|
Ad Elephantum - nu forsvundet område -
(Se omkring nr. 145 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen ) |
|
Ad Elephantum - eller blot: Elephas - kaldtes i Antikken et område mellem grøntsagsmarkedet Forum Holitorium og den nu delvist forsvundne Pons Aemilius, broen der i ødelagt stand stadig står idag kaldet Ponte Rotto. Området lå i det kvarter, der under Kejser Augustus kaldtes Regio VIIIl. Dette strakte sig så langt mod øst som til den anden side af Capitolhøjen. Betegnelsen "ad elephantum" - "ved elefanten" - brugtes også langt op i tiden og især som tilnavn til forskellige bygninger. Man ved ikke præcist, hvor denne elefant befandt sig og hvad der egentlig hentydedes til, måske til en statue af dette dyr? Nogle har foreslået, at der i området har stået en stor fontæne med et relief af en elefant, andre at der måske har været et alter i metal eller marmor, hvorpå en elefant var afbilledet. Ja måske har der været tale om et maleri af det store dyr, i hvert fald findes der en tekst fra 1368, hvori en bygning stedfæstes således: "... ubi est pictus elephas et gigans ....": "der hvor der er malet en stor elefant". Delli (se litt.note nedenfor) foreslår ud fra dette, at elefant-maleriet kan have siddet på en husfacade i området. Richardson nævner også, at dyrene på mønter og relieffer vises med bøjede hoveder og at det kan have givet det indtryk, at de var i færd med at spise græs eller hø, hvilket kan forklare, at dyret også omtales som "Elephas herbarius". (latin: "herba" betyder: "græs"). Stednavnet var iøvrigt så levedygtigt, at det også kan findes i dokumenter fra Middelalderen og længere frem til 1300-tallet, da det blandt andet brugtes i følgende sammenhæng: Kirken San Abbacyri et Archangeli ad Alefantum, Richardson (se litt.note nedenfor) skriver, at alt tyder på, at området skal lokaliseres langs Vicus Iugarius, der kom fra Capitolhøjen i vest og løb ud i Forum Holitorium ved de 3 templer, hvor Kirken San Nicola in Carcere står idag. Og snarere at finde i gadeforløbet ned mod floden end i stykket mod Forum Romanum.
Litteratur om Ad Elephantum: |