Tværs over gulvet i det store tværskib i Kirken Santa Maria degli Angeli på Esquilinhøjen er der i gulvet nedfældet en meridian, der kaldes "Linea Clementina", da den blev anlagt efter ønske af Pave Clemens XI i forbindelse med Jubelåret 1700.

Meridianen er en linie, der bruges til tidsmåling. På meridianen afmærkes de forskellige målesteder, som kan angive timer, måneder, stjernetegnene og lignende. Målingerne fremkommer ved at man lader en solstråle projekteres på gulvet og aftegner dennes position. Denne målemetode er meget gammel og i Rom er der fundet rester af en tilsvarende meridian, som Kejser Augustus (31 før Kristus-14 efter Kristus) lod fremstille på Marsmarken.

Vor meridian her i kirken blev til på grund af de store problemer, man igennem lang tid havde haft med præcist at beregne jævndøgn og fuldmåne, som bruges som grundlag for fastlæggelsen af en af Kristendommens store højtider: Påsken. I 1582 havde Pave Gregor XIII derfor påbudt en kalenderreform, hvor man simpelthen "smed 10 dage ud" for at få kalenderen til at passe med de faktiske forhold. Der var megen kritik af og mistro til denne reform og for at bevise dens rigtighed ønskede Pave Clemens XI nu opsat tidens bedste og mest præcise måleinstrument.

Paven tilkaldte tidens berømte astronom Francesco Bianchini fra Verona og denne så sig om i Rom efter et passende sted til et så stort og nøjagtigt måleinstrument, som Paven ønskede. Valget faldt på Santa Maria degli Angeli, fordi denne kirke har nogle meget store rum med meget højt til loftet og fordi kirkevæggene stammer fra de antikke Diocletian's Termer og derfor havde stået så længe, at man ikke risikerede at byggematerialerne "satte sig", så der heraf ville opstå unøjagtige målinger, som det var sket i Bologna.

Kirken så i år 1700 stadig ud som på Michelangelo's tid, hvor det nuværende tværskib var hovedskibet. De store buer i siderne var ikke blevet tilmurede og de nye vinduer over buerne endnu ikke opsat. I to hjørner blev der her opsat de såkaldte gnomon-huller, hvorigennem lyset kunne falde ind på kirkegulvet. Da Vanvitelli i 1749 ændrede på kirken blev det ene af gnomon-hullerne lukket, så der idag kun er et tilbage. Det sidder 20,30 meter over gulvet i højre side af buen over indgangen til Cappella del Beato Niccolò Albergati (mellem numrene 12 og 14 på planen over kirken).

Det er også i dette hjørne, at meridianen starter sit forløb, som går tværs over tværskibet (forbi grundplanens nr.18) og videre tværs over gulvet i det lille gennemgangsrum (G) for at ende på højre side af Cappella del Salvatore (nr. 28).

Meridianen består af en messingstribe, som løber mellem to rækker marmorfliser. I midten er der en tynd linie, som angiver den egentlige meridian, men den er desværre forsvundet flere steder under forskellige restaureringer i tidens løb. Den danner en lige linie fra syd til nord og dens længde er bestemt af den højde, hvori gnomon-hullet sidder og af breddegradden. Her er længden ca. 44 meter, hvoraf de 38 bruges.

Solpletten, som trænger gennem gnomon-hullet midt i Pave Clemens XI's skjold, gennemløber i årets løb ved middagstid hele meridianlinien. Den starter ved krebsen's tegn ved sommersolhverv og når frem til stenbukken's tegn ved vintersolhverv og går derefter den modsatte vej.

Meridianen er en tidsmåler for klokken 12 middag, men den er også forsynet med andre måleenheder og symboler: marmormosaikker af stjernetegnene er for eksempel nedfældet i gulvet ved siden af linien på det sted, hvor solpletten befinder sig, når man går ind i det pågældende stjernetegn, sommer- og efterårsperioden til højre og forårs- og vinterperoden til venstre. De er tegnet af Carlo Maratta og udført af Francesco Tedeschi. Disse mosaikker er yderligere forsynet med nogle små metalstjerner, der angiver de vigtigste stjerner i stjernebilledet. Også her er nogle desværre forsvundet i tidens løb.

På siderne af meridianlinien er også angivet andre måleenheder: til venstre vises zenith-afstanden af et himmellegeme, der projekteres gennem gnomon-hullet til de pågældende steder på meridianen. I starten ses en delvist udvisket tekst: "Gradus Distantiae A Vertice" ("afstand fra zenith i grader") og herefter er graderne aftegnet med varierende afstand. Graderne på skala'en til højre er derimod aftegnet med ens afstand, der er en hundrededel af gnomon-hullets højde og altså 20, 3 cm. her. De er nummereret fra 37 til 220 og angivet på messinglinien med en meget svag streg. Desværre må dele af linien være blevet taget op under restaureringerne og nedsat igen i tilfældig rækkefølge, for numre og linier svarer ikke længere til hinanden eller mangler helt. I starten af denne skala ses den udviskede indskrift "Radii Partes Centersimae" ("hundrededele af radius"). Med disse måleenheder kunne man beregne himmellegemernes position ved hjælp af nogle tabeller, som astronomen Cassini havde opbygget.

Men det vigtigste formål med denne meridian var jo at beregne jævndøgn og det sted på linien, der svarer hertil, er angivet mellem stjernetegnene "Vædderen" og "Vægten" og yderligere udbygget med hele billedet af den ellipse, som frembringes af solstrålen, samt en skala som angiver hvor mange timer før eller efter jævndøgnstidspunktet præcist vil komme. Til dette brug er der også udfor dette sted i gulvet nedfældet en række stjerner, som angiver solsplettens bevægelse, mens den nærmer sig jævndøgnspunktet.

Langs meridianen er der også med messingsstjerner i forskellig størrelse angivet positionen af en række af de vigtigste stjerner og disses navne. Dette forklaredes med en indskrift i hver side: til venstre: "Stellarum Nomina" ("stjernerens navne") og til højre: "Ascensio Recta Stellarum Anno MDCCI" ("stjernernes lige opstigning i året 1701"). To af de mest lysende stjerner, Arcturus og Sirius, havde desuden også en række stjerner ud fra meridianen til at angive deres forløb. Af alle disse angivelser er der desværre heller ikke meget tilbage idag.

Til observation af stjernerne brugtes nogle enorme kikkerter på op til 20 meters længde, som gjorde at man også kunne lave observationer om dagen. Til dette brug var der lavet et lille vindue i væggen i forbindelse med gnomon-hullet. I dette lille vindue var der en lodret pind, som viste meridianen. Lugen til vinduet er den øverste del af det store pavelige "skjold", som omgiver gnomon-hullet.

Oprindeligt var der også langs meridianen angivet dagens længde fra solopgang til solnedgang opdelt i halve timer, men disse angivelser er helt forsvundet. Til gengæld kan man stadig se de to dage om året, som Påsken ifølge Koncilet i Nikæa kan ligge imellem: den 22. marts og den 25. april. de er angivet med indskriften "Terminus Paschae".

To ovale messingplader af samme størrelse som solpletten og en række stjerner er indsat ved den 20. august for at minde om Pave Clemens XI's besøg i kirken i 1702. To andre ovale messingplader af samme størrelse findes udfor den 12. september til minde om Johan Sobieski's sejr over Tyrkerne ved Wien i 1683.

Et stykke fra meridianen er der udfor stjernerne ved Arcturus en oval marmorplade med indskriften "Felix Temporum Reparatio" og rundt om står: "IaCobVs III D.g. Magnae brItannIae etC reX". Det er en mindetavle for Jacob III Stuart, hvis krav på Englands trone Paven støttede. Han kom som landflygtig til Rom i 1717 og var en god ven af astronomen Bianchini. Måske hentyder tavlen til hans godkendelse af Den Gregorianske Kalenderreform, som ellers først indførtes i England i 1752. Indskriften er et kronogram, hvor de fremhævede bogstaver angiver årstallet: MDCCXVIIIIII = 1721.

I starten af meridianen ovre ved Cappella del Beato Niccolò Albergati er denne udvidet til en stor plade, hvori polarstjernens position er angivet. Til observationer heraf var der lavet et nord-gnomon-hul i kirkens nordvæg, et metalkors med en rektangulær revne i. Observationerne foretoges med kikkert. Dette hul blev lukket under Vanvitelli's ombygning, men en model af korset er ophængt i det store vindue i det indre af kirken. I gulvet er aftegnet de beregnede kredsløb for Polarstjernen med 25 års mellemrum for årene 1700-2500. Formålet hermed var at bestemme breddegradden.

For at kontrollere at installationen i tidens løb stadig var vandret lod Bianchini lægge et blyrør i gulvet under meridianen. Dette var forsynet med nogle små kar, som vist nok ikke fungerer mere. Man mener, at de to rektangulære stenplader, som er nedfældet i gulvet ved siden af stjernetegnene "Vædderen" og "Vægten", samt nogle marmorkvadrater rundt omkring har forbindelse til dette anlæg.

I forbindelse med anlægget af meridianen fik Bianchini også ingraveret en indskrift i Presbyteriet med oplysninger om tidens astrologiske observationer og stjernernes symboler.

Litteratur om Meridianen:
Il Cielo in Basilica : la Meridiana della Basilica di Santa Maria degli Angeli e dei Martiri in Roma / Mario Catamo, Cesare Lucarini. ARPA : Associazione Realizzazione Programmi per l'Arte. Cuneo, Edizioni Agami, 2002.