ANNAS ROM GUIDE

Via dell'Arco dei Ginnasi

Se mellem numrene 169 og 18 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

er en smal gade mellem den trafikerede hovedfærdselsåre Corso Vittorio Emanuele II (i nord) og Via delle Botteghe Oscure (i syd, hvor gaden stopper ved den lille plads Largo Ginnasi, der ligger på vestsiden, og den anden lille plads Largo di Santa Lucia Filippini, der ligger på østsiden).

Gaden har navn efter den Bue, som forbandt Ginnasi-familiens ejendomme, der lå på hver sin side af gaden. Det drejer sig om en portbue på gadens østside overfor Largo Ginnasi og den kan stadig ses i den del af familiens ejendom, som Kardinal Domenico Ginnasi i 1630'erne lod indrette til kostskole for 8-12 unge fra sin hjemegn.

Ifølge Delli (se litt.note forneden) skal portbuen være opført af Amadei-familien, som her havde et kompleks af stalde til deres ejendom. Men ifølge Romasegreta (se litt.note forneden) blev den bygget i 1628 af Kardinal Ginnasi. De ansvarlige for vejvæsenet, "I Maestri della Strada", gav den 16. Juli 1628 "licenza" til Kardinalen til at han kunne opføre en bue i den blinde gyde mellem hans palæ og "la casa dei SS.ri Rogieri": "familien Rogieri's hus", altså det Palazzo Ruggeri som idag ligger mod nord og ud mod Corso Vittorio Emanuele.

Via dell'Arco dei Ginnasi starter som nævnt efter den lille plads Largo di Santa Lucia Filippini ved Via delle Botteghe Oscure. Her ligger på højre hånd det genopbyggede og "forkortede" Palazzo Ginnasi, som tidligere husede Kirken Santa Lucia dei Ginnasi. På venstre hånd ses det også genopbyggede Palazzetto Ginnasi med Ginnasi-familiens navnetræk og våbenskjold.

På gadens højre side ses først en smuk, buet portal i kraftige kvadersten. Til venstre herfor ses en række indmurede søjler, som er rester af en Middelalder-søjlegang. Søjlerne er genbrugte fra Antikken, de er forsynet med joniske kapitæler og bærer en vandret marmorbjælke. Mellem søjlerne ses nogle af husets gamle vinduer båret af kraftige konsoller.

Herefter følger selve portbuen Arco dei Ginnasi, mens gadens venstreside her er udvidet i Largo Ginnasi.

Efter Pladsen ligger det i 1746 af arkitekten Tommaso De Marchis opførte Collegio Calasanziano. Det var bygget til at huse en kostskole, men fra år 1800 huser ejendommen forretninger og virksomheder.

På gadens højre side står første en smal, ældre ejendom og derpå i nr. 5-6 et lidt større palæ, bygget i 1700-tallet og forsynet med en portal i stenkvadre og vandret overligger ligesom vinduerne på anden- og tredie-salen, som er adskilte med vandrette stuk-bånd. Portalen stammer fra 1700-tallet, men blev udvidet i 1800-tallet, da palæets facade blev renoveret.

Det næste hus er af nyere dato, der ligger let tilbagetrukket og udgør hjørnehuset mod Corso Vittorio Emanuele II.

Overfor ses på muren af det tidligere Collegio Calasanziano et Madonna-billede under en stor baldakin i hamret blik. Billedet under er en udgave af Maria-typen Madonna della Seggiola.

Via dell'Arco dei Ginnasi ligger på det område, der i Antikken dækkedes af den såkaldte Porticus Minucia Frumentaria, hvorfra kornuddelingen fandt sted i en periode. Senere byggede Anicius-familien deres Domus her, og i den tidlige Middelalder lå Klosteret Monasterium Boetianum tæt herpå. Under udgravninger på Pladsen har man fundet rester af grave.

 

Litteratur om Via dell'Arco dei Ginnasi:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 14.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 119-120, 439.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1980.
--- Rione IX Pigna, Parte 1 / a cura di Carlo Pietrangeli. - 2. edizione. ------- side 28, 94.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Romasegreta: Via dell'Arco dei Ginnasi.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 28.10.2013 og sidst opdateret d. 4.12.2013