ANNAS ROM GUIDE
De 3 Oratorier - kort fortalt:
Oratorierne i Klosterhaven set fra Salita di San Gregorio

I en del af klosterhaven ved kirken San Gregorio MagnoMonte Celio ligger blandt pinier og cypresser de 3 oratorier: Oratorio di Santa Barbara længst til venstre, Oratorio di Sant'Andrea i midten og Oratorio di Santa Silvia yderst til højre.

Klosterhaven her er en del af den store grund, som Gregor den Store's fader Gordianus ejede her på Celio og på den grundlagde Gregor et kloster og et kapel indviet til Sant'Andrea Apostolo. Dette kapel lå muligvis der, hvor nutidens Oratorio di Sant'Andrea rejser sig.

Man kommer ind til kapellerne gennem porten i muren om Klosterhaven til venstre for trappen op til selve kirken på Piazza di San Gregorio, men tidligere var der også en indgang fra Clivo di Scauro. Den blev i 1607 forsynet med en portal tegnet af Flaminio Ponzio og kan stadig ses (se foto).

KAPELLET TIL VENSTRE, ORATORIO DI SANTA BARBARA, indviet til Den Hellige Barbara, hviler på resterne af et antik romersk bygning med et perfekt bevaret tøndehvælvet loft, som man desværre ikke kan bese. I middelalderen byggedes der et kapel ovenpå disse rester og dette blev senere i begyndelsen af det 17.århundrede restaureret under Kardinal Cesare Baronio.

Dette kapel kaldes også Oratorio del Triclinio efter det gamle stenbord fra det 3.århundrede efter Kristus, som står midt i rummet. Hertil knytter der sig en legende: San Gregorio plejede personligt at servere middag for 12 af Roms fattige. En dag satte der sig en trettende person ved bordet og alt oplystes af et himmelsk lys, det var en engel! Denne historie er sammen med andre legender fra Gregors liv afbilledet i kapellet på en række smukke fresker fra ca. 1602 af Antonio Viviani.

I kapellet findes også en statue af San Gregorio I (=Gregorio Magno), den er af Nicolas Cordier og fra 1602 (læs mere om Oratorio di Santa Barbara).

KAPELLET I MIDTEN, ORATORIO DI SANT'ANDREA, indviet til apostelen Andreas, hviler måske på resterne af San Gregorio's oprindelig kapel, men blev komplet ombygget og ændret i sin grundplan under Kardinal Baronio's restaurering i begyndelsen af 1600-tallet.

I kapellet findes 2 berømte fresker, på den højre væg "Flagellazione di Sant'Andrea apostolo" af Domenichino fra 1608 og på den venstre væg "La visione del martirio di Sant'Andrea apostolo" af Guido Reni også fra 1608. Begge disse fresker regnes blandt kunstnernes bedste arbejder (læs mere om Oratorio di Sant'Andrea).

KAPELLET TIL HØJRE, ORATORIO DI SANTA SILVIA, er det eneste, som ikke har middelalderhuse til grund, men blev opført som en helt ny bygning, fordi Kardinal Baronio ønskede at hædre San Gregorio's moder Santa Silvia.

Her findes en statue af Santa Silvia fra 1603-04 af Cordier og i apsis et smukt maleri af Guido Reni fra 1608-09: "Concerto di angeli" (læs mere om Oratorio di Santa Silvia).

- Mere om De Tre Oratorier -

De tre oratorier, fra venstre: Oratorio di Santa Barbara, Oratorio di Sant'Andrea og Oratorio di Santa Silvia
Fotos fra området
Kort over området
Bøger/links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
Cop. Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 6.2.2001 og sidst opdateret d. 7.10.2009