Jøder i Rom : Antikken

I Italien har der eksisteret jødiske menigheder i mere end 2000 år og menigheden i Rom er den ældste af disse. Man mener, at den opstod i Makkabæer-tiden, dvs. det 2.århundrede før Kristus, hvor Judas Makkabæeren sendte ambassadører til Rom, hvorefter disse fulgtes af andre, der rejste hertil med politik eller handel som formål.

Efter at Gnaeus Pompeius Magnus i år 64 før Kristus havde tvunget Judæa ind under Roms overherredømme, opstod der en jødisk menighed i Imperiets hovedstad. Først bestod den af frigivne slaver og krigsfanger, som tjente til livets ophold ved handel og håndværk, senere fulgtes de af nye krigfanger og slaver efter at Kejser Titus i år 70 efter Kristus havde slået oprøret i Jerusalem ned, ødelagt Templet og som krigsbytte bortført Tempel-skatten og den berømte syvarmede lysestage, som man kan se det på reliefferne på Titus-Buen i Rom.

Jøder bosatte sig i Trastevere, ved Via Appia, på Esquilinhøjen, i det folkerige og folkelige Subura-kvarter og ved Porta Capena. Man anslår antallet til 30-40.000, opdelt i 13 menigheder, kaldet "sinagogai", der var benævnt efter medlemmernes oprindelsessted, for eksempel: Tripolitani, Elea, eller deres bosted: Suburesii, Campesii, eller deres beskytter: Augustesii, Erodii.

Romerne var meget åbne over for gudedyrkelse og religioner, så længe dette ikke indebar for voldsomme brud med den almindelige anstændighed eller et fravalg at de statslige religiøse ceremonier. De små jødiske menigheder havde derfor fra begyndelsen udmærkede betingelser. Mange romere blev også tiltrukket af den jødiske moral og konverterede, men andre kunne ikke forlige sig med de fremmedartede skikke og dette affødte af og til konflikter mellem jøder og indfødte konservativt indstillede romere.

Under kejserne Tiberius og Claudius opstod der forskellige fejder, som i perioder førte til jødernes udvisning af Rom, men generelt levede menighederne et stille liv med egne regler, præster (rabbinere) og ledere. De havde deres egne religiøse mødesteder og deres egne begravelsespladser. Da man på den tid ikke måtte begrave sine døde indenfor bymuren, var de romerske udfaldsveje tæt flankeret af gravmæler og mange steder blev de døde begravet i store underjordiske komplekser, der idag betegnes katakomber. Af jødiske katakomber kendes blandt andre en ved Porta Portese, en på Monteverde, en ved Via Appia (kaldet Vigna Randanini), en ved Via Labicana og en ved Via Nomentana.

De første store problemer for jøderne i Rom opstod, da kristnede jøder begyndte at komme til byen og drive mission. Den oprindelige menighed så ikke med milde øjne på disse udbrydere. Dels var de vildfarne i deres tro og derfor uønskede i menigheden, dels kunne deres tale om "Jødernes Konge" udlægges som et komplot mod Kejseren og herved skabe problemer for alle jøder.

Stridighederne mellem jøder og kristne kunne ind imellem udarte til håndgribeligheder og den romerske statsmagt var meget opmærksom på situationer, der kunne føre til uroligheder i millionbyen, så både jøder og kristne, som romerne selv iøvrigt ikke på det tidspunkt skelnede imellem, blev herved en kilde til irritation.

Under Tiberius (år 14-37) skabte jøder og kristne så megen uro, at Kejseren forbød dem at opholde sig i byen. Efter at forbudet var ophævet, opstod der påny uroligheder under Kejser Caligula (år 37-41) på grund af jødernes vægring mod at opstille en statue af Kejseren i Templet i Jerusalem. Kontroverser mellem romerske borgere og jøder var også en følge heraf.

Kejser Claudius (år 41-54) så sig nødsaget til at forbyde jøderne at afholde møder på grund af de mange stridigheder mellem jøder og kristne og i år 49 forjoges de jøder, der "ustandselig startede uroligheder på grund af vis Cresto".

Denne bandlysning var en del af en større udrensning af uromagere i Romerriget, hvor også astrologerne udvistes og de galliske druiders virksomhed blev forbudt. Der var således ikke tale om nogen antisemitisme eller kristenforfølgelser i dette tilfælde. Og både jøder og kristne fortsatte snart deres daglige liv i Riget. I Ostia har man fundet rester af en synagoge fra det 1. århundrede efter Kristus, mens vi desværre ikke har et lignende fund fra selve Rom. Her har vi imidlertid minder om de tidligste kristne mødesteder i huse tilhørende menighedens medlemmer, da disse ikke var velkomne i synagogerne. Den menighed der efterhånden ikke kun bestod af jødiske kristne (jødekristne), men også af konvertitter fra den hedenske kult (hedningekristne).

I det 1.århundrede skal begge apostle Peter og Paulus have opholdt sig i Rom. Paulus var blevet anklaget for oprør i Caesarea og havde benyttet sin rettighed til som romersk borger at indklage sagen for den kejserlige domstol i Rom, hvorefter han blev bragt hertil, hvor han opholdt sig i et mildt fangenskab. Det vil sige, at både jøders og kristnes vilkår i Rom stadig var udmærkede, indtil den famøse storbrand i år 64, hvorefter Kejser Nero (år 54-68) valgte at udråbe den kristne sekt til syndebuk og brandstiftere. Her fulgte han en irritation mod de kristne, som i den øvrige befolkning efterhånden havde vokset sig stærkere og stærkere.

Efter at romerne og statsmagten havde fået øjnene op for den farlige Kristendom og dens fanatiske tilhængere, der end ikke under tortur og foran martyrdøden ville indordne sig under Rigets regler, levede den jødiske menighed videre med truslen om at blive forvekslet med de anarkistiske kristne og lide samme skæbne. Men med Kristendommens fremmarch og senere accept og opstigen til statsreligion fik den jødiske menighed en anden fjende end det statslige efterretningsvæsen.

De stadigt stærkere kristne veg nu ikke tilbage for at ødelægge hedenske helligdomme og heller ikke de jødiske gik fri. Med tiden indførtes forskellige antijødiske love, men der var også lange perioder, hvor jøderne havde relativ frihed, for eksempel under goterinvasionerne i det 5.århundrede, hvor Kejser Honorius (år 395-423) gav dem tilladelse til at dyrke deres religion frit og at holde sabbat, og den østgotiske konge Theoderik - trods ønsket om deres omvendelse - forbød tvangsdåb og enhver form for vold imod de jødiske menigheder.