|
Palazzo Petroni Borgnana - Piazza del Gesù nr. 48 - Se nr. 11 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen |
Overfor den store Kirke Il Gesù, står på Piazza del Gesù - i kvarteret Rione Pigna - en elegant og enkelt udsmykket 4-etagers ejendom, der har 5 fag - med indgang i midten i nr.48 - ud mod Pladsen og 2 fag i et afskåret hjørne, samt 2 smalle fag mod Corso Vittorio Emanuele II, hvor bygningen efterfølges af Palazzo Celsi. (se foto fra borgato.be). På sin venstre side har Palæet, der kaldes Palazzo Petroni Borgnana efter 2 af sine ejere, det gamle Palazzo Montemarte, hvis facade vender ud mod sidegaden Via Celsa. Palazzo Petroni Borgnana er opført i 1500-tallet af en vis Alessandro Petroni, som var Pavelig Livlæge og ejede indtil flere huse på Pladsen. Senere overgik ejendommen til Borgnana-familien og Palæet fik sit nuværende navn. Palæets facade mod Piazza del Gesù (se foto fra info.roma.it) er dækket af lysebrunt puds og udsmykket med nogle smalle lyse gesimser under vinduesrækkerne. I stueetagen er der til venstre i nr. 47A en høj indgangsdør i en profileret travertinramme. Den leder nu ind til et butikslokale. Til højre er der et højt tilgitret vindue i profileret travertinramme under en vandret overligger og over en travertinkarm båret af let profilerede konsoller over et kældervindue, der ligeledes er omgivet af en travertinramme. Til højre herfor sidder på muren under førstesalen et ovalt 1700-tals billede af en Madonna Addolorata ("Den lidende Madonna") i udskåret marmorramme (se foto fra borgato.be). Længere nede sidder en indskriftssten med teksten: "La Santita di N.S. P.P. Pio Sesto - con rescritto di XV Novemb. MDCCXCVI - concede a tutti i fedeli dell uno e dell altro sesso - duecento giorni di indulgenza - da applicarsi anche alle s. anime del Purgatorio - ognivolta che divotamente reciteranno le litanie - di Maria SSma innanzi questa sagra immagine" : " Hans Hellighed Pave Pius VI giver herved - i reskript af 15. November 1796 - alle de troende af det ene og det andet køn 200 dages aflad, der også gælder for de salige sjæle i Skærsilden, hver gang de fromt reciterer Maria-litanierne foran dette hellige billede". Årsagen til dette aflad var, at Jomfru Maria på dette billede i 1796 i forbindelse med den franske besættelse af Rom siges at have bevæget øjnene eller grædt, hvorfor Pius VI erklærede billedet - sammen med 25 andre - for mirakuløst. Midt på facaden sidder i nr. 48 den smukke, profilerede indgangsportal fra 1500-tallet (se foto fra borgato.be) under en vandret plade med teksten "Borniana", opsat da Borgnana-familien overtog Palæet. Herover ses de profilerede travertinkonsoller, der bærer en balkon på førstesalen. Til højre sidder endnu et højt, tilgitret vindue og derpå endnu en smal indgangsdør i profileret travertinkarm. Førstesalens vinduer er høje og indsat i profilerede rammer under trekantede gavlfelter båret af konsoller. De yderste vinduer til venstre og til højre, samt det midterste vindue, er erstattet af altandøre bag små stenbalkoner med smedejernsgitre. Andensalens vinduer minder om førstesalens, men de toppes af vandrette overliggere. Og trediesalens er blot indsat i profilerede rammer. Tagudhænget består til gengæld af indtil flere friser i forskellig tykkelse og med forskellig udskåren udsmykning, blandt andet små stjerner og roser imellem udskårne konsoller. Hjørnefacaden har 2 fag vinduer i samme rammer og udsmykning som hovedfacadens. Og det samme gælder også den smalle mur med 2 fag ud mod Corso Vittorio Emanuele II. LIDT HISTORIE: Området, hvorpå Palazzo Petroni Borgnana blev opført, var i Antikken dækket af det store søjlegangsomkransede anlæg Porticus Minucia Frumentaria, hvorfra man foretog kornuddeling til befolkningen. Palæet er bygget over den gamle ydermur, der stod omtrent, hvor facaden mod Corso Vittorio Emanuele står idag, mens den midterste del af huset står over en gammel søjlerække. I begyndelsen af 400-tallet faldt i hvert fald den sydlige søjlegang sammen og måske også de andre søjlegange. Årsagen var gentagne oversvømmelser, jordskælv og de plyndringer, som Rom blev genstand for i dette århundrede. Efterhånden opstod gennem Middelalderen andre, mindre huse og værksteder i de gamle ruiner, inden der i 1500-tallet opførtes de ny, lidt større palæer langs gaden. Omkring midten af 1500-tallet var Alessandro Petroni blevet en højt anset og betalt livlæge for først Kardinalerne Giovanni Salviati og Bernardo Salviati og derpå for Pave Gregor XIII (fra 1572 til sin død omkring 1581). Og han kunne derfor købe flere grunde på den mondæne Piazza del Gesù, hvor den store nye Kirke var i færd med at blive bygget. Ikke mindre end 3 palæer lod Petroni opføre i dette område. Det første rejstes ved Via dell'Aracoeli i 1563. Det er det Palæ, der idag står mellem denne gade, Piazza del Gesù og Via Celsa og kaldes Palazzo Cenci Bolognetti. Det andet Palæ stod på grunden ud mod Piazza del Gesù og blev senere indlemmet i det større Palazzo Cenci Bolognetti. Det tredie palæ er derimod det, som vi her har beskrevet og som nu kaldes Palazzo Petroni Borgnana. I 1817 solgte de sidste ejere af Petroni-familien Palæet til Giuseppe Borgnana fra Piemonte. Litteratur om Palazzo Petroni Borgnana: |