Fra romersk tid har der på dette sted været en bro, måske var det her at sagnhelten Horatius Cocles ene mand holdt den fjendtlige hær under Kong Porsenna hen så længe, at romerne kunne ødlægge broen, så fjenden ikke kunne nå ind til Rom.

Først var der en træbro ved navn Pons Sublicius, der dog nok lå lidt længere mod nord, og allerede i året 174 før Kristus ved vi, at romeren Manius Aemilius Lepidus byggede en bro med stensokler og træoverliggere, som i 142 før Kristus af Publius Scipio og Lucius Nummida blev erstattet af en stenkonstruktion.

Denne bro havde i antikken navnet Pons Aemilius = Ponte Emilio, med tilnavnet "Maximus" ("Massimo"), fordi det var den største af de romerske broer. Dette navn beholdt den til 872.

Den har iøvrigt haft mange navne: Pons Maior, Ponte Leonino, Ponte Santa Maria, Ponte Rotto, Ponte Fulvio, Ponte Senatorio, Ponte Consolare, Ponte Palatino.

Den forveksles ofte med den gamle Ponte Sublicio, fordi nogle pavelige processionsveje blev flyttet til Ponte Rotto, da Ponte Sublicius i det 4. eller 5.århundrede var faldefærdig og farlig for så store menneskemængder.

Broen nævnes allerede i en satire (nr.VI) af den romerske digter Juvenal (ca.65-135), der råder vennen Postumus til at kaste sig ud fra den - eller fra et vindue - hellere end at gifte sig.

I året 872 under Pave Johannes VIII blev det lille tempel, som man troede var for Fortuna Virilis ("Templet for den mandlige lykke"), men nu regnes for et tempel for havneguden Portunus, indviet til kristen kirke som Santa Maria Egiziaca og da broen mundede ud lige overfor templet, døbte romerne den straks Ponte Santa Maria. Legenden fortæller, at nogle tyveknægte røvede en Madonna-statue fra Vatikanet og kastede den i floden, men statuen flød mirakuløst ovenpå og landede på flodbredden lige ved Ponte Massimo, som derfor blev omdøbt til Ponte Santa Maria.

Broen bestod af 5 bropiller og en sjette lidt mindre på højre flodbred, den var solidt bygget, men med dannelsen af Tiberøen ændredes og forstærkedes strømforholdene i floden, og dette tog meget på broen, som var i fare for at styrte sammen. Man ved ikke, hvornår dette skete, men Pave Honorius III måtte lade den genopbygge omkring 1220, Gregor IX restaurerede den i 1231 og senere også Martin V (1417-1431).

I midten af 1500-tallet var broen atter helt ødelagt og blev herefter restaureret under Paul III (1534-1549). Først fik Michelangelo opgaven, men han var da for gammel til sådant et job, så det overgik til Nanni di Baccio Bigio, der overtog restaureringen 1561. Delli (se litt.liste nedenfor) fortæller, at Nanni var "en rigtig fidusmager", som fjernede travertinsten fra den gamle bro's belægning og forstærkning for at sælge disse og putte udbyttet i sin egen lomme. Dette skulle have gjort broen så meget svagere, at den ikke kunne modstå et højvande i 1557, hvor floden rev en stor del af broen med sig i den rivende strøm mod havet.

Julius III (1550-1555) havde ladet bygge et kapel midt på broen. Det var muligvis viet til S.Elena. Men i 1557 steg Tiberen så voldsomt, at den som ovenfor nævnt rev broen ned og den blev første genopbygget under Gregor XIII i 1573, denne gang dog uden Julius III's kapel. (Den kommunale jurist Luca Peto stillede her et forslag om at erstatte de 2 sammenfaldne buer med én bredere bue, således at den ødelagte bropille kunne fjernes og vandet derved få et bedre gennemløb. Hans forslag blev imidlertid forkastet og broen i stedet genopført i sin tidligere skikkelse af Matteo Bartolani).

Nu kaldtes den så Ponte Senatorio.

Den 24.December 1598 oversvømmede Tiberen på ny Rom og skyllede halvdelen af broen væk og den blev aldrig rekonstrueret, så den del af broen, som lå ved den venstre flodbred, blev i stedet omdannet til en slags park, et udsigtspunkt, hvor romerne kunne spadsere og betragte floden og nyde en forfriskning.

Denne "park" var åben indtil slutningen af 1700-tallet, hvor den resterende del af broen igen blev usikker, nu fik den så navnet Ponte Rotto = "den ødelagte bro" og i 1853 forbandt man ruinerne af den gamle bro med den højre flodbred ved en jern-gangbro, mens man begyndte at tale om ganske tæt ved at bygge en ny bro, Ponte Palatino.

Denne blev bygget så tæt på, at det var nødvendigt at fjerne 2 af de 3 resterende buer af den gamle Ponte Emilio, således at der idag kun er en eneste bue tilbage at beundre.

Litteratur om Ponte Rotto:
Delli, Sergio: I ponti di Roma. Newton Compton editori, 1979.
- side 24ff (Ponte Rotto= Ponte Emilio) og side 109ff (Ponte Palatino).
Harder, Thomas og Hans Scheving: Rom. Gyldendals Bogklubber, 1990.
- side 120.
Politikens visuelle guide Rom. Politikens Forlag, 1994.
- side 200 og 274.