Terme di Diocleziano

Kejser Maximian (286-305) ønskede at sætte Kejser Diocletian (285-305), som havde valgt ham som medkejser, et stort og varigt minde og hermed et monument for Kejserdømmets magt og herlighed. Og hvad kunne være bedre til dette formål end at opføre det største og mest pragtfulde termeanlæg, som passende kunne lægges på Esquilinhøjen, hvor borgerne indtil da kun havde adgang til en række mindre og mere beskedne termer, som forsynedes via et stort vandreservoir ved Porta Collina (omkring nutidens kryds Via XX Settembre / Via Piave).

Til dette formål jævnede man nu et stort jordstykke nord for Viminalhøjen, eksproprierede de eksisterende ejendomme og nedrev eller opfyldte disse til fundamentbrug (under det af termeanlæggets hjørner, der idag kaldes "Planetario", kan man se udgravninger af disse tidligere huse).

Termebyggeriet blev påbegyndt i år 298 efter Kristus, det år hvor Maximian vendte hjem fra en succesfuld kampagne i Afrika, og afsluttet i år 305, da de to gamle kejsere havde abdiceret og overladt magten til deres "arvinger".

Dette enorme badeanlæg med det centrale kompleks, dækket af buede lofter, med kupler og apsis, fik utrolig megen betydning for arkitekturen af dåbskapeller og kirker i Middelalderen og senere Reæssancen. Bygningerne fra dette anlæg kom nemlig til at stå meget længe efter at selve anlægget ikke mere fungerede, da goterne under Kong Witigis i år 538 ødelagde vandforsyningen, så området langsomt blev forladt og lå øde hen.

Men de mange pilgrimme, der altid har valfartet til Rom, glemte ikke det antikke romerske badeanlæg og besøgte det flittigt. Ikke af veneration for de antikke levn, men fordi legenden fortæller, at det var kristne martyrer, der blev pint til døde under arbejdet på at opføre denne sidste tribut til hedenskabet og dyrkelsen af de guddommelige kejsere.

SELVE TERMEANLÆGGET:

YDERMUREN:

Det store område, som blev planeret til byggeriet lå mellem nutidens Via XX Settembre, Via Volturno, Piazza dei Cinquecento, Via del Viminale og Via Torino, det er et 130.000 kvadratmeter stort område.

Anlægget ligger lidt underligt skævt for datidens veje, men det skyldes hensynet til solvarmen, som var væsentlig for opvarmningen af det store udendørs bassin ("natatio"). Nyere undersøgelser synes at vise, at man også har videreført de tidligere bygningers orientering.

Rundt om hele anlægget løb en lang mur, der var 376 x 361 meter. Hovedindgangen befandt sig på nordøstsiden omkring det sted, hvor nutidens Via Montebello møder Via Volturno. Stedet befinder sig idag i klostergården vest for Via Volturno.

På begge sider af hovedindgangen lå der nogle firkantede og to halvcirkelformede rum ("exedra"), i det ene af disse kan man stadig se mosaikdekorationen. Hjørnerne mod nutidens Piazza dei Cinquecento og Via XX Settembre udgjordes af nogle rektangulære rum.

På øst- og vestsiden var muren symmetrisk opbygget med en stor exedra i hver ende og midt i mellem her tre mindre firkantede rum, som man mener har fungeret som sideindgange til termeanlægget. Af disse mure er der ikke ret meget tilbage andet end enkelte murrester af sydøstmuren ved Viale Enrico de Nicola nord for Viale Luigi Einaudi og ved anlægget på Largo di Villa Peretti og andre af sydvestmuren ved Via Pastrengo, hvor nu Ministero del Tesoro ligger, og ved anlægget ved Via Vittorio Emanuele Orlando.

Den sidste sydvestlige mur havde i hvert hjørne en cirkelrund bygning, flankeret af flere andre firkantede rum, heraf to store rektangulære sale, som måske har huset de to store biblioteker, som man flyttede herhen fra Trajan's Forum. Hele midterstykket af muren udgjordes her af en kæmpestor exedra, som kan genkaldes idag i de to store halvcirkelformede bygninger "I Palazzi dell'Esedra", som ligger på nutidens Piazza della Repubblica på hver side af Via Nazionale. I antikken havde Via Nazionale's forgænger, Vicus Longus, et lidt andet skråt forløb, så der mundede dengang ikke nogen vej ud på dette sted og exedra'en var derfor én stor ubrudt halvcirkel, med delvis overdækkede buegange og siddepladser ved muren, den brugtes antagelig til forelæsninger, foredrag, oplæsninger, teateropførelser, sportsopvisninger, debatter og lignende.

De to runde hjørnebygninger er begge bevarede idag, den vestlige på hjørnet af nutidens Via Torino og Piazza di San Bernardo er indrettet til Kirken San Bernardo alle Terme og den østlige på nutidens Via del Viminale kort før Via delle Terme di Diocleziano indrettedes i 1705 af Pave Clemens XI til kornmagasin.

Indenfor muren lå et enormt grønt anlæg udsmykket med planter og statuer, hvor man kunne dyrke sport eller slappe af.

CENTRALKOMPLEKSET:

Selve termeanlægget lå i midten af det store parkanlæg indenfor ydermuren. Som resten af anlægget var det opbygget på samme måde som i sin tid Caracalla's og endnu tidligere Trajan's Termer. Det dækkede et område på 250 x 180 meter og badene fulgte den klassiske rækkefølge: "natatio" (det store åbne svømmebassin), "frigidarium" (koldtvandsbassinet) , "tepidarium" (bassinet med det lune vand) og "caldarium" (varmtvandsbassinet eller dampbadet).

Overfor hovedindgangen i ydermuren lå det store åbne rum med "natatio-svømmebassinet", det var et rektangulært rum på 2.400 kvadratmeter med længdesiden langs hovedindgangsmuren. Det var anlagt således for at udnytte solens stråler optimalt, så der i flest mulige timer var sol og varme på bassinet. På begge sider af dette rum lå en række mindre rum, de var ens på hver side, da de lå symmetrisk i forhold til kompleksets hovedakse, som gik fra hovedingangen og ned til den store exedra's centrum. Disse rum antages at have været brugt til omklædningsrum og gymnastikrum. De østlige rum kan stadig ses idag i Museo delle Terme.

Efter "natatio" lå det store "frigidarium", som idag udgør kirkerummet i Kirken Santa Maria degli Angeli, men rummet kan for en stor del kan genkendes: det var ca. 54 x 27 meter med et loft dækket af 3 store krydshvælvinger over 28 meter fra gulvet (som idag er hævet i forhold til det antikke). De 8 kæmpestore søjler er udhugget i ét stykke i rødt granit, de er 13,80 meter høje og har en omkreds på mere end 5 meter. De øvrige søjler er nyere. I dette rum var koldtvandsbassinet.

Rundt om "frigidariet" lå igen en række rum i symmetrisk opbygning afsluttet med to store åbne rektangulære rum med en central søjlegang og en lille apsis i ydervæggen, som man formoder har været gymastiksale. Et stykke mur med en apsis fra den vestlige sal kan idag ses mellem Via Pietro Barbieri og Via Parigi.

Det følgende rum i bassinrækkefølgen er "tepidarium", bassinet med det varme eller lune vand, som idag udnyttes som forhal til Kirken Santa Maria degli Angeli.

Herefter følger den sidste række rum i centralkomplekset med i midten det lidt større"caldarium", varmtvands- eller dampbadet, som var et rektangulært rum med to små apsis'er i hver side og en større apsis uf mod det åbnede område ved den store exedra. Hele dette rum ragede ud af rækken af de øvrige rum med de små apsis'er udenfor væggene og den store flankeret af to indgange til rummet. Af dette rum er der idag ikke meget tilbage, indgangen til Kirken Santa Maria degli Angeli er indrettet i den buede væg ind til "tepidariet" og en lille bid af den vestlige apsis kan ses til venstre herfor.

Den sidste række rum afsluttedes af et ottekantet hjørnerum, hvoraf det vestlige stadig kan ses mellem nutidens Via Pietro Barbieri og Via Parigi. Rummene mellem dette og "caldariet" indrettedes i senere tid til paveligt kornmagasin, idag viser facaden på Facoltà di Magistero hvordan den antikke mur løb.

"Calidariet" var ikke særligt udsmykket, da de varme dampe hurtigt ville have ødelagt marmor og malerier, men rummene "natatio", frigidarium" og "tepidarium" var derimod rigt udstyret med statuer, som var opstillet rundt omkring i nicher. Man har fundet flere statuer herfra, blandt andet en hovedløs statue af Afrodite Cnidia, en mands-torso som måske forestiller Zeus og et hovede af en atlet samt en hovedløs herme, som typisk opstilledes på sportspladserne, i bibliotekerne og haverne.

Lå det store vandreservoir, som senere kaldtes "Botte di Termini" og som forsynedes med vand fra Porta Tiburtina af akvædukten Aqua Marcia. Bygningerne lå mellem Vicus Collis Viminalis og Termerne, den var trapez-formet og havde et hvælvet tag, der støttedes af 46 pilastrer. Den stod ret intakt indtil 1742, hvorefter en del af den blev nedrevet. Ruinerne stod tilbage til 1870'erne, hvor de blev fjernet i forbindelse med anlægget af jernebanestationen.