Der hvor nu Via di Santa Maria de' Calderari krydser Via Arenula stod - inden den brede, moderne gades anlæggelse i begyndelsen af 1900-tallet - en lille gammel kirke viet til Jomfru Maria.

Kirken kaldtes også Santa Maria in cacaberis eller Santa Maria in cacabariis, fordi den lå i et kvarter, hvor især kedelsmedene havde bosat sig. Disse kaldtes tidligere "cacabari" eller "cacaberi", senere fik de betegnelse "calderai" eller "calderari". Også denne sidste betegnelse fik Kirken som tilnavn: Santa Maria dei calderari.

Kirken kendes fra en pavelig bulle, udsendt af Urban III i 1186, hvor det nævnes, at den hører under hovedkirken San Lorenzo in Damaso. Santa Maria in cacaberis var blandt de første kirker i Rom, som blev viet til Jomfru Maria's undfangelse.

I det kirkekatalog, som Cencio Camerario udfærdigede i 1192, benævnes KIrken Santa Maria de Cacabari, mens den i det senere Pariser-katalog fra 1230 kaldes Santa Maria de Caccabariis. I kataloget kaldet Anonimo di Torino omtales Kirken i 1302 som Ecclesia sancte Marie de Cacchabariis. Det nævnes her, at der til Kirken er knyttet 1 præst og 1 klerk.

I Niccolò Signorili's kirkekatalog er tilnavnet blevet forvansket. Han kalder Kirken for S. Marie de Chattabariis og i det katalog, der udfærdigedes under Pave Pius IV (1559-1565), er den omtalt som Santa Maria in Catabario. Under den næste Pave, Pius V i 1566-1572, rettes navnet til Santa Maria in Cacabari, samtidig med at den andre steder kaldes Santa Maria in Cacabarius.

På et tidspunkt før 1560 var Santa Maria in cacaberis blevet ophøjet til sognekirke for et sogn bestående af 64 huse, der ifølge optegnelserne mest beboedes af "jøder, betjente og spioner".

Senere blev Kirken overtaget af marskandisernes religiøse broderskab, Confraternita dei Rigattieri, som viede den til San Biagio, hvorfor den derefter kaldtes San Biagio de Cacabariis.

I 1637 fik Confraternita dei Battiloro, de guldsmede som udbanker guld i tynde plader, tildelt et kapel, viet til Santa Barbara, i Kirken. Men i 1640 blev de 2 broderskaber uenige og guldsmedene flyttede til Kirken Santi Cosma e Damiano.

I 1662 flyttede marskandiserne til Kirken Madonna della Neve og kuskenes broderskab, Confraternita dei Cocchieri, der kom fra Kirken Santa Lucia della Tinta, overtog nu San Biagio og skiftede dens navn til Santa Maria degli Angeli dei Cocchieri. De foretog også en renovering eller ombygning, så Kirken fik en høj, smal facade i 2 etager, hver opdelt i 3 felter af flade, høje søjler. Øverst afsluttedes facaden af et bredt trekantet gavlfelt. Ud mod sidegaden på nordsiden var der en høj mur med 3 store vinduer og efter et gammelt foto at dømme også en høj sidedør.

Kuskene forlod først Kirken ved nedrivningen i 1881, hvorefter de flyttede til en anden lille Kirke i nærheden, San Tommaso dei Cenci.

Santa Maria dei Calderari var ikke en stor bygning. Den bestod blot af et enkelt skib med en apsis af samme bredde som skibet og 2 sidealtre i nicher der ikke var særligt dybe. Gulvet var belagt med marmorfliser og væggene opdelt med flade "søjler" bemalet med imiteret marmor og forsynet med kapitæler af stuk. I store stukrammer over sidedøre og -altre var der malerier eller vinduer, og loftet var udsmykket af stukkassetter med rosetter og andre relieffer.

Altertavlen var et maleri af Marias Himmefart, som Pave Paul III (1534-1549) havde bekostet.

Kirken er bygget i og på ruinerne af en antik søjlegang, som på et tidspunkt i begyndelsen af vor tidsregning blev opført i den nordvestlige del af det store anlæg Circus Flaminius. Søjlegangen udgjorde muligvis en del af en lang række mere eller mindre overdækkede gader, der fungerede som den antikke Via Triumphalis, som brugtes, når de sejrrige hære fulgte deres general på hans triumftog gennem Marsmarken.

Søjlegangen lå langs nutidens Via di Santa Maria dei Calderari og Kirken fik indgang herfra, oprindeligt i en af buerne, flankeret af 2 søjler. Kirkebygningen strakte sig derpå mod nordøst over de næste 3 rækker søjler, som indbyrdes var forbundne af korshvælvede lofter.

Litteratur om Santa Maria dei Calderari:
Armellini, Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 400.
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 18 og 19 + tavle 232 og 240a.
Bevilacqua, Mario: Il Monte dei Cenci : una famiglia romana e il suo insediamento urbano tra medioevo ed età barocca. Roma, Gangemi Editore, 1988. (Roma, storia, cultura, immagine, 3).
- side 144, 145, 256.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 552.
De Paoli, Riccardo Massimiliano: Santa Maria de' Cacabaris (o dei Calderai) --- i : Alma Roma XLV (2004), n.2-3, pp.45-54. --- (Læs på nettet)
La Grande Guida dei Rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 488, 490.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione Regola, Parte 1 / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione. - 1980. ----- side 52.
Hülsen, Christian: Le Chiese di Roma nel Medio Evo / di Christian Hülsen. Firenze, Olschki, 1927. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 316.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28 (før de nyeste fund).
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 201.
Tucci, Pier Luigi: Considerazionu sull' edificio di Via di Santa Maria de' Claderari. --- i: Bullettino della Commissione Archeologica Comunale di Roma, XCVI, 1994-1995. - Roma : L' "Erma" di Bretschneider. (se på Nettet)
Roman Churches: Santa Maria in Cacaberis.
Rome Art Lover: S.Maria in Cacaberis.