ANNAS ROM GUIDE
Santa Maria ad Nives/della Neve

Denne lille kirke "Santa Maria i sneen" ligger på Colle Oppio på hjørnet af Via del Cardello og Via del Colosseo overfor Via delle Carine.

Den hed tidligere Sant'Andrea de Portugallo. Oprindelsen til dette navn kendes ikke, måske var det en forvanskning af ".. de Arcu Aureo", "ved den gyldne bue", fordi kirken lå tæt ved buen ved Nerva's Forum, andre forskere har foreslået en forvanskning af "ad Busta Gallica", som var det sted i det Antikke Rom, hvor den sejrende Camillus lod de faldne grækere brænde og begrave. Dette sted kaldtes "In Gallicis" helt op til Innocens III's tid (1198-1216). La Busta Gallica lå dog et stykke fra kirken lige under Capitol-højen, så denne forklaring er måske ikke så sandsynlig. I nogle kilder kaldtes den også Sant'Andrea de Tabernula.

Kilderne taler om denne kirke lige fra det 12. århundrede. Den var dengang sognekirke, men blev senere lagt ind under San Pietro in Vincoli. I 1607 blev den overgivet til sammenslutningen "Università dei Rigattieri" ("Marskandisernes sammenslutning"), som byggede den helt om. I 1798 blev den forladt og derpå overgivet til sammenslutningen "Confraternita di Santa Maria della Neve", som gav den det nuværende navn.

Kirkebygningen menes at være af Carlo Fontana (1634-1714), den har en let buet facade med 2 flade firkantede søjler som bærer et gavlfelt. Ved siden af ligger en bygning fra midten af det 18.århundrede, den husede engang et kloster tilknyttet kirken.

Kirkens indre har ét skib med tøndehvælvet tag. På højre sidealter er der et 1600-tals maleri af en ukendt kunstner: "Battesimo di Cristo" ("Jesu Dåb"), på højalteret et andet anonymt maleri fra begyndelsen af det 18.århundrede: "Madonna venerata dai Santi Andrea e Bernardino da Siena" ("Jomfru Maria tilbedes af Sant'Andrea og San Bernardino da Siena"). På det venstre sidealter er den "Immacolata" ("Den Ubesmittede Undfangelse") fra det 17.århundrede.


Litteratur om Santa Maria ad Nives:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 307.
La Grande Guida dei rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 67.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- . Rione I, Monti.
- Del 2, side 104f.

Fotos fra området
Kort over området
Spise og bo i området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet før d.18.2.2003 og sidst opdateret d. 9.4.2017