Macellaio , Macellaro

De italienske ord Macellaio, (i flertal: Macellai), Macellaro (i flertal: Macellari) og Beccaio (i flertal: Beccai) betyder: "slagter, den der sælger oksekød, der er slagtet til menneskeføde".

Det er i denne forbindelse vigtigt at bemærke, at en macellaio kun beskæftigede sig med oksekød, mens abbachiaro'en tog sig af at slagte får og lam, norcino'en slagtede svin og solgte kødet herfra og endelig var der pollarolo'en der handlede med fjerkræ.

Oksekødsslagterne måtte være stærke og robuste mænd og der går i Rom mange historier om disses voldsomme temperament, om stridigheder og slagsmål.

Mario La Stella beretter også om en særlig måde, hvorpå handelen med kreaturer foregik - og dette lige fra meget gammel tid: Slagteren gik rundt på markedet for at finde det ønskede dyr og når han havde fundet det, knyttede han hånden. Sælgeren gjorde det samme og derpå åbnede begge parter hele hånden eller kun en del deraf på samme tid. Altså en slags "lige eller ulige"-leg. Men her var reglerne, at hvis begge parter viste samme antal fingre, tilfaldt det sælgeren at sætte prisen på varen. Hvis derimod parterne ikke viste det samme antal, havde køberen ret til at byde en pris - der dog skulle være rimelig i forhold til dyrets stand. Som man kan forestille sig, kom det til mange stridigheder om disse priser og markedsmyndighederne måtte ofte gribe ind.

Slagterne sluttede sig omkring år 1500 sammen i slagterlauget "Università dei Macellari ed arti dipendenti" og i laugets statutter stod anført, at "ingen slagter måtte sige injurier eller gøre nedsættende tegn til kommunens konsuler".

I slutningen af 1520'erne dannede slagterlauget et lægbroderskab, der fik navnet Confraternita di Santa Maria della Quercia dei Macellai di Roma og godkendtes den 30. August 1532 af Pave Clemens VII.

Slagterne valgte Santa Maria della Quercia som deres beskytter og de holdt deres møder i Kirken Santa Maria della Quercia, hvor Pave Sixtus V en gang læste messe, og før de fik denne overladt i Kirken Santi Sergio e Bacco.

I 1590 blev nogle slagtere sågar hængt, fordi de ikke fulgte de af myndighederme foreskrevne priser for deres kød.

Slagterne var dog også respekterede folk og lauget havde det privilegium, at de hvert år kunne fritage en dødsdømt fra denne straf. Dette privilegium nød guldsmeden og kunstneren Benvenuto Cellini godt af, da han i 1535 slap for at blive hængt som straf for drabet på en guldsmed fra Milano.

I Middelalderen holdt slagterne blandt andet til i Forumdalen i området kaldet Contrada dei Macelli tæt ved kvægmarkedet på Campo Torrecchiano. Andre slagtere holdt til i ruinerne af Marcello's Teater i Rione Ripa, hvor de benyttede kældre og buegange til kølig opbevaring af kødet, men der fandtes også slagterudsalg i andre områder af byen, også i tætbefolkede kvarterer, hvor de med deres affald og letfordærvelige varelagre udgjorde en vis sundhedsrisiko. Mange slagtere fandtes i området omkring Piazza Giudea, hvor de jødiske slagtere holdt til, og på Campo de' Fiori og langs handelsgaden Via Mercatoria.

I slutningen af 1400-tallet besluttede Paven derfor, at slagterne, fiskehandlerne og garverne i den indre by skulle flyttes, men forordningen fik ikke den store effekt, begrænsede højst affaldsdyngerne på åben gade.

Først i 1500-tallet flyttede slagteboderne fra bymidten og nærmere mod floden, hvor der var bedre muligheder for at komme af med det blodige og ildelugtende affald og hente vand til rengøring af bod og disk.