|
|
|
Casa Orbitelli - NU delvist forsvundet hus ved Largo Orbitelli nr. 31 - Se til venstre og nedenfor nr. 80 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen
|
|
For enden af Vicolo Orbitelli står idag det store kompleks Palazzo Orbitelli Sacchetti, der fylder karréen mellem Largo Orbitelli, Largo dei Fiorentini og Lungotevere dei Sangallo. Tidligere stod her også en ejendom tilhørende Orbitelli-familien, men den blev delvist revet ned i slutningen af 1800-tallet, begyndelsen af 1900-tallet, da de høje Tibermure blev bygget for at forhindre oversvømmelser af de lavtliggende kvarterer langs floden. Samtidig anlagdes de brede flodboulevarder og ved begge lejligheder måtte en del flodnær bebyggelse fjernes. Dette blev også skæbnen for Casa Orbitelli, som i stedet i 1930'erne erstattedes af det store om- og nybyggede kompleks, som idag kaldes Palazzo Orbitelli Sacchetti. Men igennem mange hundrede år stod altså på samme sted Casa Orbitelli, der dengang havde gadenummer 35 og en hovedindgang gennem en smuk bue af tilhugne stenkvadre. Både denne og en frise med en lang indskrift på latin blev reddet og indgangsportalen er idag opsat som nr. 31 på Palæets sidemur mod Largo Orbitelli, mens frisen løber vandret henover muren under førstesalens vinduer. Indskriften lød - og kan stadig læses sådan her: "Pietas virtutis fundamen, principum gloria, populi hilaritas, coeli benignitas aurea...", "Rest. A.D. MCMXXXVI E.F. XIV" : "Troen er grundlaget for dyd, hæder for prinser, folkets glæde, himlens gyldne velvilje", "Restaureret i Det Herrens År 1936, det 14. år i Fascimens Æra" Det gamle Casa Orbitelli havde tilsyneladende 3 etager med vinduer i smalle, profilerede rammer, hvorunder der løb friser som den ovenfornævnte. Om frisen under andensalen også bar en indskrift, vides ikke. Husfacaden var desuden udsmykket med malerier i graffiti-stilen, men de var allerede i 1866 - og altså inden nedrivningen - helt afblegede. Da billedhuggeren og arkitekten Francesco Borromini kom til Rom i 1619, flyttede han i starten ind hos sin onkel, billedhuggeren Leone Garove, som boede i det, der dengang hed Vicolo dell'Agnello, men idag er Vicolo Orbitelli. Garove døde dog allerede året efter, så Borromini må være flyttet andetsteds hen. Men han kom tilbage og boede senere netop i huset for enden af hans ungdoms gade. Her i nr. 35 skadede Borromini sig selv den 2. August 1667 under et selvmordsforsøg så meget, at han døde af det efter få timer. Han ligger begravet i Carlo Maderno's grav i Kirken San Giovanni dei Fiorentini. Orbitelli-familien må på et tidspunkt herefter have købt ejendommen og gjort huset til deres familieresidens. Det er vel i denne forbindelse, at den tidligere Vicolo dell'Agnello har skiftet navn til Vicolo Orbitelli. I slutningen af 1800-tallet benyttede ingeniøren Aristide Leonori ejendommen til at samle de såkaldte "cerinari", forældreløse og fattige drenge, der som deres eneste levevej havde at sælge små tællelys ("cerini") på gader og stræder. I det af Leonori oprettede hjem for disse børn kunne de få mad og tag over hovedet og måske endog lidt undervisning. Hjemmet var viet til San Filippo Neri og stoppede aktiviteten i starten af 1900-tallet, hvorefter opgaven overgik til andre institutioner. Litteratur om Casa Orbitelli: |