ANNAS ROM GUIDE
Giovanni Paolo Panini - italiensk maler og arkitekt

1691 - 1765

Giovanni Paolo Panini, som blev både arkitekt og landskabs- samt arkitekturmaler, var født i Piacenza den 17. Juni 1691. Han studerede arkitektur i sin hjemby, men kom i 1711 - altså som 18-19-årig - til Rom, hvor han blev elev af maleren Benedetto Luti. I Rom logerede Panini i en ejendom ved Piazza Farnese, hvor han blev boende indtil 1722.

Den 8. Maj 1717 giftede Panini sig med Anna Teresa Faya og året efter fødtes den 23. Marts parrets første barn, sønnen Rinaldo Giuseppe, der senere selv blev arkitekt under navnet Giuseppe Panini.

I 1718 blev Panini den 9. Oktober medlem af kunstnernes lægbroderskab Congregazione dei Virtuosi og kort tid efter også af kunstnersammenslutningen Accademia di San Luca.

I disse år udsmykkede Panini gården og dele af Villa Patrizi med freskomalerier for Kardinal Giovanni Patrizi og i 1720 udførte han malerier til stueetagen i Palazzo De Carolis i Via del Corso. Herefter arbejdede han i et par år for Kardinal Spinola med udsmykning i Seminario Romano, for i 1722 af Pave Innocens XIII at få til opgave at dekorere mellemetagen i Palazzo del Quirinale.

I 1721 blev Panini's datter, Maria Caterina Livia, født den 14. Maj, men sørgeligt nok døde barnets moder året efter, den 7. August.

De første oliemalerier fra Panini's hånd, som man kender til, er fra 1723. De findes idag i Palazzo Reale i Torino.

I 1724 giftede Panini sig for anden gang, denne gang med Caterina Gosset, og parret flyttede sammen med resten af familien til Contrada dei Balestrari og blev del af menigheden ved Kirken San Salvatore in Campo. I de følgende år fik de flere børn: Marianna i 1726, Rosalba i 1727, Teresa i 1730 og Claudio i 1736. I 1738 fødtes sønnen Francesco, som senere kom til at arbejde sammen med sin fader.

Udover den ægteskabelige lykke, var dette ægteskab også til gavn for Panini's kunstneriske virke, da Caterina's søster var gift med maleren Nicolas Vleughels, som i 1724 blev udnævnt til direktør for Accademia di Francia a Roma. Denne familieforbindelse kom til at åbne mange franske døre for Giovanni Paolo.

I 1724 udsmykkede Panini loftet i biblioteket i Convento Cistercense di S. Croce in Gerusalemme med frekser med motivet il Trionfo della Croce (Korsets Triumf). Og i 1725-1726 udførte han opgaver for Kardinal Giulio Alberoni i dennes Palæ i Via del Tritone.

I 1729 udførte Panini kulisserne til festlighederne ved den franske tronarvings dåb. Opdragsgiveren var Kardinal von Polignac. Panini's malerier findes også i Frankrig og i 1732 blev han medlem af det parisiske Accademie Royale. Samtidig virkede han som lærer ved det franske Akademi i Rom.

Efter Maria Clementina Sobieska's død fik Panini i 1735 overdraget opgaven med at tegne udsmykningen omkring kisten og begravelsen i Kirken Santi Apostoli efter forlæg fra Ferdinando Fuga.

Giovanni Paolo Panini var nu efterhånden så kendt og hans arbejde så værdsat, at han også modtog mangfoldige opgaver fra udlandet, ikke mindst i form af oliemalerier med arkitekturmotiver.

Blandt Panini's interesser var også de humanistiske diskussioner, som afholdtes i foreningen Accademia dell'Accadia, hvor han blev medlem i 1743 og fik navnet Ludio Frigiense.

Fra 1733 og senere fra 1747 arbejdede Panini tæt sammen med sin ældste søn Giuseppe Panini.

I 1737 købe Giovanni Paolo Panini et hus i Via di Monserrato nr. 29, hvor han bosatte sig med hele sin store familie.

Fra omkring 1750 begyndte også Panini's yngste søn Francesco at arbejde sammen med faderen og storebroderen.

Den 14. April 1761 døde Panini's hustru Caterina og blev begravet i familiens sognekirke San Giovanni in Ayno. Kirken blev senere sækulariseret og alt indretning og de fleste minder er idag væk, da huset bruges som almindelig butik.

Den 21. Oktober 1765 døde Panini selv og også han blev begravet i den lille sognekirke.

De fleste af Giovanni Paolo Panini's malerier findes på muséer over hele verden og kun få er at finde i Rom. Dog kan man i Galleria Corsini se et maleri af Portico d'Ottavia, samt 2 billeder af ruiner.

I Accademia di San Luca findes også et par ruin-malerier,

og i Palazzo del Quirinale er en af salene freskoudsmykket af Panini. I Quirinalets have findes også i lysthuset et maleri, som Panini har udført.

Litteratur om Giovanni Paolo Panini:
Allgemeines Lexikon der bildenden Künstler von der Antike bis zur gegenwart. Begründet von Ulrich Thieme und Felix Becker. Leipzig, Seemann, 1907-1950.
Treccani.it: Dizionario Biografico: Panini, Giovanni Paolo.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 1.6.2021