ANNAS ROM GUIDE
Mino del Reame - italiensk billedhugger og arkitekt

virksom i Rom fra 1460 til 1480


Mino del Reame eller Mino dal Reame, Kongerigets Mino, Mino fra Kongedømmet, kaldtes han i Rom, fordi han kom fra Kongeriget Napoli. Og fordi man i Rom ville skelne ham fra en anden Mino, billedhuggeren Mino da Fiesole, som stammede fra Norditalien.

Man har i tidens løb været i tvivl, om der overhovedet er tale om 2 forskellige kunstnere, eller det blot har været tale om Mino da Fiesole, der i en periode arbejdede i Napoli, altså i "Il Reame". Giorgio Vasari, der skrev biografier af italienske kunstnere små hundrede år efter Mino's virke, havde ikke mange ord om Mino del Reame (i modsætning til oplysningerne om Mino da Fiesole) og det er heller ikke mange værker, som har været tilskrevet ham - og af disse endda flere, der af andre tilskrives Mino da Fiesole.

Der er idag stadig delte meninger om, hvorvidt der er tale om én Mino eller to personer med samme navn, der tilfældigvis levede på samme tid, havde samme arbejde og udførte (næsten) de samme værker, der kun adskilte sig stilmæssigt, hvilket måske kan forklares ved at Mino da Fiesole har haft elever og medhjælpere, som har udført nogle af de lidt anderledes udseende skulpturer og relieffer.

 

Af værker i Rom, som tilskrives Mino del Reame, kan nævnes:

i Kirken San Giovanni dei Fiorentini, på endevæggen i forrummet til sakristiet: statue af San Giovannino, udført i slutningen af 1400-tallet. Den har været tilskrevet både Donatello, Mino del Reame, Jacopo Sansovino og Michelangelo. Figuren blev renset og forgyldt i 1567 af Federico Zuccari og den har oprindeligt stået i Kirken Sant'Orsola della Pietà, der blev revet ned i 1889.

i Kirken Santa Maria Maggiore: et monumentalt hostie- og relikviealter, som blev udført sammen med Paolo Romano og Isaia da Pisa i 1463. Det blev senere fjernet og de mange relieffer anbragt forskellige steder i Kirken: 4 i Kirkens Apsis og resten i Kapitelsalen, der ligger i forbindelse med Kirkens Dåbskapel. Dette værk anses af nogle for udført af Mino da Fiesole. (Se foto nedenfor)

i Kirken Santa Maria in Trastevere, til højre i Hovedskibet: relief til hostiegemme, signeret af kunstneren med teksten "OPUS MINI". Dette værk anses af flere for udført af Mino da Fiesole.

 

 

Litteratur om Mino del Reame:
Allgemeines Lexikon der bildenden Künstler von der Antike bis zur gegenwart. Begründet von Ulrich Thieme und Felix Becker. Leipzig, Seemann, 1907-1950.
Caglioti, Francesco: Mino da Fiesole, Mino del Reame, Mino da Montemignaio: un caso chiarito di sdoppiamento d'identità artistica.
- i: Bollettino d'Arte, Fascicolo 67, maggio-giugno 1991. side 19-86.
Langton Douglas, R.: Mino del Reame.
- i: The Burlington Magazine for Connoisseurs, Vol. 87, No.510 (Sep.1945): pp.217-225.
abcroma: Mino del Reame (italiensk tekst).
Answers.com: Mino del Reame (engelsk tekst).
Info.roma: Mino del Reame (italiensk tekst).
Treccani: Mino del Reame (italiensk tekst).
Victoria and Albert Museum, V&A: Tabernacle (engelsk tekst).
Wikipedia: Mino del Reame (engelsk tekst).
Wikipedia: Maestro Mino, Mino del Regno (italiensk tekst).

Relief af Mino da Fiesole i Apsis i Kirken Santa Maria Maggiore

Et af Mino's relieffer fra det tidligere hostie- og relikviealter i Santa Maria Maggiore.

Reliefferne er idag opsat på væggen i Apsisbuen (se foto til højre)

Apsis i Kirken Santa Maria Maggiore

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 28.1.2011