er en smal vej, der går fra Salita di San Gregorio op til Monte Celio's top og Piazza dei Santi Giovanni e Paolo, hvor kirken Santi Giovanni e Paolo ligger.

Denne maleriske og stemningsfyldte vej følger antikkens Clivus Scauri og kantes af antikke ruiner. I en lang mellemperiode hed vejen blot Via dei Santi Giovanni e Paolo, men det antikke navn stammer fra den villa (domus), som konsulen Aemilius Scaurus (it.: Emilio Scauro) ejede på dette sted.

Langs vejen ses rester af beboelseshuse fra kejsertiden og de syv buer, som støtter kirkemuren er fra det 5., 13. og 14. århundrede. I et af disse huse boede ifølge legenden de 2 helgener Giovanni og Paolo og her led de martyrdøden i år 362. I udgravningerne under kirken kan man se stedet, hvor de var begravet samt rester af de gamle huse og det første kristne bedehus på stedet (Il Titolo di Pammachio), som den kristne senator Byzans (Bizante) og hans søn Pammachius (San Pammachio) lod omdanne til kirke.

Bag det sted, hvor kirken Santi Giovanni e Paolo nu står, lå i antikken et stort tempel for Kejser Claudius, rejst af hans sidste hustru Agrippina, og rester heraf kan ses i klosteret ved siden af kirken.

Overfor kirken nedad Clivus Scauri lå Domus Gregorius Magnus, der tidligere hed Domus Aniciorum, tilhørende den oldromerske slægt Anicii Petronii, i hvis hus Pave Agapetus I i år 535 grundlagde et berømt bibliotek. Her fødtes den senere pave Gregor den Store og på grunden byggede han en kirke viet til Sant'Andrea. Uden for kirken San Gregorio Magno, der ligger lidt sydligere, står stadig et kapel for Sant'Andrea. Den gamle indgang til kapellet og det tilhørende kloster blev opført i travertin i 1607 efter en tegning af Flaminio Ponzio og bærer over døren indskriften "Scipio Card. Burghesius" (se foto). Indskriften flankeres af heraldiske drager og i det brudte trekantede gavlfeldt sidder en medaljon med et maleri af Gregor den Store.

Tidligere lå der også her ved Clivo di Scauro en meget gammel kirke, San Leone, nedenfor Sant'Andrea-klosteret og Kirken. Den var indviet til Leo den Store (San Leone Magno) og blev drevet af munke fra San Paolo fuori le Mura. Det var dengang en af de vigtigste kirker i Rom, men idag er den helt forsvundet.

Ved vejen lå også en anden lille kirke, San Niccolò de Formis. Den blev dog tidligt forladt og henlå som ruin. Tilnavnet "in Formis" skyldtes, at den lå i nærheden af buerne ("formae") til Nero's akvædukt, den kaldtes også for San Niccolò in Celio.