ANNAS ROM GUIDE
Grand Hotel

Mere om "Le Grand Hotel de Rome":


Byggeriet af Grand Hotel fandt sted efter et politisk ønske om at give området omkring den gamle plads "Piazza di Termini", der lå overfor Roms nye jernbanestation, domineret af de imponerende ruiner af Diocletian's Termer, en ny central funktion nu hvor Rom var blevet hovedstad i det nye, samlede Kongerige Italien.

Arkitekt på byggeriet var den kendte og i disse år meget benyttede Giulio Podesti og det sted, der valgtes til det nye hotel, blev ryddet uden hensyntagen til de historiske værdier.

Her lå tidligere døvstumme-instituttet "Ospizio dei Sordomuti", hvori der i muren var indsat den gamle portal fra vingården "Vigna dei Panzani". Det hele blev revet ned, instituttet, der tidligere havde huset tekstilfabrikken "Fabbrica delle Calancà" og kasernen "Guardia delle Corazze" og hvori der var inkorporeret ruiner fra det gamle Termeanlæg, som stod frit indtil 1577: en af de mindre halvcirkelformede exedraer i ydermuren, der gik parallelt med nutidens Via XX Settembre. Ruinerne kom atter for en kort bemærkning for dagens lys under byggeriet i 1892. Noget af det gamle er dog bevaret, i hotellets lille gårdhave er der nogle vinstokke, der stammer fra Karteuser-munkenes gamle vingård i ruinerne af Diocletian's Termer. Hvert år aftappes vinen herfra under navnet "Adornetto".

Den 10.januar 1894 kunne man indvie det nye hotel, der som noget helt nyt var forsynet med elektrisk lys inkluderet i værelsesprisen, desværre var anlægget ikke færdigt til indvielsen, som måtte foregå ved stearinlys-skær. Til indvielsen havde man indforskrevet den franske mesterkok Auguste Escoffier, som sammen med hele sin stab serverede et uforglemmeligt 16-retters måltid for gæsterne.

Der var ikke sparet på noget ved dette byggeri, der kostede 3.500 millioner lire og blev overdådigt og kostbart udsmykket med hvert enkelt værelse personligt indrettet af Madame Ritz med antikke møbler og malerier fra det 17.århundrede.

Værelserne havde også eget bad og hotellet havde en stor spisesal med plads til 250 personer, den var udsmykket med marmor, stuk, fresker og enorme krystallysekroner, og der fandtes en smuk vinterhave, hvor man afholdt koncerter.

På hotellet indlogeredes alle prominente gæster og det anvendtes også ved alle statsbesøg, samtidig blev det hurtigt mødested for de rige og de fine romere, som spiste middag i den elegante spiseal eller drak kaffe på en af de 2 verandaer i forbindelse med haven. Også området udenfor hotellet tiltrak de rige og købelystne og således åbnede der i 1910 overfor hotellet den elegante "Caffè Latour" og i 1953 den eksklusive indkøbs-arkade "Galleria Esedra".


Litteratur om Grand Hotel:
Caiola, Antonio Federico: Piazza della Repubblica. Fratelli Palombi Editori, 1996.
- side 28.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
Rione XVIII, Del 3: side 37ff.
Ravaglioli, Armando: Gli Alberghi Storici di Roma. Tascabibli Economici Newton, 1996.
- side 47ff.
"St.Regis Grand Rome" på "1sthotelguide"
"St.Regis Grand Hotel" på "Gulliver's Travel Services"

Retur til turen
Andre ture
Steder på denne tur
Seværdigheder på denne tur
Personer på denne tur
Restauranter i dette område
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet 1.2.2004 og sidst opdateret 7.2.2004