|
|
Mere om Kirken Santa Caterina da Siena a Magnanapoli: Kirkens historie: I 1573/1574 købte Dominikaner-nonnen af San Domenico's Tredie Orden Suor Maria Vittoria, der stammede fra den fornemme Massimo-familie, af Conti-familien nogle huse i området omkring Monte Magnanapoli for at opføre et Kloster for disse Dominikaner-nonner med en lille indre kirke. Efterhånden voksede det lille nonnesamfund, der optog piger fra de bedste kredse i Rom. De fleste af nonnerne havde derfor fornemme og rige slægtninge, som gerne bidrog til at deres kvindelige familiemedlemmer, der havde valgt det religiøse liv - eller måske ikke havde haft andre valgmuligheder - kunne leve et komfortabelt liv i smukke omgivelser. Man ønskede derfor at bygge en større kirke til Klosteret og i starten henvendte man sig til arkitekten Carlo Maderno og tilsyneladende begyndte byggeriet. Man ved, at der blev skudt flere midler i sagen i 1613, men byggeriet blev alligevel afbrudt og først genoptaget i 1628, da Pave Urban VIII gav sin tilladelse dertil. Kirkebyggeriet skred nu fremad, muligvis stadig under ledelse af Carlo Maderno og efter hans død det følgende år af en anden arkitekt, indtil Giovanni Battista Soria overtog det og korområdet og de 2 øverste sidekapeller stod færdige i 1631. Herefter lå byggeriet stille i nogle år for at blive genoptaget i 1636. Den 23. september 1640 kunne Kardinal Alessandro Cesarini indvie Kirken, men selve facaden blev først færdiggjort året efter. Kirkerummets 6 kapeller blev udsmykket i årene herefter. Først de 2 øverste, hvor udsmykningen var afsluttet omkring midten af 1600-tallet. De øvrige 4 afsluttedes i de følgende 50 år og i begyndelsen af 1700-tallet udsmykkedes hovedskibet og stukarbejderne blev fornyet. I slutningen af 1700-tallet udsmykkedes presbyteriet med værker af Pietro Bracci og den kostbart udformede monstrans blev opstillet. Den dobbelte trappe, der fører op til selve Kirken ovenover indgangen til krypten, blev først opført i 1880 på grund af den terrænsænkning, som blev foretaget, da Via Nazionale og Largo Magnanapoli blev anlagt. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|