Diocletian's Termer igennem tiderne

Termebyggeriet blev påbegyndt i 298 af Kejser Maximian for at hædre hans ældre medkejser Diocletian og det blev indviet i 306, efter at de to kejsere var abdiceret til fordel for deres yngre arvtagere.

For at bygge det store termeanlæg var det nødvendigt at nedrive en mængde bygninger i det boligkvarter, der ellers lå heroppe på Esquilinhøjen. Det var både almindelige beboelseshuse og villaer men også offentlige bygninger og templer, som her forsvandt, da det omkring 136.000 kvadratmeter store område blev planeret, blandt andet søjlegangen eller kapellet "Collegium Fortunae Felicis", en akvædukt som gik fra Porta Viminalis til gaden Alta Semita og derfra til Trajan's Forum, samt masser af andre bygninger og brolagte gader.

Diocletian's Termer var det største og mest pragtfulde termeanlæg på den tid og det var i brug i flere hundrede år, selvom det blev en del ødelagt under Vestgoterkongen Alarik's angreb og erobring af Rom i 410. Men derefter blev det restaureret i løbet af det 5.århundrede og fungerede det stadig under Kong Theoderik (488-526) og først, da akvædukten Aqua Marcia som førte vand til anlægget, blev ødelagt i år 538 under Østgoterkongen Witigis's belejring af Rom, ophørte Termerne at fungere.

Området lå nu mere og mere øde hen, mens romerne flyttede deres boliger ned i nærheden af floden. Men det besøgtes stadig af de mange pilgrimme, som kom for mindes de kristne martyrer, som havde bidraget til termebyggeriet. Og stedet blev berømmet for sin skønhed og sin friske og rene luft og nævnt som et "Rom's syv vidundere" ("Mirabilia Urbis Romae"). Men Termerne blev også delvis forvandlet til stenbrud, hvor de næste tiders bygherrer kunne hente, hvad de havde brug for til deres nybyggeri.

I 1091 overlod Pave Urban II ruinerne til San Bruno, der ønskede at indrette et Karteuserkloster på stedet.

I 1341 besøgte digteren Francesco Petrarca Termerne og berettede om dets ensomme skønhed.

I 1450 kunne man stadig se masser af hvide marmorsøjler med udskårne overliggere på stedet.

Kardinal Ascanio Maria Sforza (1455-1505) ejede på denne tid en del af området, som han havde udlagt som park og vildtreservat, hvor han kom ud for at gå på jagt.

Pave Julius II (1503-1513) købte denne "jagtgård" og forærede den til sin nevø Sisto della Rovere.

I 1554 købte den franske Kardinal Jean Du Bellay et stort sykke af ruinerne, nemlig hele den sydvestlige ydermur med de to runde hjørnebygninger og den store exedra i midten for at indrette sig et pragtfuldt landsted.

Efter Kardinalens død i 1560 blev villaen udlejet til Carlo Borromeo, en nevø af Pave Pius IV, som i 1655 købte den for 8000 scudi.

Senere overgik den til Karteuser-munkene ved Kirken Santa Maria degli Angeli, som i 1561 var blevet indrettet i termeanlæggets centralkompleks efter tegninger af Michelangelo. Denne del af anlægget var ellers i lang tid blevet brugt som stalde og "maneger", hvor adelens unge mænd øvede deres færdigheder i ridning og kampteknik.

I 1566 lod Pave Gregor XIII en stor del af centralkomplekset (til venstre for den nuværende indgang til kirken) indrette til Paveligt Kornmagasin og dette udvidedes op igennem tiden til at omfatte hele det sydvestlige hjørne og efterhånden også en del af det gamle haveanlæg mod nordvest.

Under Pave Sixtus V (1585-1590) afholdtes der kvægmarked på pladsen foran centralkomplekset og der anlagdes nogle store vandbassiner til brug for områdets beboere og den industri, som Paven påtænkte at starte. Vandforsyningen blev allerede i Sixtus' første år som pave genetableret med akvædukten Acqua Felice, som genbrugte anlægget fra den antikke Aqua Alexandrina. "Endestationen" for denne akvædukt markeredes med den store Moses-fontæne på Piazza di San Bernardo. Han overvejede også at anlægge en kanal for at lette transporten udefra og ind til Quirinalet, men døde inden planen blev realiseret.

I 1593 købte Caterina Nobili Sforza Villa Du Bellay af Karteuser-munkene og hun indrettede derefter Kirken Santa Caterina d'Alessandria midt i den store exedra omkring det sted, hvor Via Nazionale ligger idag, ligesom hun i 1598 indrettede Kirken San Bernardo alle Terme i den sydvestlige runde hjørnebygning i ydermuren.

I 1609 udvidede Pave Paul V det kornmagasin, som Pave Gregor XIII havde indrettet i det sydvestlige hjørne af centralkomplekset og i 1630 fortsatte Pave Urban VIII udvidelser mod nordvest. I 1705 var der brug for nye udvidelser og Pave Clemens XI inddrog hertil den sydøstlige runde hjørnebygning i ydermuren (ved den nuværende Via del Viminale).

I 1764 lod Pave Clemens XIII noget af Pave Gregor's kornmagasin indrette til olie-magasin.

Under Napoleon-tiden i begyndelsen af 1800-tallet beslaglagde de franske tropper klosteret, der blev brugt til kaserne og førstesalen som lager for hestefoderet. Munkene måtte helt opgive det, for herefter forsøgte man at indrette et bomuldsspinderi i en del af termeanlægget og senere brugte man bygningerne som fængsel også efter 1870.

Herefter opmuntrede den nye Dronning Margherita oprettelsen af et blindeinstitut i bygningerne og også en større beværtning med udskænkning af øl og dansehal fandt plads i anlægget.

I 1860-76 nedrev man det gamle vandreservoir, kaldet "Botte di Termini", som lå udenfor anlægget omkring den nuværene Viale Enrico De Nicola. På denne tid blev den første store hovedbanestation bygget her.

Efter Italiens samling i 1870 kom der gang i udbygningen af Esquilin og hele nye kvarterer opstod, et nyt gadenet tegnedes og området blev nivelleret og nyanlagt. Under denne proces forsvandt de sidste rester af den store exedra, som senere "genopstod" i Gaetano Koch's bygninger, de to halvcirkelformede "Palazzi dell'Esedra" ved Via Nazionale.

I 1878-86 blev Via Cernaia anlagt og man gennemskar herved det mangekantede rum i den sydvestlige del af centralkomplekset, så hjørnerummet blev isoleret og idrætspladsen halveret.

I 1877-1881 byggedes Ministero delle Finanze på en del af det gamle termeområde.

I 1889 påbegyndte man oprettelsen af Museo Nazionale Romano i de rum, der tidligere havde huset magasiner, renovationsvæsenet, kuldepot og dansehal.

I slutningen af det 19.århundrede anvendtes den ottekantede sydvestlige hjørnebygning i centralkomplekset til skole og der indrettedes en gymnastiksal, men den blev revet ned ifølge loven af 1907, som dekreterede fritlæggelse af hele termeanlægget. Herefter skiftede bygningens anvendelse mellem biograf, museum, planetarium og biograf, indtil den nu er en del af Museo Nazionale Romano.

I 1920'erne byggedes en ny bygning, en moderne fløj til museet, mellem den store klostergård og den mindre have, mellem kirken og exedra'erne ud mod Largo Montemartini.