ANNAS ROM GUIDE
Orti del Calancà

Jordstykket med dette navn kaldtes tidligere Orto di San Bernardo eller Orti di Santa Caterina d'Alessandria og ejedes af munkene ved Kirken San Bernardo, der boede i det tilhørende kloster Convento di San Bernardo.

I 1772 lejede den pavelige administration et stykke jord af munkene til brug for tørre- og vaskeplads for den nyoprettede "Fabbrica Camerale delle Calancà", som Pave Clemens XIV (1769-1774) ønskede startet ved siden af Moses-Fontænen ved det nuværende Grand Hotel. Jorden kaldtes herefter "Orti del Calancà". "Calancà" var produktion af bomuldstof dekoreret med tryk til brug for tøj, forklæder, vattæpper og lignende og selve produktionen foregik i en nu nedrevet bygning i ruinerne af Diocletian's Termer. De forarbejdede stofstykker skulle vaskes og hertil var der god vandtilførsel fra Acqua Felice. Bagefter blev det våde stof lagt ud på de store græsplæner til tørring. Luften heroppe på Esquilin var tør og god og området blev derfor anset for velegnet til denne fabrik.

Selve jordstykket strakte sig fra datidens Via delle Terme (nutidens Via Vittorio Emanuele Orlando) til den nuværende Piazza della Repubblica ud for Kirken Santa Maria degli Angeli og ned til Via Nazionale med det buede exedra-område.

Senere prøvede man i en kortere periode at udnytte jorden til bomuldsdyrkning og i 1870'erne indgik den i de mange handeler og mageskift, der foregik mellem Kirken, Kommunen og forskellige private spekulanter, indtil den blev en del af den nye byplan for området, hvor der anlagdes nye veje og nye boligkomplekser og offentlige bygninger i de kommende år helt forandrede det tidligere landlige kvarter.


Litteratur om Orti del Calancà:
Caiola, Antonio Federico: Piazza della Repubblica. Fratelli Palombi Editori, 1996.
La Grande Guida dei rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton Editori, 2001.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- . Rione XVIII Castro Pretorio. Parte 1 + 3.

Plan over dette område
Kort over området
Spise og bo i området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - sidst opdateret 13.11.2004