Ricci's facade fra 1901:
|
|
|
Kirken Santi Vito e Modesto Via di San Vito Mere om Kirken Santi Vito e Modesto: |
|
KIRKENS HISTORIE: DEN GAMLE KIRKE: Mens den nuværende Kirke er bygget i 1477, lå der allerede fra et meget tidligt tidpunkt lige i nærheden en endnu ældre kirkebygning, som efter at være gået helt i forfald erstattedes af den bygning, som vi kan se idag. Kilderne nævner tilsyneladende allerede i det 4.århundrede den gamle Kirke, der åbenbart fra starten har været viet til helgenerne Vito, Modesto og Crescenzia, der ifølge traditionen døde som martyrer under Kejser Diocletian's forfølgelser i 303. Kirken kaldes derfor også Chiesa dei Santi Vito, Modesto e Crescenzia (på latin: Ss. Viti, Modesti et Crescentiae). Men den havde også et andet tilnavn: "in Macello", fordi den lå tæt ved den antikke markedsplads "Macellum Liviae", som antagelig har ligget i området omkring nutidens Via Carlo Alberto og Piazza di Vittorio Emanuele II. Kirken kaldtes også Santi Vito e Modesto in Macello Martyrum, fordi man i Middelalderen mente, at mange martyrer havde mødt deres endeligt her. Idag hører Kirken under Santa Maria Maggiore og menigheden kaldes "Parrocchia Santa Maria Maggiore in San Vito". Kirkekontoret ligger ved siden af Kirken i Via Carlo Alberto nr.47. Kirken søgtes meget på grund af titelhelgenens "speciale". San Vito påkaldte man mod epilepsi og sygdommen "ballo di san Vito" : "San Vito's dans", dvs. "Sanktvejtsdans (på latin: "chorea Sancti Viti")": en nervelidelse med ansigtstrækninger og urolige, vilkårlige bevægelser af lemmerne. Pave Gregor I skal have givet Kirken status som Titel-kirke og man kender mange af navnene på de Kardinal-Diakoner, som har haft ansvaret for den. Under Pave Stefan III (768-772) skal den gamle kirkebygning være blevet restaureret. Kirken nævnes i mange af de gamle kirkekataloger og beretninger, bl.a. i biografien over Pave Leo III (795-816), hvor den omtales som "diakoni". Selvom Kirken var gammel og søgt, endte den dog med at forfalde. Den lå jo også langt uden for det i Middelalderen beboede område og var desuden lille og uanselig. Det er ikke engang sikkert, at den havde et Kloster tilknyttet, så der var personale til at vedligeholde bygningen. De klostre, der nævnes i kilderne, og som nogle historikere har ment kunne knyttes til Kirken, "Monasterium S. Viti" og "Monasterium ad Lunam", har andre historikere ment at kunne knytte til andre kirker. I begyndelsen af det 11.århundrede blev Sardinien invaderet af saracerne og mange sardere flygtede til fastlandet. Nogle af disse bosatte sig i en lille koloni på Esquilin i nærheden af Santi Vito e Modesto, der herefter for en tid skal have båret tilnavnet "Sardorum" ("sardernes (kirke)") eller San Vito dei Sardi. I 1400-tallet var den gamle kirkebygning efterhånden så forfalden, at Pave Sixtus IV valgte at lade rejse en ny ganske tæt på den gamle. Det er denne bygning, som vi kan se idag.
Kirkens indretning var omtrent som idag. Indgangen var i facaden mod vest, over mod nutidens Via Merulana og Kirken Santa Prassede, mens Kirkens halvrunde apsis afsluttede kirkerummet mod øst (ud mod nutidens Via Carlo Alberto). Kirken blev bygget over en del af den gamle Servius-Bymur, som sammen med voldanlægget Agger løb nede fra nutidens Largo Leopardi, op over Via dello Statuto og langs Via Pellegrino Rossi og den vestligste del af Kirken, hvorfra den fortsatte skråt op over Via Carlo Alberto (den gamle Via di Sant'Eusebio senere også kaldet Via Felice) - man kan se rester af muren i en husvæg ved gadenumrene 45-45a; og langs Via Carlo Cattaneo op til området, hvor Stazione Termini ligger idag. Til højre for Kirken lå - som idag - Gallienus-Buen, som egentlig er en under Kejser Augustus genopbygget Byport i den gamle Serviusmur, den såkaldte Porta Esquilina. Denne Byport spændte over en del af den gamle gade Clivus Suburanus, af hvilken man har fundet brolagte rester i hele Via di San Vito. Den Facade, som idag ses ud mod Via Carlo Alberto, stammer fra 1901 og forstyrrer lidt billedet af den gamle Kirke, hvis apsis i rå mursten dog kan ses ud mod Via Carlo Alberto sammen med en del af den murstensbeklædte sidemur. I denne mur ses også nogle af de smukke gamle vinduer, der er tvedelte af slanke søjler. Kirken søgtes især af personer, der var blevet bidt af hunde med rabies (hundegalskab), da de to titelhelgener særlig skulle kunne beskytte mod denne sygdom. Armellini (se litt.note forneden) fortæller, at Federico Colonna opsøgte Kirken i 1620 af denne grund og fik sine bønner opfyldt, så han blev helbredt. For dette var han så taknemlig, at han bekostede endnu en restaurering af Kirken. Odescalchi (se litt.note forneden) fortæller, at de sygdomsramte i Kirken modtog et stykke velsignet brød og at de derpå gik ind under en sten, som var opsat på nogle søjler. Det var den såkaldte "pietra scellerata" : "den onde sten", om hvilken man i Middelalderen fortalte, at der på den var blevet dræbt en stor mængde martyrer, hvis kroppe var blevet revet i stykker af vilde "helvedes-hunde". Det drejer sig imidlertid om en antik romersk gravsten med en længere indskrift for en vis Aelius Tertius. I tidens løb har så mange troende berørt denne sten, at der ligefrem er fremkommet en fordybning i den. Zeppegno (se litt.note forneden) anfører, at folk ligefrem skrabede i stenen, fordi pulveret herfra skulle kunne helbrede rabies. Knap 100 år efter at Sixtus IV havde ladet bygge den nye Kirke Santi Vito e Modesto i 1477, var bygningen allerede så forfalden, at den i 1566 nærmest henlå som forladt. Den religiøse orden, som af Sixtus IV havde fået overladt pasningen af Kirken, var Bernardiner-nonnerne ("monache dell'ordine di San Bernardo"), men de flyttede under Pave Sixtus V (1585-1590) til Klosteret ved Kirken Santa Susanna og istedet overtog Cistercienser-Ordenen stedet indtil 1779 eller 1780, hvor der flyttede en gruppe polske munke ind. Iflg. Odescalchi (se litt.note forneden) kom Kirken da ind under Kirken Santa Maria in Carinis. Under den franske besættelse blev Kirke og Kloster konfiskeret. I 1801 grundlagde Dominikanermunken Antonino da Pistoia et hjem for fattige og ugifte unge piger, men disse blev af franskmændene flyttet til Conservatorio Borromeo. I 1806 lykkedes det en lille gruppe præster at få tilladelse til at flytte ind i Klosteret og bruge det som meditationssted. Herefter blev Kirken fra et tidspunkt i perioden 1823-1829 lagt ind under Santa Maria Maggiore og styret af "I chierici regolari mariani". I 1834 var det atter nødvendigt at restaurere Kirken og i 1900-1901 blev den næsten genopbygget af Kardinal Francesco Cassetta. På dette tidspunkt var Via Carlo Alberto blevet anlagt og en stor trafikåre, så Kardinalen beordrede Kirkens orientering drejet 180 grader, så indgangen nu kom til at ligge ved Via Carlo Alberto. Det var i denne forbindelse, at arkitekten Attilio Ricci fik til opgave at forsyne Kirken med en ny facade, der dækkede hele den gamle halvrunde apsis og gennem en ny, høj og udsmykket portal gav adgang til det nyindrettede kirkerum. I 1970'erne var det atter tid til at restaurere Kirken og man valgte nu at vende tilbage til den oprindelige orientering og genetablere den gamle indgang i den gamle facade og den gamle apsis som alterrum. Ricci's facade er dog stadig bevaret og gennem denne portal har man nu adgang til Kirkens kældre, hvor man kan se forskellige fund fra udgravninger på stedet. Her er for eksempel rester af akvædukten Anius Vetus og fundamenterne til Porta Esquilina. Desuden har man under Kirken fundet en gammel gade og mure fra forskellige epoker i Antikken.
|
|
Ricci's facade fra 1901: |
|
Mange medlemmer af de store og kendte gamle familier har været Kardinaler ved San Vito, blandt andre: Rinaldo Brancaccio (1385-1427), Giovanni Battista Savelli (1480-ca.1483), Carlo Carafa (1555-1560), Carlo Borromeo (1560), Carlo Visconti (1565), Guido Luca Ferrero (1566-1585), Ascanio Colonna (1587-1588), Francesco Maria Mancini (1660-1670), Domenico Orsini d'Aragona (1744-1753) og Andrea Negroni (1765-1779). Litteratur og links om Kirken Santi Vito e Modesto: ----- KORT OM KIRKEN ----- RUNDGANG i KIRKEN ----- FOTOS FRA KIRKEN ----- KORT OVER OMRÅDET I 1577 |