I kvarteret Rione Ripa står endnu idag de velbevarede rester af et lille antikt rundtempel i den sydvestlige del af den store plads Piazza della Bocca della Verità.

Det drejer sig om et Tempel for Herkules - ja Den Sejrende Herkules : Aedes Herculis Victoris eller på italiensk: Tempio di Ercole, som man tidligere anså for at være et Tempel for Gudinden Vesta og derfor kaldte Tempio di Vesta.

Templet blev grundlagt af Pompejus del Store og er i kilderne omtalt af Livius, der fortæller, at der i år 56 før Kristus opstod en strid mellem nogle kvinder, som befandt sig i det dengang kaldte "Kyskhedens Tempel" (Tempio della Castità), der stod i nærheden af "det runde Herkulestempel" på kvægmarkedet Forum Boarium.

Herkules-kulten var meget udbredt netop på dette område af Forum Boarium og i dalsænkningen mellem Palatinhøjen og Aventinhøjen, hvor nu resterne af Circus Maximus kan ses og hvor der netop befandt sig et alter for Herkules, Ara Maxima. Man har i området fundet et fragment fra en formodet statuebase med en dedikation til Hercules Olivarius, og man ved, at der her stod en statue af denne Guddom fremstillet af den berømte billedhugger Skopas. Dette fund samt beliggenheden tæt på Porta Trigemina i den gamle Servius-Bymur har klargjort, at det runde Tempel må være den helligdom, som oliehandleren Marcus Octarius Herrenus lod opføre og vie til Herkules Victor, der var beskytter af netop oliehandlerne, som drev indbringende forretninger i området.

Tempelbygningen, som dateres til slutningen af det 2.århundrede før Kristus (det vil sige perioden 150-100 før Kristus), er i korinthisk stil og såkaldt "peripteros", et græsk ord der betegner et tempelrum omgivet af søjler. I dette tilfælde er både tempelrummet, "cella", og søjlerækken omkring dette cirkelformet og grundplanen er 14,8 meter i diameter. Cella'en er opbygget af store marmorblokke og der er her tale om den ældste overleverede marmorbygning! Søjlerækken består af 20 korinthiske, kannellerede søjler, der bærer en kuppel, som i løbet af Middelalderen faldt sammen ned i den midterste del af cella'en. En enkelt af søjlerne mangler på nordsiden. Kassetteloftet dateres til perioden under Kejser Augustus (år 31 før Kristus til år 14 efter). Fundamentet er bygget i tuf og travertin. De 2 rektangulære vinduer på hver side af døren stammer fra det oprindelige byggeri.

Under Kejser Tiberius blev Templet omkring år 15 efter Kristus kraftigt restaureret, måske havde det lidt skade under en af Tiberens talrige oversvømmelser af det lavtliggende område. Her blev ikke mindre end 9 søjler og 11 kapitæler erstattet af nye udført i marmor af typen "lunense".

I begyndelsen af 1100-tallet blev bygningen omdannet til kristen kirke og af Savelli-familien viet til Santo Stefano. Fordi den nye kirke stod tæt ved den gamle og ødelagte Ponte Rotto, der også kaldtes Ponte Santa Maria, blev kirken nogle gange omtalt som Santo Stefano presso il ponte Santa Maria, eller blot Santo Stefano Rotondo på grund af dens form. Et andet navn var "Santo Stefano delle Carrozze al fiume" efter den nærliggende gade Strada delle Carrozze og floden ("il fiume").

I 1475 blev bygningen yderligere restaureret.

Senere viedes Kirken i 1600-tallet også til Madonna og kaldtes nu Santa Maria del Sole. Dette skete efter at man i 1570 fra Tiberens strøm i et fiskenet havde fanget et Maria-billede, som mens det blev taget op udsendte solstråler og derfor ansås for mirakuløst. Billedet skal idag findes i Convento dei Santa Francesca Romana a Tor de Specchi.

Herkules-Templets indre blev således omdannet til kirkerum og herinde kan man stadig se fresker af 1400-tallets romerske kunstnere, der har malet Madonna med Jesus-Barnet og Helgener. (Se foto og tekst fra Webarchive.org: The Temple of Hercules.)

I begyndelsen af 1800-tallet blev grunden omkring bygningen udgravet, så podiet blev blotlagt. Endnu en restaurering foretoges her i 1809-1810 af arkitekten Valadier.

Litteratur om Aedes Herculis Victoris:
Carandini, Andrea: Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
- 2 : Tavole e indici. ---- Kort nr. 19. + Tavle 171 og 174a.
Claridge, Amanda: Rome: An Oxford Archaeological Guide. - Second Edition, reviosed and expanded. - Oxford: Oxford University Press, 2010.
- side 287-288.
Coarelli, Filippo: Roma. (Guide archeologiche Laterza). Roma-Bari, Edizioni Laterza, 3.edizione, 2003.
- side 380-381.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione XII Ripa, Parte Seconda / a cura di Daniela Gallavotti Cavallero. - 2. edizione. - 1985. ------- side 104-107.
Hintzen-Bohlen, Brigitte: Kunst & Arkitektur Rom. - Könemann, 2001.
- side 365.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28 - NB:før de nyeste fund !
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992. 
- side 188-189.
Staccioli, Romolo A.: Guida di Roma Antica. Biblioteca Universale Rizzoli (BUR). 8.ed., 2000.
- side 391-394.
Info.roma.it: Tempio di Ercole Oleario.
RomeArtLover: Tempio di Vesta.
RomaSegreta.it: Piazza della Bocca della Verità.
Soprintendenza Speciale di Roma: Tempio rotondo del Foro Boario.
Webarchive.org: The Temple of Hercules.
Wikipedia (engelsk tekst): Temple of Hercules Victor.
Wikipedia (italiensk tekst): Tempio di Ercole Vincitore.