Denne gamle kirke, som ikke længere er i brug, står i kvarteret Rione Regola på hjørnet af Via di Monserrato og Piazza de' Ricci. Den er viet til San Giovanni Evangelista, Evangelisten Johannes, og har et tilnavn, som gennem tiderne har været: .. in Ayno, in Ajno, in Agino, in Angina og de Arena. Man har forsøgt flere tolkninger af det usædvanlige tilnavn, men ingen er blevet bredt accepteret. 

De ældste former fra slutningen af 1100-tallet var "in Agina", "de Agina", "naina", "de harena", "in Aina", kan have været udtalt om "in ajno", men præcis hvad "agina" betyder, vides ikke. "harena" er latin for ordet "sand", men Kirken ligger ikke særligt tæt på flodbredden, så denne teori har ikke vundet hævd og spørgsmålet står stadig åbent. 

Kirken kendes fra 1186, hvor den findes nævnt i en bulle, udsendt af Pave Urban III, som en af filialerne under Kirken San Lorenzo in Damaso.

I 1380 er San Giovanni-kirken sognekirke for områdets beboere og har måske allerede fungeret som sådan i en længere periode.

Den gamle kirke havde form som en basilika med et bredt midterskib og to smallere sideskibe. Foran havde den en lille portico. På sidevæggen mod Piazza de' Ricci kan man stadig se rester af den øverste udskårne gesims, som stammer fra Middelalderen.    

Kirken har åbenbart på dette tidspunkt været bredere end den bygning, vi ser idag. Der er teorier om, at den måske også har optaget en del af Piazza de' Ricci og senere er blevet genopbygget i en mindre udgave. Måske i forbindelse med at det gamle Palazzo Calcagni i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet blev overtaget af Ricci familien. Det var omkring dette tidspunkt, at det L-formede Palazzo Ricci blev bygget ved Piazza de'Ricci og en del af kirkebygningen kan være forsvundet eller inkorporeret i det nye palæ.

I slutningen af 1500-tallet sørgede en vis Giusto Bonanni, Jesuiterpræst og muligvis medlem af lægbroderskabet Arciconfraternita dell'Orazione e Morte, som dengang havde fået tildelt kirkebygningen, for en restaurering af ejendommen. En indskrift over Kirkens dør i Via di Monserrato  minder om denne begivenhed. På grund af ejerskabet kaldtes Kirken dengang i folkemunde Chiesa della Morte. Menigheden omfattede i 1566 40 huse med 300 beboere.

Efter en visitats i 1660 berettes det, at der i Kirken var 3 fællesgrave, hvoraf en var for børn og de to andre for voksne. Disse var blevet indrettet af sognepræsten i 1634. Til gengæld fandtes der ikke til Kirken knyttet en kirkegård eller udendørs begravelsesplads.  

I 1697 skal der kun have været 30 familier i det lille sogn, men Kirken forblev dog med at fungere som sognekirke og efter at den nærliggende Kirke San Nicola degli Incoronati var blevet revet ned i 1804, flyttede sognebørnene herfra til San Giovanni in Ayno.   

Det varede dog kun kort. I 1825 ophørte San Giovanni in Ayno med at være sognekirke og alle sognebørnene blev overført til Kirken Santa Lucia del Gonfalone. Kirken fortsatte dog sin religiøse funktion for sammenslutningen Pia Unione di Sant'Anna, som fik den overdraget i 1833.

I slutningen af 1800-tallet blev Kirken sækulariseret og bygningen solgt til andre formål.

Bygningens hovedindgang er i Via di Monserrato, til højre for gadenummer 125, i en høj, bred, rektangulær, profileret marmorkarm under en let fremspringende tværbjælke, der bærer en profileret halvcirkelformet marmorbue, som slutter i en lille sløjfe foroven. I buen var der tidligere et maleri af Jomfru Maria med Jesus Barnet.  Over døren sidder, midt på karmen, et lille våbenskjold, og på den brede tværbjælke over dette findes en indskrift til minde om Giusto Bonanni's restaurering: "Divo Evange Iusti Bonanni geminensis pia cura a fund restitutum ("Denne Kirke er dedikeret til San Giovanni Evangelista; (den) blev genopbygget fra grunden af Giusto Bonanni fra San Gimignano").  

Også frisen øverst på facaden bærer en indskrift, der relaterer til denne begivenhed. Her står: "An Sal Christianae MDDC" ("I det Herrens År 1600?"). Årstallet er uforståeligt og uklart, da MD svarer til 1500 og C til 100, men MDDC giver 1500+500 +100! Fortolkningerne har her også været mange, nogle mener, at det er fejlskrevet for MDXC = 1590, et år som Pave Sixtus V udråbte til ekstraordinært Jubelår. Andre mener, at der burde have stået MDIC = 1599. Men disse 2 årstal anses for at være alt for sent sat i forhold til facadens byggestil, der i stedet indikerer slutningen af 1400-tallet eller begyndelsen af 1500-tallet. Det skal bemærkes, at der på et tidspunkt er sket en reparation af frisen og tagkonstruktionen på dette sted, hvorved noget af teksten i årstallet er blevet flyttet eller ændret og tilsyneladende forsøgt rettet.

I 1552 -1571 blev Kirken overladt til lægbroderskabet Compagnia dell'Orazione e Morte, før dette i 1576 flyttede til Santa Caterina della Rota og senere til Santa Maria dell'Orazione e Morte i Via Giulia. Broderskabet lod den gamle kirke restaurere sammen med det hus, som sognepræsten beboede. 

På hver side af hovedportalen sidder et firkantet vindue i profileret marmorramme og over dette en høj niche i en profileret marmorbue. I nicherne var tidligere malerier af henholdsvis San Giovanni Battista (Johannes Døberen) og San Giovanni Evangelista. Til venstre for døren findes et kældervindue i en bred marmorramme. Facaden er på hver side afgrænset af en flad marmorsøjle, som går op til frisen under taget og her afsluttes af en profileret kapitæl. Øverst afsluttedes facaden tidligere af et trekantet gavlfelt, hvori der var en fresko af Gud Fader.

Kirkebygningens højre sidemur vender ud mod Piazza de' Ricci. Den består af 2 dele, den til højre har 3 etager og 2 fag vinduer i brede, lyse stukrammer på etagerne og høje portbuer i samme slags rammer i stueetagen. Den venstre del har kun 2 etager og 3 fag, der på begge etager består af vinduer i samme slags rammer som til højre. På førstesalen bæres alle rammer af små udskårne konsoller. Bemærk den omhyggeligt udskårne frise over førstesalens vinduer. Det er rester fra Middelalderens kirkebygning. Over denne facade havde Kirken engang et lille klokketårn (som i 1660 var forsynet med 2 små klokker) og nedenfor en sideindgang.

Foto: cop. Leif Larsson

Inde i Kirken var der 3 altre med malerier af Giuseppe Passeri forestillende Sant'Anna e Maria bambina ("Santa Anna og Maria som barn"), af Antonio Amorosi med motivet: Jesu Fødsel ("Natività"), af Giacomo Diol, som havde udfærdiget 2 runde billeder af San Giovanni Battista og San Giovanni Evangelista. Samt et maleri af Giovanni Conca, forestillende San Giovanni Evangelista.

Nogle kilder nævner også et maleri af San Lucovico re di Francia (San Louis, konge af Frankrig) i en niche i den ene side. Og at alteret med San Giovanni Evangelista i venstre side først var kommet til senere som en gave fra Giulio Ricci i 1684, hvor loftet blev fornyet med bjælker i malet træ og et midterfelt med "San Giovanni in atto di scrivere l'Apocalisse" ("San Giovanni i færd med at skrive Apocalypsen"), malet af en elev af Lazzaro Baldi. Desuden blev der måske på dette tidspunkt åbnet et firkantet vindue på facaden mellem de 2 nicher. Det kan ses på tegninger fra 1800-tallet. På den måde har området heroppe, der til dels anvendtes som kor, fået tilført lys.

Alteret til højre blev bygget i 1694 af sognepræsten Porfirio Antonini, der viede det til Santa Anna. På et tidspunkt var altertavlen her et maleri af Ferdinando Bonaventura Paolo forestillende Sant'Anna, San Gioacchino e Maria bambina.

I begyndelsen af 1700-tallet blev højalteret lavet om og et maleri af Giuseppe Passeri med motivet "La Natività di Gesù" blev opsat. Der er lidt forskellige oplysninger om dette billede. ifølge én optegnelse skulle Passeri være kunstneren bag værket, mens andre tilskriver det Antonio Amorosi og tillægger Passeri ophavsretten til altertavlen på højre side. Her erstattede det en gammel og meget dyrket fresko af Madonna della Salute, som blev skåret ud af væggen i oval form og hængt op over alteret.

I 1729 kunne Kirken genindvies efter denne ombygning. 

I Kirken fandtes også flere gamle gravmæler, blandt andre et for Porfirio Antonini (død 1718) med en marmorbuste udført af Bernardino Ludovisi.  Den flyttedes i 1899 til sognekontoret ("ufficio parocchiale") ved Kirken San Lorenzo in Damaso. Også maleren Giovanni Paolo Panini og hans anden hustru Caterina Gosset  blev begravet her i henholdsvis 1761 og 1765.

Til venstre for Kirkens lille portico var der i sin tid et sakristi og en vindeltrappe, der gik ned til kælderen og op til sognepræstens bolig, der lå på førstesalen i nabohuset, som også på et tidspunkt har tilhørt Ricci-familien. 

Litteratur om San Giovanni in Ayno:
Armellini, Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 419-421.
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola / a cura di Carlo Pietrangeli. - Parte II: 3. edizione, 1984. ------- side 26, 28, 29, 30.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 20 (før de nyeste fund).
Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. 1. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1998. - 12. Itinerario: Santa Caterina da Siena ff.   
- side 55-56.
Alvaro de Alvariis' Photostram på Flickr.
Info.roma.it: San Giovanni in Ayno.
Romachurches / Churches of Rome Wiki: San Giovanni in Ayno.
Romasegreta.it: Via di Monserrato.
Romeartlover.it: S. Giovanni in Ayno.
Wikipedia (italiensk tekst): Chiesa di San Giovanni in Ayno.
www.borgato.be: Via di Monserrato.