|
|
|
|
|
Camilla af den gamle og magtfulde romerske Orsini-familie var født i 1603 som datter af Hertugen af Bracciano Virginio Orsini og Flavia Damasceni Peretti. Parret havde fine aner, Virginio Orsini var barnebarn af Hertug Cosimo I af Medici fra Firenze og Flavia Peretti var grandniece af den 13 år tidligere afdøde Pave Sixtus V. Desuden var hendes oldemoder i familie med Pave Paul III og hendes tipoldemoder var Felice della Rovere, Pave Julius II's uægte datter. Camilla var en af de yngste i en søskendeflok på omkring 8 brødre og 3 søstre og hun voksede op i Benediktiner-Klosteret Santissima Concezione i Firenze. Senere kom hun til Medicihoffet hos den fromme Christine af Lorraine og under denne opvækst dannedes Camillas religiøse kald. Hun var gerne gået i kloster, men allerede som 9-årig arrangerede hendes fader en forlovelse med Marco Antonio Borghese, der var nevø af den på det tidspunkt siddende Pave Paul V, og i 1619 blev de unge gift. Med i ægteskabet fik Camilla en medgift på 150.000 scudi. Paven havde sørget godt for sin nevø, han havde skaffet ham den spanske titel Prins af Sulmona (dette område lå i Kongeriget Napoli) og han havde ligeledes købt et område i Morlupo. Den spanske Konge havde i 1605 givet Marcantonio titel af spansk adelsmand og både Venedig og Genova havde givet den unge mand æresborgerskab. I 1613 havde Paven desuden foræret ham et palæ i Campo Marzio-kvarteret. Paul V overværede selv brylluppet. Han afholdt messen og han gav det unge par sakramentet bagefter. Vielsen skete i Cappella Paolina i Palazzo del Quirinale, så finere og mere højtideligt kunne det ikke blive. Året efter udnævnte Paven Marcantonio til General for den pavelige hær. Den nye "stilling" som husfrue i en af tidens mægtigste familier i Rom blev lidt af en omvæltning for den stille pige, som kompenserede ved at bruge en stor del af sin tid på barmhjertighedsgerninger og besøge hospitaler og fattige familier. Romerne elskede hende for det og kaldte hende iflg. Dunn (se litt.note 1 nedenfor) for "la grande elemosiniera" ("den store almisseuddeler") og betragtede hende som samtidens romerske helgeninde "Santa Francesca Romana". Lidt mondænt liv måtte Camilla dog også føre. Husholdningen var stor og heri var inkluderet en lille gruppe musikere, der blandt andre talte komponisten Luigi Rossi, som var berømmet for sit klaverspil, og en harpenistinde, Costanza de Ponte, som Rossi ægtede i 1627. Stephenson (se litt.note 2 nedenfor) fortæller, at Camille var meget stolt af sine musikere og lod dem rejse rundt til andre hoffer for at optræde. De var blandt andet ved Medici-hoffet i Firenze en længere periode af 1635. I 1624 blev Camilla moder til sønnen Paolo Borghese, der blev gift med Olimpia Aldobrandini, der var en slægtning til den tidligere Pave Clemens VIII (1592-1605). Paolo døde imidlertid allerede i 1646 og Olimpia blev hurtigt gift igen, så da Marco Antonio Borghese døde i 1658, indsatte han Camilla som arving og hun kom til at opdrage de 2 børnebørn Maria Virginia og Giovanni Battista, som Paolo havde fået med Olimpia. Som enke kunne Camilla så endelig begynde at tænke på at gå i kloster og hun grundlagde derfor i 1668 et Kloster for nonne-Ordenen Santissima Annunziata, der var startet i Genova i 1604. Nonnerne bar en blå dragt, hvorfor de kaldtes "le turchine". I 1670 donerede Camilla 80.000 scudi til opførelsen af Klosteret på en grund på Esquilinhøjen i nærheden af Santa Maria Maggiore. Det var nu hendes mening at trække sig tilbage til dette Kloster, men børnebørnene og svigerdatterens familie gjorde hvad de kunne for at få hende fra denne tanke. Langt om længe lykkedes det dog Camilla omkring 1676 at få opfyldt sit ønske, da hun - vist i al hemmelighed - flyttede ind i Klosteret Convento di Santa Lucia della Ginnasie. Tre år senere flyttede hun til det nye Convento della Santissima Annunziata delle Turchine, hvor hun aflagde klosterløfte tog tog navnet Suor Maria Vittoria (hun omtales derfor også nogle gange som Maria Vittora (Camilla) Orsini Borghese). Fra 1679 var Suor Maria Vittoria Prior i Klosteret og hendes portræt kan ses i Klosteret af samme navn på Via Portuense (efter at Rom i 1870 blev del af det samlede Italienske Kongerige, blev Kirken og Klosteret overtaget af Staten og Augustinernonnerne flyttet til et hus på Via Portuense). (se Klosterets side med portrættet her) - Et andet portræt, udført af Marco Benefial, kan ses i Galleria Pallavicini i Rom (se det her). Camilla Orsini Borghese døde i 1685 og noget tid efter forsøgte man at sætte gang i en beatifikationsproces, men den blev senere stoppet. Blandt Camilla Orsini Borghese's gerninger i Rom kan nævnes at hun omkring 1656-1670 donerede en sum på 500 scudi (5000 iflg. Gaetano Moroni (se litt.note 3 nedenfor)). til byggeriet af en lille kirke, Oratorio di Santa Maria della Concezione, ved pigehjemmet Conservatorio delle Viperesche i Via di San Vito. Desuden syede hun alterduge og lignende, samt udførte statuetter af Madonna med Barnet, som hun gav til forskellige kirker. Efter sine 3 år i Monastero delle Ginnasie donerede Camilla 3.000 scudi til nonnerne, da hun flyttede til "sit eget" Convento della Santissima Annunziata. Men allerede i første halvdel af 1600-tallet var Camilla blandt initiativtagerne til opførelsen af Convento dei Santi Giuseppe ed Orsola i Via Vittoria (bygningerne anvendes ikke længere som kloster, men huser Conservatorio di Santa Cecilia). Ved Camilla's død havde en anden formuende romerinde, Laura Maninozzi d'Este, overtaget opgaven med at yde dette kloster, der også nogle gange blot kaldes Monastero di Sant'Orsola, økonomisk støtte, så nonnerne kunne optage fattige unge piger og sætte dem i vej. Unge kvinders ønske om at trække sig tilbage til et roligt liv i et kloster var ganske almindeligt i samtiden, ligesom det var et almindeligt ønske hos aldrende enker. Camilla Orsinii's egen kusine, morbroderen Michele's datter Camilla Damasceni Peretti, der var 7 år ældre end Camilla Orsini, blev i 1618 nonne i den særlige orden "Monaca Domenicana Mantellata" i Klosteret ved Kirken Santa Caterina di Siena i Rom og tilbragte tilsyneladende resten af sit liv her. Det var dog langtfra altid et oprigtigt ønske om et tilbagetrukket liv i bøn og meditation, der lå til grund for de mange adelige døtre, som havnede i Roms mange klostre. Der fandtes også ulykkelige skæbner i blandt nonnerne, som historien om Suor Maria Alaleona illustrerer. Litteratur om Camilla Orsini Borghese: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|