En gammel tradition fortæller, at der i 523-526 levede en from kvinde ved navn Galla i et hus nær den nuværende Piazza in Campitelli. Her lod hun bygge en lille kirke for at huse et undergørende billede af Jomfru Maria, som hun var i besiddelse af.

Denne lille kirke kaldtes i Middelalderen Santa Maria in Porticu Callatorum, sikkert fordi den var indrettet i en gammel søjlegang, porticus, og efter de "callatori", de pavelige herolder som færdedes på det nærliggende torv Foro Olitorio.

I 1073 lod Pave Gregor VII Santa Maria in Portico ombygge og genindvie, som det kan læses på en indskriftssten, der stadig opbevares i Kirken.

Til Kirken var knyttet et diakoni og en Kardinal. I slutningen af 1120'erne omtales et dokument en vis Johannes, Diakon ved Sanctae Mariae in Portico. I slutningen af 1100-tallet tilknyttede Pave Celestin III desuden et hospital, plejehjem og herberg for trængende. På dette tidspunkt berettes det, at Kirken får et tilskud på 18 dinar.

I 1425 kan man i Kirkekataloget fra Torino læse, at Santa Maria in porticu har ikke mindre end 6 klerke.

I begyndelsen af 1500-tallet fik lysmagernes religiøse sammenslutning, Confraternita dei Candelottari, overladt Kirken, mens plejehjemmet kom ind under Ospedale della Consolazione.

I 1656 brød en voldsom pestepidemi ud i Rom og folk flokkedes om det undergørende Maria-billede, som fortaltes at kunne helbrede de syge. Og de angstes bønner blev hørt, langsomt blev der færre pestramte og sygdommen ebbede ud. Ifølge nogle fortællinger havde Pave Alexander VII under epidemien lovet at bygge en større kirke til Maria-billedet, hvis Madonna fik sygdommen til at stoppe. Ifølge andre beretninger var det det kommunale råd, I Conservatori, der anmodede Paven om tilladelse til at restaurere Kirken, så billedet kunne få en mere passende plads.

Paven syntes imidlertid ikke, at Kirken var i en sådan stand - og heller ikke anbragt på et passende sted - at den kunne yde det undergørende billede retfærdighed. Han lod derfor i 1662 billedet flytte til den nærliggende kirke Santa Maria in Campitelli, der herefter fik begge tilnavne hæftet på sig: Santa Maria in Porticu in Campitelli. - På Giovanni Battista Falda's kort over Rom fra 1676 kaldes den dog stadig ved sit allerældste navn: Santa Galla al Portico d'Ottavia.

I 1725 blev Kirken og de tilstødende fløje kraftigt ombygget af arkitekten Mattia de Rossi på bekostning af Laura Odescalchi og Kirken fik nu officielt navnet Santa Galla.

Kirken havde grundform af et kors, med sidekapeller. Facaden, som vendte ud mod den nu forsvundne Via delle Carrozze, var i 2 etager, der hver var opdelt i 3 felter af høje og brede, flade søjler med korintiske kapitæler. Forneden sad der i det midterste felt en stor, bred portal under et våbenskjold, mens der i sidefelterne var et mindre vindue nederst og et støre ovenover. I den øverste etage omkransede det midterste felt, der var kronet af et trekantet gavlfelt, et bredt vindue med buet overkant. Svungne sidefelter forbandt de nederste sidefelter med det øverste midterfelt. De 3-etagers bygninger på hver side af kirken husede hospital og plejehjem.

Hele komplekset blev revet ned i 1936, da Via del Mare blev anlagt. Det lå omtrent der, hvor Palazzo dell'Anagrafe Comunale står idag.

Litteratur om Santa Galla:

Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.

- side 309-310. -----XXXXX