|
Trigarium Lå yderst til venstre på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen |
I meget gammel tid - tilbage til perioden 616-509 før Kristus, eller måske ovenikøbet tidligere - lå der i den vestligste del af Marsmarken, Campus Martius, et stort område, der omfattede den vestlige del af nutidens Via Giulia og kaldtes Trigarium. Det benyttedes til væddeløb, måske med den gamle vogntype "triga", som havde forspand med 3 heste. Der er dog blandt historikerne ikke enighed om, at navnet Trigarium stammer fra denne vogntype, da det var yderst sjældent, at romerne benyttede 3-hestes forspand. De foretrak som regel at køre enten med 2-spands vogne kaldet "biga", 4-spands vogne kaldet "quadriga" eller 6-spands vogne. I stedet kan det tænkes, at den lange væddeløbsbane, som tilsyneladende startede oppe ved nutidens Largo dei Fiorentini og sluttede mod syd ved Via delle Prigioni og Vicolo del Malpasso, indeholdt 3 forskellige baner eller banelængder og at det er dette tal, som har givet stedet navn. Yderst mod vest lader det til, at Trigarium faldt sammen med det meget gamle kultsted kaldet Tarentum, hvor en vis Valesius havde indrettet et alter til Dis Pater og Proserpina, 2 arkaiske guddomme for Underverdenen. Carandini skriver i Atlante di Roma Antica (se litt.note nedenfor), at Valesius' alter kunne have været den såkaldte "meta", der fungerede som endestolpe i væddeløbsbanerne. Der var i Antikken 2 af disse i form af kegle- eller pyramideformede figurer eller søjler, som stod i hver sin ende af "spina" og omkring disse "metae" skulle væddeløbsvognene dreje. (Spina var den omtrent 6 fod høje mur, der gik tværs over væddeløbsbanen i Cirkus). Ved Tarentum havde der fra gammel tid været afholdt væddeløb, blandt andet sandsynligvis i forbindelse med de store fester "Equirria", som afholdtes den 27. Februar og 14. Marts, og "October Equus", der afholdtes den 15. Oktober. På et senere tidspunkt mistede Trigarium tilsyneladende sin funktion og i perioden 150-110 før Kristus lader det til, at den buede ende forsvandt, da der opførtes nye templer på stedet. De nye bygningsværker var regulære templer, hvor der tidligere havde været mindre - og måske kun til lejligheden opførte - altre. Nu byggedes imidlertid både et Tempel for Dis Pater og et Tempel for Proserpina, samt et helligt område, Area Sacra, med andre altre, såsom Ara delle Eileithyiai og Ara delle Moirai. Litteratur om Trigarium: |