|
|
|
Via Tiburtina |
|
er en lang, lige gade på Esquilinhøjens nordlige del, hvor den løber i nordøstlig retning fra Piazzale Tiburtino ud for jernbaneunderkørslen Via di Santa Bibiana og gennem områder udenfor Bymuren og Rione Esquilino gennem distriktet "Quartiere VI Tiburtino" og Verano-området omkring Kirken San Lorenzo fuori le Mura, og ud i de nordøstlige forstæder. Gaden forløber på en stor del af vejen som den antikke udfaldsvej Via Tiburtina, en af de såkaldte "viae consulares" (på dansk kaldet hærveje), som førte ud af Rom - i dette tilfælde mod byen Tibur, nutidens Tivoli. Dengang startede forløbet ved byporten Porta Esquilina (nutidens Gallienus-Bue i Via Carlo Alberto) i den ældste Serviske Bymur, senere fra Augustus-Buen gennem akvæduktledningerne, som førte vand fra Aqua Marcia, Tepula og Iulia ind i Rom (Buen kan ses i nutidens Via di Porta San Lorenzo). Efter at akvædukten var blevet inkorporeret i Den Aurelianske Bymur, blev Buen omdannet til en rigtig byport, Porta Tiburtina, som stadig kan ses lidt nord for nutidens Via Tiburtina. Det første stykke af den gamle vej løb som den moderne Via Tiburtina Antica, der munder ud i Via Tiburtina gennem anlægget Parco decicato ai Caduti del 19. Luglio 1943. Men idag begynder Via Tiburtina altså ved Piazzale Tiburtino, der er en forlængelse af Piazza di Porta San Lorenzo, som ligger på sydvestsiden af Bymuren, der her er gennembrudt på et bredt stykke for at give plads til trafikken. Via Tiburtina er på det første stykke kantet af høje etageejendomme indtil tværgaden Via dei Peligni, hvor Parken for ofrene for bombardemente den 19. Juli 1943 fylder hele den venstre side frem mod Via dei Luceri. Her kan man til højre se ned til kirketårnet på Immacolatakirken på pladsen af samme navn. Sidegaderne, som vi har passeret på denne side, er Via dei Falisci, Via dei Latini, Via degli Umbri, og straks efter følger Via degli Etruschi og Via dei Sardi. Etageejendommene fortsætter her på højre side, mens venstre er optaget af lavere barakbyggeri som mur indtil parkområdet Villa Mercede. Allétræerne er her de smukke Judastræer, som blomstrer så kønt i April måned. På hjørnet af Via dei Marrucini sidder et af de små gadealtre, som findes i så stort antal i Roms centrum. Her en korsfæstet Kristus. Efter krydset fortsætter bebyggelsen med nyere etageejendomme på begge sider. Forbi sidegaden til venstre, Via dei Dalmati, og til højre Via degli Ausoni. Igen med lavere bebyggelse på venstre side og etageejendomme på højre, hvoriblandt vi også møder den gamle pastafabrik Pastificio Cerere, der nu huser forskellige aktiviteter. Lidt længere fremme ligger på gadens venstre side et morsomt lille hus i nyrenæssancestil med mange facadedekorationer. Huset blev bygget i 1897 af billedhuggeren Giuseppe Maria Sartorio, som blandt de mange dekorationer også indsatte et terracottarelief af sig selv, sin kone og datter. Den specielle udsmykning talte imidlertid til det romerske folkevid, som straks fandt en forklaring på fænomenet: det forestiller ganske rigtig husets ejer, der sammen med sin kone og en tjenestepige stod og kiggede ud af vinduet en dag, da et begravelsestog bevægede sig forbi på sin vej mod Campo Verano-kirkegården. Familien gjorde nu grin med optoget og pegede fingre af deltagerne. Men Gud straffede dem og gjorde dem til sten! Kort efter følger Via dei Reti på højre hånd og dernæst drejer Via Tiburtina til venstre for den store trekantede Piazzale del Verano med sit grønne anlæg, statuen af Pius XII, indgangen til Kirkegården og Kirken San Lorenzo. I Kirkens venstre side er der en låge, som giver adgang til en del af den antikke gravplads kaldet Catacomba di Ciriaca eller Catacomba di San Lorenzo. På hjørnet af Via Regina Elena overfor findes Novatians katakomber og lidt længere fremme af Via Tiburtina ligger på venstre hånd (med adgang fra sidegaden Via dei Canneti) den desværre ligeledes for publikum aflåste Catacomba di Sant'Ippolito. Af andre seværdigheder langs Via Tiburtina kan nævnes: rester af Kirken Santa Sinforosa, kapellet for helgenerne Abbondio, Ireneo og Genesio, Oratorio dei Santi Cecilia, Ciro e Giovanni, en genopbygning fra 1857 af den antikke bro Ponte Mammolo samt broen Ponte Lucano, som begge fører over Aniene-floden.
Litteratur om Via Tiburtina: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|