Denne Kirke, der er viet til helgenerne San Vito og San Modesto, samt Santa Crescenzia, ligger på Esquilinhøjen tæt ved Piazza di Santa Maria Maggiore, mellem Via Carlo Alberto og Via di San Vito.

Den nuværende Kirke er bygget i 1477 under Pave Sixtus IV, der lod den opføre i stedet for en ældre og forfalden bygning på næsten samme sted. Denne omtales allerede i kilderne fra 300-tallet, så kirketraditionen på stedet er ældgammel.

Hovedfacaden ligger ud mod Via Carlo Alberto, men rent faktisk er det idag ikke denne, der giver adgang til Kirken. Indgangen til Kirken findes længere nede af Via di San Vito, efter at man har passeret den store Gallienus-Bue, som spænder over gaden og hvortil Kirken støtter sig.

Portalen i Hovedfacaden giver imidlertid adgang til Kirkens kældre, hvor man kan se forskellige fund fra udgravninger på stedet. Her er for eksempel rester af akvædukten Anius Vetus og fundamenterne til Porta Esquilina, en byport i den gamle Servius-Mur, som man kan se andre rester af oppe i Via Carlo Alberto. Desuden har man under Kirken fundet en gammel gade og mure fra forskellige epoker i Antikken.

Kirkens indre udgøres af ét firkantet rum med en halvcirkelformet apsis for enden. På hver sidevæg er opsat et alter under en tempelagtig overbygning, en såkaldt "edicola". Altertavlen til højre er fra 1483 og menes malet af Antoniazzo Romano.

I højre side ses også en gammel romersk sten med en lang indskrift. Stenen ansås i Middelalderen for at være stedet, hvor en stor mængde martyrer var blevet henrettet ved at blive sønderrevet af vilde hunde, og kaldtes derfor "pietra scellerata" : "den onde sten". I tidens løb har så mange troende berørt denne sten, at der ligefrem er fremkommet en fordybning i den.