|
|
|
Palazzo Celsi - Corso Vittorio Emanuele II nr. 18 - Se nr. 11 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen |
|
Ud til Corso Vittorio Emanuele står - med indgang i nr.18 - den 12 fag lange facade på det i starten af 1500-tallet opførte Palazzo Celsi, som byggedes af Celsi-familien, der oprindeligt stammede fra Nepi i Viterboregionen nord for Rom. I anden halvdel af 1600-tallet blev bygningen renoveret og fik ny facade, tegnet af arkitekten Giovanni Antonio De Rossi. Det er denne facade fra omkring 1678, som vi møder ved Corso Vittorio idag. Antagelig i begyndelsen af 1700-tallet, hvor Celsi-familien uddøde, overgik Palæet til Viscardi-familien, hvis våbenmærker - ørne med udslåede vinger og korslagte sværd - i reliefform pryder facaden flere steder samt på det oprindelige tagudhæng under den tilbyggede og tilbagetrukne 3.sal. (Se foto på Roma Segreta.it - foto nr.2). Palæet kaldtes derfor også Palazzo Viscardi eller Palazzo Celsi Viscardi. På et senere tidspunkt overgik ejendommen til Giannelli-familien og fik navnet Palazzo Giannelli, eller Palazzo Celsi Giannelli Viscardi. I 1800-tallet er det familien Marcatili Bernetti, som har ejet bygningen. (en Signora Carla Marcatili var niece til Kardinal Tommaso Bernetti (1779-1852). Det skal have været disse ejere, som lod Palæet forhøje med en overbygget tredie etage, samt tagterrasse. Bygningen har nu 3 høje etager, samt en tilbygget overetage og en tagterrasse. Facaden er helt i teglsten, men nu dækket af et lag lysegult puds, der især er markant i de meget høje partier under vinduerne på første- og andensalen. Ellers har facaden virkeligt mange udsmykningsdetaljer - også af ret forskellig art. Stueetagen afgrænses i hver side af en kolonne af grove kvadersten og højden afgrænses af flere vandrette friser i marmor, hvoraf én er udskåret i à la grecque bort. Facaden hernede er i tidens løb blevet meget ombygget og udgøres nu hovedsageligt af høje, firkantede butiksåbninger med numrene 4, 6, 8, 10, 12, 14, 16 og 18B. I nr. 18 ses den store indgangsportal, flankeret af kraftige søjler med joniske kapitæler, som bærer 2 udskårne konsoller, der understøtter en bred balkon foran førstesalen. Under balkonen sidder et relief af et Medusahovede i en muslingeskal omgivet af guirlander. (se foto fra info.roma.it) På det høje stykke facade mellem stueetagen og førstesalens vinduer er muren smykket med kvadratiske travertinrammer uden indhold. Flere steder er der anbragt parvise relieffer af 6-takkede stjerner. Førstesalens 12 vinduer er høje og rektangulære og hvilende på profilerede vindueskarme i travertin. De er indsat i profilerede travertinrammer, der toppes af vandrette overliggere under et felt med relieffer af ørne, blomsterguirlander og Medusahoveder. (se foto fra info.roma.it) På det høje facadestykke mellem første- og andensalen er der ingen udsmykning udover 4 parvist anbragte relieffer af 6-takkede stjerner. Andensalens 12 vinduer er ligesom førstesalens høje og rektangulære, samt hvilende på en smal vandret frise uden udsmykning, der løber over hele facaden. De er indsat i profilerede travertinrammer, der toppes af vandrette profilerede overliggere under et felt med relieffer af muslingeskaller (se foto fra info.roma.it). Lige ovenover sidder det høje, udskårne tagudhæng fra den ældste bygning, idet tagetagen og -terrassen ovenpå er tilbygget senere. Tagudhængets nederste del er høj og inddelt i felter af udskårne konsoller. I felterne sidder relieffer af guirlander og Viscardi-familiens våbensmærker: ørne med udbredte vinger og korslagte sværd. Højere oppe løber en smallere frise med relieffer af blomster. Fra indgangsportalen kommer man ind i et stort atrium og en imponerende trappe med mange opstillede antikke statuer. Indenfor skulle man kunne se en sal med arkitekturprospekter af G.P. Pannini (ca. 1720-1725). LIDT HISTORIE: Området, hvorpå Palazzo Celsi blev opført, var i Antikken dækket af det store søjlegangsomkransede anlæg Porticus Minucia Frumentaria, hvorfra man foretog kornuddeling til befolkningen. Palæet er bygget over den gamle ydermur, der stod omtrent, hvor facaden står idag, mens det midterste og den sydlige den af huset står over en gammel søjlerække. I begyndelsen af 400-tallet faldt i hvert fald den sydlige søjlegang sammen og måske også de andre søjlegange. Årsagen var gentagne oversvømmelser, jordskælv og de plyndringer, som Rom blev genstand for i dette århundrede. Efterhånden opstod gennem Middelalderen andre, mindre huse og værksteder i de gamle ruiner, inden der i 1500-tallet opførtes de ny, lidt større palæer langs gaden. Celsi-familien, der levede i Rom fra 1534, ejede flere huse i kvarteret, hvor en Giovanni Celsi lod en gammel og smal gade udbedre og udvide, så den efter ham kaldtes Via Celsa. Denne gade eksisterer stadig idag lige øst for Palazzo Celsi. Her før 1550 påbegyndte Celsi-familien så opførelsen af deres nye Palæ, antageligt opført på nogle af de ældre småhuse, der var i familiens eje, ligesom det gjaldt for mange andre nye huse på den tid. I samme periode byggedes også naboejendommen mod øst (til venstre), på hjørnet af Piazza del Gesù, Palazzo Petroni-Borgnana, mens naboejendommen til højre Palazzo Ruggeri antagelig byggedes lidt senere. Dog havde Ruggeri-familien haft huse på stedet allerede fra 1400-tallet, hvor de havde butik som "aromatarii" (krydderihandlere). På den modsatte side af gaden, der i 1880-1890 blev udvidet til nutidens Corso Vittorio Emanuele II, stod inden da en større bygning kaldet Palazzo Colonna, som tidligere havde tilhørt Girolamo Rosolino og hvis portal blev genbrugt i Via del Gesù nr. 55 i det Palæ, som opførtes efter at de gamle bygninger langs gaden i 1880-1890 var blevet revet ned. Dette gjaldt også huset til venstre for Palazzo Colonna, et mindre hus indrettet til Scuola delle Maestre Pie: skole drevet af Ordenen Maestre Pie, de fromme lærerinder. Det lader derimod ikke til, at der blev revet huse ned på sydsiden af gaden, hvor både Palazzo Celsi og Palazzo Ruggeri stadig har deres gamle facader.
Litteratur om Palazzo Celsi: |