|
|
|
Monastero di Sant'Aurea in Strada Giulia - nu FORSVUNDET kloster i Via Giulia 34 - Se nr. 91 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen |
|
Ved den gamle Strada Giulia stod fra 1300-tallet og måske endda tidligere nogle bygninger, som husede en lille Kirke viet til helgeninden og 300-tals martyren Santa Aurea, samt et tilstødende Kloster, Monastero di Sant' Aurea, som beboedes af Dominikanernonner. Da bygningerne opførtes i 1300-tallet, lå de ved den gennemgående gade kaldet Via Magistralis, som senere blev rettet ud og kaldet Via Julia efter Pave Julius II. Navnet Julius bliver på italiensk til Giulio, og gaden således til Via Giulia. I 1300-1400-tallet havde området, hvor Klosteret lå - nutidens kvarter Rione Regola - navnet Castrum Senense, fordi det var beboet af særligt mange tilflyttere fra Siena. Kirken kaldtes derfor på dette tidspunkt Sanct'Aure castri Senensis. I 1456 kaldes "Kirken S. Aurae de regione Harenulae", fordi Rione Regola dengang kaldtes Regio Arenula. Under Pave Leo X, der var pave fra 1513 til 1521, udfærdigedes en liste over kirker, som modtog en gratis mængde salt. Her omtales Kirken som S. Auree, mens den kaldes "S. Aurea in strada Giulia - Monastero di Monache" i en skatteopgørelse fra perioden 1566-1572. "Monastero di Monache" betyder: "Nonnekloster". Allerede i begyndelsen af 1500-tallet stod det dårligt til med bygningerne og i 1514 forlod Dominikanernonnerne stedet, der var mere eller mindre i ruin. De flyttede videre til Kirken San Sisto Vecchio ved Via Appia, hvor de blev lidt over 50 år for derpå endeligt at flytte ind i Klosteret ved Kirken Santi Domenico e Sisto ved Largo Magnanapoli. I 1574 overlod Paven de ødelagte bygninger til kolonien af tilflyttere fra Napoli, som dengang var undersåtter af den spanske konge og som 2 år tidligere af Pius V havde fået tilladelse til at danne et religiøst broderskab, Confraternita dei Napoletani. Denne sammenslutning havde først haft tilholdssted i Kirken San Trifone, men fik nu eget domicil og kapel i Klosteret og Kirken Sant'Aurea. Kirken var imidlertid i så dårlig stand, at de nye beboere besluttede at rive den ned og opføre en ny på stedet. Byggeriet strakte sig over en lang periode og først i slutningen af 1600-tallet fik den nye Kirke sin facade og arbejdet med at bygge en ny hovedbygning kunne derpå gå i gang i 1700-tallet. Kirken viede napoletanerne til Den Helligånd og den kaldtes derfor Spirito Santo dei Napoletani. Broderskabets nye domicil, Palazzo dell'Arciconfraternita dei Napoletani, byggedes på den nu nedrevne Klosterbygning og alle spor af den gamle Sant'Aurea-kult forsvandt hermed. Også Palæet er idag revet ned for i 1940 at give plads til en moderne skolebygning. På sydsiden af Monastero di Sant'Aurea løb en smal gyde ned mod floden, omtrent parallelt med Via di Sant'Eligio, men meget smallere og med et lidt mere kringlet forløb. For enden af denne, kaldet Vicolo della Lunetta, var der ved Tiberbredden kajplads til en lille trækfærge, som fragtede passagerer over floden. Klosterets vestside vendte ud mod skråningen ned mod flodbredden, men dette område er idag forsvundet under Lungotevere dei Tebaldi og Tiberkajen med de høje digemure.
Litteratur om Monastero di Sant'Aurea in Strada Giulia: |