis heller ikke lang, så man formoder, at Albina snart gik i gang med at finde en ny mand til sin datter. San Gerolamo fortæller i sit gravskrift for Marcella (Ep.127), at den meget ansete, rige og antagelig også kristne senator Naeratius Cerealis friede til den unge enke. Men at hun sendte den aldrende frier væk med ordene "Si vellem nubere, et non aeternae me cuperem pudicitiae dedicare, utique maritum quaererem, non haereditatem" ("Hvis det var sådan, at jeg ikke ønskede at vie resten af mit liv til evig kyskhed, og i stedet ønskede at gifte mig, så ville jeg vælge mig en ægtemand og ikke en arv"). Naeratius skulle derpå have forsøgt at overtale hende ved at sige, at også gamle mænd kan leve længe og unge mænd dø tidligt ("Posse et senes diu vivere, et iuvenes cito mori"). Men Marcella var ikke til at rokke og svarede: "Javist kan en ung mand dø tidligt, men en gammel mand har ikke længere megen tid tilbage at leve i" ("Iuvenis quidem potest cito mori, sed senex diu vivere non potest"). Tidspunktet må have været et sted i perioden 350-355 og Marcella undgik på denne måde også andre frierier og det endte med at hun opgav det meste af sin ejendom, så hendes moder kunne overlade det til sin broders børn, selvom Marcella egentlig helst ville have givet det hele til de fattige. Her var der samtidig tale om en religionskonflikt, da Marcella's morbroder C. Caeionius Rufius Volusianus Lampadius og hans familie stadig dyrkede de gamle guder. På dette tidspunkt var denne religion endnu ikke blevet forbudt, det blev den først i 391, da Kejser Theodosius I forbød enhver anden religionsudøvelse end Kristendommen. Sit hus på Aventinhøjen beholdt Marcella dog, og her levede hun nu et strengt og enkelt liv sammen med sin moder og nogle kristne unge piger og enker, som delte hendes ønske om at vie deres liv til kyskhed og studier af Bibelen. De levede yderst tilbagetrukket og modtog kun sjældent besøgende. Undgik at gå ud og blande sig i livet udenfor, men besøgte dog hyppigt de kirker, hvor apostlene og martyrerne lå begravet. San Gerolamo beretter, at før Marcella var der i Rom ingen lignende "klostre" for fornemme kvinder (Ep.127,5), men andre kilder fortæller om et kloster for kvinder, beliggende ved Via Nomentana og Kirken Sant'Agnese, samt grundlagt af Kejser Constantin den Store's datter Constantina omkring 337-350. Måske har Marcella også hørt om denne livsform endnu tidligere, da Athanasius var i Rom i 339-341. Marcella skal efter de afslåede frierier omkring 350-355 have grundlagt en slags nonneorden i sit hus på Aventin, hvor hun boede sammen med sin moder, der døde ca.388/89. Her modtog Marcella San Gerolamo (Den hellige Hieronymus), da han besøgte Rom i 382-385, og hun fik udvirket, at han underviste hendes gruppe i deres religionsstudier. Marcella var kusine til den kristne senator Pammachius, som sammen med sin fader Byzans byggede kirken Santi Giovanni e Paolo ved sit hus på Monte Celio. Deres fælles kusine Santa Paola tilhørte også kredsen omkring San Gerolamo og grundlagde flere klostre i Bethlehem efter hans anvisninger. San Pammachio var forøvrigt en af de få mænd, der blev indbudt til at deltage i den bibel-gruppe, som Marcella startede i sit hus, da hun bad San Gerolamo om at komme og holde forelæsninger om kristendommen for en række romerske adelsdamer i hendes familie og vennekreds. Med tiden blev Pammachius en af lederne i "det kristne parti" i det romerske senat. Pammachius' og Marcella's fælles morbroder Caeionius Caecina Albinus var stadig tilhænger af den gamle religion og Vesta-præst. En anden fætter til Marcella var Caeionius Rufius Albinus, der var Bypræfekt i 389 og 391. Hans hustru bekendte sig til Kristendommen og hans datter blev gift med Valerius Publicola, der var søn af en anden af tidens fromme kvinder med bolig på Aventinhøjen: Melania den Ældre. De fik i 383 en datter, som fik bedstemoderens navn og kaldtes Melania den Yngre. Også hun er kendt som en af sin tids meget fromme kvinder - og hun var altså grandniece til Marcella. Blandt de unge kvinder og enker, som delte Marcella's overbevisning, var de senere helgeninder Paula og Eustachium, som også blev elever og tilhængere af San Gerolamo, da han kom til Rom i 382. Da San Gerolamo i 385 rejste fra Rom, hvor han efterhånden havde fået en del uvenner, var Marcella og Pammachius blandt dem, der stadig støttede ham og udbredte hans skrifter og tanker i Rom. I 397 var Marcella én af lederne i aktionen mod Rufinus di Aquileia, der havde oversat skrifter af Origenes og var kommet i voldsom diskussion med sin gamle ven San Gerolamo, om hvorvidt Origenes var at betragte som kætter. Tilsyneladende forlod Marcella Rom og huset på Aventin efter moderens død i 388/389. Måske først efter 394, hvor San Gerolamo i et brev nævner, at hun boede på Aventin. Det fortælles, at hun trak sig tilbage til en ejendom "suburbanus ager", det vil sige i udkanten af eller udenfor byen. Vi ved ikke, hvor denne ejendom lå, men Letsch-Brunner (se litt.note nedenfor) og andre mener, at den måske har ligget ved Via Nomentana. Her kunne Marcella og hendes tilhængere leve et afsondret og roligt klosterliv. Men kun i en kortere årrække, for med den gotiske hærs fremmarch i Italien, blev området udenfor bymurene et alt for utrygt opholdssted. I Oktober 408 belejrede Alarik for første gang Rom og kontrollerede alle områder udenfor bymuren. Senest på dette tidspunkt antages Marcella og hendes "kloster" at være vendt tilbage til huset på Aventin, der lå indenfor bymuren og derfor måtte anses for et sikkert opholdssted. Da Alarik og goterne plyndrede Rom i år 410, blev Marcella underkastet tortur for at røbe, hvor hun havde gemt sine rigdomme, og hun døde få måneder efter af disse mishandlinger. San Gerolamo skrev et mindeskrift om hende i 413, afsendt til hendes veninde og støtte i de sidste år, den unge Principia, som det var lykkedes Marcella at unddrage soldaternes vold ved at udvirke for dem, at de måtte søge tilflugt i Kirken San Paolo fuori le Mura. Santa Marcella, der også kaldes Santa Marcella di Roma, eller Santa Marcella Vedova, menes begravet i San Paolo fuori le Mura, hvor hendes festdag fejres hvert år den 31. Januar. Den nøjagtige sted for hendes grav kendes ikke.
Bøger og links om Santa Marcella: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|