Op til det 3.århundrede før Kristus kendte romerne ikke til at opdele dagene i timer. Man inddelte i dag og nat, solopgang og solnedgang. Senere foretog man også en opdeling midt på dagen (meridies= middag, ante meridiem="formiddag" og post meridiem="eftermiddag"), Plinius fortæller, at "middag" blev annonceret af konsulernes herold, når solen stod mellem "Rostra" og "Graecostasis" på Forum. Når solen var drejet væk fra "Colonna Menia" hen imod "fængslet" annoncerede herolden, at dagens sidste time nu begyndte.

"Rostra", "Graecostasis" og "Fængslet" lå på Forum tæt ved hinanden, "Fænglet" lå mellem Concordiatemplet og rådsbygningen "Curia" i kanten af folkeforsamlingspladsen "Comitium". "Rostra" lå lidt sydligere midt mellem "Fængslet" og "Curia" og "Graecostasis" var formodentlig en "venteplads" for fremmede gesandter beliggende foran "Curia". Alt lå rundt om "Comitium", der således kan betragtes som det første "ur" i Rom. Herolden stod på "Curia"'s trappe - og den gamle "Curia" var orienteret nord-syd - og fulgte solens gang.

Denne skik kan dog ikke være startet tidligere end slutningen af det 4.århundrede før Kristus, da "Rostra" først blev lavet efter sejren ved Antium i 338. "Graecostasis" stammer fra det første græske gesandtskab i Senatet i 306 og "Colonna Menia" rejstes i 318.

Denne tidsmåling til brug for retssager og folkeforsamlingerne brugtes helt op til 1. puniske krig, hvor Valerius Messalla i 263 før Kristus som krigsbytte fra Catania hjembragte det første "rigtige" solur til Rom, hvor det blev opstillet på "Comitium" på Forum.

Desværre viste det sig hurtigt, at målingerne var unøjagtige i Rom, der ligger på en helt anden breddegrad end Catania. Alligevel anvendte romerne solurets unøjagtige angivelser indtil Quintus Marcius Filippus, der var censor i 164 før Kristus, lod fremstille et helt nyt solur beregnet efter Roms breddegrad. Dette blev opstillet ved siden af det gamle på "Comitium" og gjorde ham meget populær.

Solurene blev forøvrigt hurtigt populære blandt romerne, for Plautus fortæller, at byen i år 220 før Kristus allerede var fuld af ure, hvad den ikke havde været, da han var barn omkring år 270-60.

Omkring år 25 før Kristus omtaler Vitruvius 9 forskellige slags solure og opfinderne af disse var alle grækere. Det var da heller ikke noget tilfælde, at det første ur der kom til Rom, kom fra det græskdominierede Catania. Grækerne havde allerede fra det 5.århundrede solure formet som en konkav halvkugle som regel udskåret i en marmorblok og forsynet med en tilspidset pind til at kaste skyggen. De forskellige skyggeaftegninger indridsedes i halvkuglen og på denne måde kunne angives dagens 12 timer på forskellige årstider, jævndøgn og solhverv. Disse angivelser var dog afhængige af den breddegrad, hvor soluret blev fremstillet, hvorfor Mesalla's krigsbytte ikke blev helt den succes, han måske havde forventet.

Efterhånden opfandt man nye metoder til at udregne meridianen på andet end buede flader og herefter kunne man fremstille ure af store dimensioner, som kunne opsættes på offentlige steder og ses på stor afstand. De blev nu mere og mere almindelige og fandtes snart både i privathuse, på offentlige steder, i termerne, men også som små transportable ovaler, som kunne bruges som medaljon og når tiden skulle måles, holdes i vandret position, så en lillebitte gnomon kunne kaste skygge eller et lille hul i kanten med en solplet kunne vise tiden.

Man har fundet en del rester af solure, mere end 250 i hele Romerriget, 12 heraf i Rom og egnen omkring og 10 i Ostia. De fleste er den halvkugleformede type, fordi de flade, der enten var aftegnet på husvægge eller på jorden ofte er forsvundet sammen med bygningerne.

Man har dog udgravet resterne af en rekonstruktion af det solur, som Kejser Augustus i årene 10-9 før Kristus lod opstille på Marsmarken. Hos Plinius (23-79 efter Kristus) finder vi beskrivelsen af det oprindelige solur, en brolagt plads nord for Piazza del Parlamento vest for Via del Corso. Her blev opstillet en obelisk som gnomon og bronzelinier i marmorstenene markerede tiden. Obelisken havde Augustus hentet efter sejren i Ægypten og den målte med sokkel og top ca. 34 meter, mens "urskiven", pladsen nord for obelisken, målte ca 160 x 75 meter. Desværre var målingerne efter blot en 50 års tid upræcise, måske har det været jordskælvet i år 51, som har forrykket obelisken. Kejser Domitian (81-96 efter Kristus) lod soluret rekonstruere samtidig med at han hævede pladsens niveau ca 1 1/2 meter. Det er rester af denne rekonstruktion, som man fandt under udgravninger i 1980.

Obelisken står i dag på Piazza del Parlamento, hvor man også har nedfældet meridianlinien i pladsens brolægning udfor indgangen til Parlamentet.

På toppen af obelisken, der fungerede som gnomon, er opsat en kugle, dette gør at solens skygge aftegnes mere præcist, i kuglen er der en sprække, hvorigennem lyset kan koncentreres. (Det er dette princip, der anvendes ved den store meridian i Kirken Santa Maria degli Angeli; den blev anlagt under Pave Clemens XI i 1702.)

Problemet med solurene var imidlertid, at de kun fungerede, når solen skinnede og ikke kunne bruges om natten. Til dette brug havde grækerne imidlertid i det 3. århundrede før Kristus opfundet vandure og det første vandur i Rom blev ifølge Plinius bygget i 159 før Kristus af Scipio Nasica og opsat i Basilica Aemilia.

Et andet problem var, at solurene nok kunne opdeles i dagens 12 timer, men om sommeren, når der var sol fremme i længere tid blev timerne af længere varighed end om vinteren, når dagene var korte. Timerne kunne således variere mellem 1 time og 15 minutter om sommeren og 44 minutter om vinteren! Derfor kunne solurene godt bruges til visse formål, men til for eksempel retfærdigt at give den samme taletid til forsvarer og anklager ved en retssag eller til 2 konkurrende politikere, var de ikke egnede. Hertil kunne med fordel anvendes sandure, "timeglassene", som også havde den fordel at de kunne anvendes om natten og på mørke dage. I hæren brugtes de til at afmærke vagternes længde og astronomerne brugte dem om natten til at sammenligne varigheden af himmelfænomenerne.

RENÆSSANCEN:

I 1437 konstruerede astronomen Ulugh Bey en stor meridian (med et lysindfald fra mere end 50 meters højde) i Kirken Santa Sofia i Konstantinopel. Dette blev starten på disse store måleapparaters renæssance.

Få år efter anlagde Columbus' rådgiver Paolo dal Pozzo Toscanelli i 1468 en lignende meridian med et gnomonhul i 90 meters højde i Kirken Santa Maria del Fiore i Firenze.

Herefter fulgte flere store meridianer i Frankrig og Italien. I 1576 konstruerede Egnatio Danti en i S. Petronio Kirken i Bologna (25 meters højde) og i 1653 forsynedes denne kirke med endnu en meridian (27 meter) konstrueret af den store astronom G.D. Cassini. Det var dennes ven og beundrer Francesco Bianchini, som i 1700 af Pave Clemens XI blev bedt om at konstruere tidens mest avancerede måleinstrument i Kirken Santa Maria degli Angeli. Den er udover middagstime-målingsfunktionen også forsynet med et utal af andre måle- og beregningsangivelser til bestemmelse af for eksempel jævndøgn og solhverv, stjernetegnene, himmellegemernes og polarstjernens position og så videre.