Piazza della Repubblica, uddybende

Idag hedder denne store centrale plads i Rom Piazza della Repubblica, men romerne bruger stadig dens gamle navn "Piazza dell'Esedra", for det er netop hvad nutidens plads er: anlagt ovenpå oldtidens exedra i det store badeanlæg Diocletians Termer!

Idag er pladsen et knudepunkt, hvor trafikken nede fra byen ad Via Barberini eller Via XX Settembre og Via Vittorio Emanuele Orlando, ad Via Nazionale og Via Cavour og Viale Luigi Einaudi mødes og fortsætter ud til de store områder med kontorbygninger og Universitet udenfor den Aurelianske Bymur. Men engang var den blot et åbent område i det store parkanlæg der omgav det centrale bygningskompleks i termeanlægget indenfor den store mur, som omgav hele anlægget.

Pladsen har derfor også heddet "Piazza delle Terme" eller "Piazza di Termini", men navnet "Piazza dell'Esedra" fik den efter de imponerende ruiner af exedraen, den halvcirkelformede bygning med buegange og siddepladser, som måske har været brugt til teateropførelser eller til oplæsninger og foredrag. Vi ved fra de gamle kort, at disse mure stod rimeligt intakte meget længe og da Gaetano Koch i 1888-1889 skulle opføre bygningerne, der skulle forbinde Via Nazionale med pladsen, valgte han at videreføre den antikke linie og bygge 2 halvcirkelformede bygninger ("I Palazzi dell'Esedra") med store åbne buegange i stueetagen.

Ud til Piazza Repubblica støder følgende gader: Via Vittorio Emanuele Orlando, Via Giuseppe Romita, Viale Luigi Einaudi, Viale delle Terme di Diocleziano og Via Nazionale.

PLADSENS HISTORIE:

Udgravninger har påvist rester af bygninger og beboelseshuse, som er blevet nedrevet for at man i årene 298-305 kunne opføre Diocletian's Termer.

I Middelalderen stod mure og bygninger fra det store anlæg uændret i mange år, mens området omkring lå delvist ubeboet og øde hen.

I sidste halvdel af 1400-tallet ved vi, at grunden tilhørte Kardinal Ascanio Maria Sforza, der brugte den som jagtområde idet den var rig på egetræer og dyrevildt.

I midten af det 16.århundrede opkøbtes den af den franske Kardinal Jean Du Bellay, der indrettede et palæ i forbindelse med exedraen og murene ved siden af.

Under Pave Sixtus V (1585-1590) var der planer om at anlægge en kunstig sø på området, Paven forestillede sig en sejlbar kanal fra Tivoli og ind til Piazza di San Bernardo, men døde før han kunne føre sin idé ud i livet.

I 1593 købte Caterina Nobili Sforza grunden og byggede midt på exedraens mur Kirken Santa Caterina d'Alessandria, som først blev revet ned i 1870, da Via Nazionale skulle anlægges.

I sidste halvdel af 1500-tallet lod Pave Gregor XIII (1572-1585) nogle af bygningerne til venstre for Kirken Santa Maria degli Angeli indrette til korn- og oliemagasiner. Senere blev disse bygninger brugt til andre formål, fattighus, sæde for "Pia Casa dell'Industria", kvindefængsel, mandsfængsel, børnehjem, blindeinstitut og idag til lærerseminariet "Facoltà di Magistero dell'Università di Roma", mens bygningen på den anden side af Via Pietro Barbieri blev indrettet til biograf og idag til museum.

I begyndelsen af 1870 genoplivede man under Pave Pius IX den gamle akvædukt Aqua Marcia og i løbet af sommeren strømmede vandet igen ind i Rom, på et sted i nærheden af Stazione Termini, hvor akvæduktens slutfontæne blev opsat omtrent på det sted, hvor Obelisken for de Faldne i Dogali står idag.

Efter Italiens samling var der en tid planer om at starte Via Nazionale med en triumfbue til ære for Kong Vittorio Emanuele II, at inkorporere denne i en halvcirkelformet buegang og at opsætte en rytterstatue af kongen midt på pladsen, men til sidst vandt Gaetano Koch's projekt.

I 1901 erstattede Mario Rutelli's "Fontana delle Naiadi" den gamle Acqua Pia Marcia's slutfontæne og gav ved afsløringen anledning til en heftig diskussion, fordi mange fandt de unge nøgne kvindefigurer anstødelige. Fontænen fik dog lov at forblive på sin plads, hvor man kan få et glimt af den ind imellem de mange forbikørende biler og busser.

Litteratur om Piazza della Repubblica:
Harder, Thomas og Hans Scheving: Rom. Gyldendals Bogklubber, 1990.
- side 264ff.
Politikens Kulturguide: Rom. Politikens Forlag, 2000.
- side 333f.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 359.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione XVIII Castro Pretorio, Vol.I: side 162ff.
Staccioli, Romolo A.: Guida di Roma Antica. Biblioteca Universale Rizzoli (BUR). 8.ed., 2000.
- side 188f.