Conservatorio delle Viperesche kan ses som nr.14 på nedenstående kort fra 1693. - (Se kortet med nummerforklaringer her)
|
|
|
Conservatorio delle Viperesche |
|
Dette hjem og kostskole for unge, fattige piger har mange forskellige navne: Conservatorio della Santissima Concezione, Conservatorio delle Viperesche, Monastero delle Viperesche og Conservatorio della Santissima Immacolata Concezione di Maria. HISTORIEN: Det var en institution, som den adelige romerinde Livia Vipereschi - deraf nogle af navnene - havde grundlagt i 1668 for at give fattige unge piger muligheden for at få en uddannelse og en medgift, så de kunne ernære sig hæderligt eller gifte sig i stedet for at ende som prostituerede i Roms gader. Det var yderligere Instituttets målsætning at optage unge piger, som andre lignende institutioner havde afslået at modtage. Dette kan have været tilfældet for den tilsvarende institution, som nonnerne fra Congregazione delle Suore Oblate del Bambino Gesú havde åbnet i 1667, og som havde fået så godt et ry, at selv bedrestillede unge piger blev sendt i denne "skole". Livia Vipereschi var ikke ene i sit forsæt, men fik hjælp af en anden adelsdame Lucrezia Rospigliosi, hvis mand var nevø til Giulio Rospigliosi, der var blevet valgt til Pave med navnet Clemens IX i 1667 - altså året før de to "veninder" grundlagde deres Institut. En tæt tilknytning til en Pave har nok også fremmet deres muligheder for godkendelse af projektet. For at sådan en institution skulle kunne oprettes og fungere i datidens Rom, krævedes Kirkens "velsignelse", og med velviljen fra højeste sted fik Livia Vipereschi tilsagn fra Monsignore Giacomo De Angelis om at blive Instituttets protektor. Clemens IX godkendte det nye projekt og var også den, der udpegede protektoren, som på det tidspunkt var Viceregent i Rom. Desuden udpegede Paven 4 deputerede, der skulle styre Instituttet, og han gav også eleverne nogle særlige privilegier. Livia Vipereschi indsatte i December 1673 eller 1675 Instituttet som arving i sit testamente. Arven beløb sig til 300 scudi årligt. STEDET DENGANG: Instituttet blev indrettet i nogle bygninger, der havde facade ud mod nutidens gader Via Carlo Alberto, Via di Sant'Antonio all'Esquilino og Via di San Vito. I denne sidste fløj indrettedes nogle år efter en lille kirke Oratorio di Santa Maria della Concezione, også kaldet Santa Maria della Concezione delle Viperesche, der stadig eksisterer i Via di San Vito nr.10. Til byggeriet af dette kapel ydede en anden af tidens fromme adelsfruer, Camilla Orsini Borghese en betydelig sum. Området omkring bygningerne var dengang meget grønt og øde og bag Instituttets mure lå der en stor have, hvori der senere (omkring 1697-1701) blev opsat en fontæne, bekostet af Roms Viceregent Biskop Domenico Bellisario de Bellis. FORMÅLET: Det var som nævnt stifternes ønske at Instituttet skulle modtage piger, som ikke havde andre muligheder for at få et ordentligt liv: forældreløse og forladte pigebørn, gamle pebermøer og enker, som havde mistet deres forsøgere. Disse skulle nu hjælpes videre i livet ved uddannelse og kristen opdragelse, med bøn og arbejde. Deres klædedragte skulle være enkel, udført i billige materialer - "aldrig af silke" - og i mørke farver, uden udsmykning af nogen art. Pigerne levede meget afsondret og måtte kun modtage besøg af nære slægtninge. Instituttet sørgede for en medgift til hver af eleverne, så de enten kunne træde ind i et kloster og blive nonner eller blive gift. Det var meget nemmere for dem at finde en ægtemand, hvis de kunne bringe lidt økonomiske aktiver med ind i ægteskabet. Denne måde at hjælpe fattige unge piger i vej - og væk fra en fremtid som prostituerede - var meget brugt i 1600- og 1700-tallet, flere institutioner af samme type som Conservatorio delle Viperesche eksisterede allerede - og blev oprettet i de følgende år - rundt omkring i Rom og for at skaffe midler til dette arbejde, var det vigtigt at det blev synliggjort. Derfor opstod en særlig højtidelighed på dagen for Mariæ Bebudelsesdag den 25. marts, nemlig festen for de ugifte piger, La Festa delle Zitelle. På denne dag, samt på en dag i september måned, modtog en række udvalgte unge, ugifte og uformuende piger en medgift, så de herved var mere attraktive for de unge mænd, som søgte en hustru for at stifte familie. Festen udviklede sig til et særligt ritual, hvor de hvidklædte unge piger gik i procession gennem Roms gader fra Kirken Santa Chiara til Kirken Santa Maria Sopra Minerva, hvor Paven selv overværede messen og pengeuddelingen. Ved Instituttets opstart dekreterede Pave Clemens IX som særlig gunstbevisning, at Instituttets unge piger også skulle kunne udvælges til at modtage medgift i de år, hvor området ellers ikke hørte til blandt dem, hvor pengeuddelingerne blev foretaget. I starten var de ansatte ved Instituttet ikke nonner, men havde tilknyttet en skriftefader Karmeliter-Ordenen, nemlig sognepræsten ved den nærliggende Kirke San Martino ai Monti. Ret hurtigt ønskede de imidlertid en bedre religiøs forankring og lod sig i perioden 1670-1676 knytte til ordenen "Le Carmelitane Oblate" : "Lægsøstre af Karmeliter-Ordenen", også kaldet "Carmelitane Oblate dell'Immacolata Concezione" eller "Terziarie Carmelitane". ............. |
|
Conservatorio delle Viperesche kan ses som nr.14 på nedenstående kort fra 1693. - (Se kortet med nummerforklaringer her) |
|
SENERE: Med tiden begyndte Instituttet også at optage betalende elever, men man bibeholdt enkeltheden i klædedragten, der for alle var den samme: en kjole i sort uld. I begyndelsen af 1800-tallet lod Pave Pius VII komplekset restaurere og Kirken blev ved denne lejlighed indbygget i skole- og boligbygningerne. I 1869 overgik ledelsen til Ordenen "Maestre Pie Venerini", som videreførte Oblaternes arbejde, og Instituttet fortsatte sit virke også efter at Rom blev indlemmet i Kongeriget Italien. På et tidspunkt i 1900-tallet skiftede Institutionen navn til Convitto Vipereschi della Santissima Concezione. "Convitto" betyder "kostskole". Idag er skoledelen forsvundet og stedet fungerer som pensionat for kvindelige studerende i Rom. Det ledes nu af Ordenen "Pie Discepole del Redentore". STEDET IDAG: Instituttet består af en stor flerfløjet hjørnebygning rundt om en have med høje træer. Facaderne vender ud mod Via di Sant'Antonio all'Esquilino og Via di San Vito. De er enkle, pudset i en okker farve og uden ret meget udsmykning. Mod den første gade er det kun de lyse rammer om vinduerne, der bryder facaden, hvoraf hjørnedelen rager noget frem i gadebilledet. Mod den sidste gade er der lidt mere udsmykning, da alle førstesals vinduerne er forsynet med en vandret overligger. Huset er i 3 etager, 2 øvre etager og en stueetage, der mod Via di San Vito har vinduer i buede rammer mellem de mange rektangulære døre, hvoraf den midterste er indsat i en enkel, men elegant marmorramme. Midt i denne facade ligger Kirkefacaden med nogle stukmarkerede flade søjler på hver side af en midterdør i bred travertinramme og enkle tilgitrede sidevinduer uden rammer. Over døren er der en rund ramme med et Madonna-billede i majolika i en buet ramme af bemalede blomster i guirlander. Under billedet er der en hylde og et felt med indskriften: "Tota Pulchra es Maria" ("Du er fuldkommen smuk, Maria") og nedenunder: "C G AD MCMIX" ("Det Herrens År 1919). Teksten refererer til Maria-billedet, der er af Immacolata-typen (Den Ubesmittede Maria). Over Maria-billedet i den runde ramme sidder et aflangt vindue i en kraftig marmorramme. Litteratur og links om Conservatorio delle Viperesche: |
