ANNAS ROM GUIDE
Contrada degli Arcioni
Navnet stammer fra Middelalderen og området, som det dækkede, lå på Quirinalhøjens nordvestskråning, der gik ned mod den nordlige dalsænkning hvor Via in Arcione og Via del Lavatore løber idag, og mod det vestlige flade område, hvor Via di San Vincenzo, Via dei Lucchesi og Via della Pilotta (Middelalderens Via Biberatica) nu løber.

Det menes, at navnet, der også staves Archioni (samt kan have formen: Gli Archionini, in Archionibus eller in Arcione) stammer fra de store buer eller hvælvinger ("archi"), på hvilke akvædukten Acqua Vergine fra Antikkens tid var blevet ført ind i byen og frem til Marsmarken, og som netop stadig stod i området.

Og kvarterets navn har nok også givet Arcioni-familien navn. Denne familie, som kendes i Rom fra 1200-tallet, havde mange ejendomme netop i dette område og især på hele højens vestskråning, fra dalen og op til ruinerne af Constantin's Termerhøjtoppen (langs nutidens Via XXIV Maggio).

I Middelalderen afgrænsedes Contrada degli Arcioni af Vicus dei Cornuti/Corneliorum (vore dages Via XXIV Maggio), Monte Magnanapoli (nutidens Largo Magnanapoli), Via Biberatica (Via IV Novembre, Via della Pilotta og Via dei Lucchesi i dag), Vicolo Capralicio (nutidens Via di San Vincenzo) og Via in Arcione.

Mangt og meget har haft navn efter dette kvarter. Udover Via in Arcione, findes der i dalen en lille sidegyde Vicolo in Arcione; og i Middelalderen kaldtes Via della Cordonata, der går op ad den sydvestlige del af Quirinalhøjens skråning, for Scesa degli Arcioni eller Selciata degli Arcioni. En lille plads oppe på bakketoppen kaldtes Piazza degli Arcionini eller Gli Archionini, og Arcioni-familien havde heroppe deres Giardini degli Arcioni eller Orti degli Arcioni. Kirken San Silvestro al Quirinale fik tilnavnet San Silvestro de Arcionis, og også en række kirker nede i dalsænkningen omkring nutidens Via del Tritone opkaldtes efter området: San Nicola in Arcione, San Lorenzo degli Arcioni, San Salvatore in Arcioni og Santo Stefano de Archionibus.


Litteratur om Contrada degli Arcioni:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 115-116.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione II, Trevi. del 1: side 72.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr.16+22.
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side128.

Fotos fra området
Kort over området
Tilbage til Quirinalturen
Tilbage til Viminalturen
Bo og spise i området
Bøger og links om området
Andre turforslag
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 16.10.2009 og sidst opdateret d. 8.11.2009