ANNAS ROM GUIDE
Parco Pubbblico di Sant'Alessio
også kaldet Giardino di Sant'Alessio

Mellem kirkerne Santa Sabina og Santi Bonifacio e Alessio ligger der på Aventinhøjen mellem Via di Santa Sabina og højens skråning ned mod Tiberen og den underliggende gade, Lungotevere Aventino, en lille, aflang og smal park: et offentligt anlæg kaldet Parco Pubbblico di Sant'Alessio.

Inde fra parken har man et godt udsyn til kirketårnet ved Kirken Santi Bonifacio e Alessio, der afgrænser parkens vestside med en lang mur, der blandt andet udgøres af Kirkens sidevæg og muren omkring udbygningen til kapellet i Kirkens højre tværskib.

Parkens modsatte side afgrænses af muren ind til Klosteret ved Santa Sabina.

I muren til venstre er der en lille fontæne, som i 1937 blev flyttet hertil fra Palazzo Accoramboni på Piazza Rusticucci, da palæet blev revet ned og pladsen forsvandt under anlægget af Via della Conciliazione, den brede gade der idag fører op til Peterskirken.

Lidt længere inde i parken står en statue af Jeanne d'Arc (på italiensk: Giovanna d'Arco), den er udført af Maxime Real del Sarte i 1935, doneret til byen af kunstneren og opstillet i 1954 .

Foto fra Parco di Sant'Alessio med Kirken Santi Bonifacio e Alessio til højre

Midt i parken, der er enkelt anlagt med græsplæner og træer, står en større fontæne, bestående af et rundt bassin i cement omgivet af store sten og med en endnu større sten, der er helt dækket af mos, som midterdekoration, hvorfra en tynd vandstråle kastes i vejret.

I nærheden af parken fandt man under nogle arbejder i 1700-tallet en del af en ødelagt statue af en Kore (en ung pige) fra det 5.århundrede før Kristus. Den kan idag ses i Musei Capitolini (ifølge nogle kilder, i Musei Vaticani ifølge andre!).

I Antikken voksede der på en del af parkens område en lille lund af laurbærtræer, en Lauretum, og ifølge legenden blev Kong Titus Tatius begravet her. Her lå ligeledes ved højens skråning en lund kaldet Lucus Stimulae, viet til Stimula, som identificeres med Semele, Bacchus' moder, og her skal Bacchusfesten, Bacchanalia, have fundet sted.

I området lå også Templet for Jupiter Vertumnus og på den anden side af Vicus Armilustrium, nutidens Via di Santa Sabina, Templet for Jupiter Dolichenus.

Under udgravninger i parken i 1892 og senere i 1917 fandt man 5 meter under det nuværende niveau rester af en større bygning på 28 meters længde fra den sene Republiks tid. Den var måske forsynet med en monumentalfacade eller en portico og det formodes, at den har været anvendt i forbindelse med de renselsesceremonier, Armilustrium, som afholdtes her efter krigssæsonens afslutning. I Kejsertiden blev denne bygning forhøjet og udbygget i teglsten og man formoder derfor at den nu anvendtes på anden måde.

I nærheden af den store bygning fandt man også rester af et antikt domus med hvælvet loft og freskobemalede vægge.

De ovennævnte udgravninger blev foretaget, da man i 1893-1917 på dette sted skulle bygge et epidemihospital, og senere i årene 1936-37, da man ville bygge en gangsti mellem kirkene Santi Bonifacio e Alessio og Santa Sabina. Ved den sidste udgravning fandt man flere freskobemalede vægge og gulve dekoreret med mosaikker fra det 3.århundrede efter Kristus. Disse tilhørte et hus i flere etager, som var bygget op af højens side. Rester i teglsten fra et andet lignende hus på højskråningen ud for Santi Bonifacio e Alessio blev fundet i 1951-1953.


Litteratur om Parco Pubbblico di Sant'Alessio:
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- 1985: Rione XII, Ripa, del 2: side 56.
Malizia, Giuliano: Le statue di Roma. Roma, Newton Compton editori, 1. edizione, 1994.
- side 70ff.
Pocino, Willy: Le fontane di Roma. Newton & Compton editori, 1996.
- side 354.
La storia e il restauro del complesso conventuale dei Santi Bonifacio e Alessio all'Aventino. A cura di Olivia Muratore e Maria Richiello. Responsabile scientifico: Paolo Barbato. Elio de Rosa editore, 2004.
- side 18ff.


Kort over området
Bøger/links om området
Fotos fra området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop. Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 14.9.2008 og sidst opdateret d. 21.9.2008