|
|
|
|
|
1512 - 1581 Det er ikke så forfærdeligt meget vi kender til Luca Peto's private forhold, hvor han var født, hvem der var hans forældre, hans tidligste opvækst og lignende. Måske er han i familie med den Antonio di Paolo Peti, der var Conservatore i 1437, og måske var han broder, eller fader eller onkel, til den "Lorenzo Peti di Ripa", der var Caporione i 1576 og 1582. Luca Peto kalder sig iøvrigt Lucas Paetus på latin. Og han var født i 1512, antagelig i Rom. Han studerede jura, tilsyneladende med speciale i administration og civilret, og arbejdede fra 1555 for Roms kommunale domstol, Tribunale Capitolino. Han benævnes i 1571 og 1575, hvor han havde hvervet som Conservatore i Rom, som "Dr." for Doctor / Dottore, en titel som hans juridiske eksamen berettigede. Conservatorerne var på dette tidspunkt udnævnt af Paven til at udgøre byens råd og sørge for det praktiske styre. Med til dette var også Roms kvartersledere, "i Caporioni", og deres øverste, "il Priore dei Caporioni". Peto havde hvervet som Caporione i 1549. Her omtales han som "Luca Peto di Ripa", måske han endnu ikke havde fuldført sit jurastudium - eller det er blot en udeladelse ikke at medtage hans titel, det vides ikke, men i 1571 noteres det, at han er "Dr." og fra Rione Campitelli og i 1575, at han er fra Rione Sant'Angelo. Vi ved fra andre kilder, at Peto havde en ejendom i området nedenfor den senere Spanske Trappe og Kirken Trintà dei Monti på Pincio-højen. Måske ved den gade, der idag hedder Via dei Condotti. Han havde imidlertid også et hus nede i byens centrum, nord for nutidens Via del Portico d'Ottavia, i Via di Sant'Angelo in Pescheria. Dengang kaldtes denne gade Via della Tribuna di Campagna og i 1587 lod Pave Sixtus V den brolægge af "Messer Mario Delfino", "fra stykket foran juristen Luca Peto's hus og frem til bagsiden af Sant'Angelo in Pescheria". Peto's ejendom må altså have befundet sig et stykke nordligere end fiskemarkedet ved siden af Kirken. I 1557 gik Tiberen over sine bredder i løbet af September måned og som resultat faldt en af de i 1552 nyopførte bropiller på den gamle bro Ponte Emilio ("Ponte Rotto") sammen. Det medførte, at også de 2 nybyggede brobuer faldt sammen og med dem det lille Kapel, som Pave Julius III havde ladet opføre. Man forsøgte forgæves at reparere på de resterende søjler og dele ved at bygge en træbro, der var holdt oppe af trosser, men resultatet blev ikke godt. Pave Gregor XIII besluttede derfor i 1572 at broen simpelthen skulle genopbygges i sten. Luca Peto stillede her et forslag om at erstatte de 2 sammenfaldne buer med én bredere bue, således at den ødelagte bropille kunne fjernes og vandet derved få et bedre gennemløb. Hans forslag blev imidlertid forkastet og broen i stedet genopført i sin tidligere skikkelse af Matteo Bartolani i perioden 1573-1575. En af de administrative poster, som Luca Peto bestred, var den som leder af restaureringen af Ponte Sisto ("Commissario per il restauro di Ponte Sisto"). Dette arbejde fandt sted i 1564, hvor Pave Pius IV den 30. Oktober beordrede broen undersøgt, da den var i fare for at falde sammen. Paven hidkaldte i denne anledning den ledende "Conservatore" i Roms Kommune for at beordre broen repareret på bekostning af Kommunen (kaldet "det romerske folk"), selvom dette skulle medføre udskrivningen af en ny skat. Kommunen var ikke begejstret for denne opgave og Paven lod derfor beslaglægge den afgift på kød, som opkrævedes ved byportene. Og han lod først beløbet tilbagebetale, da de kommunale myndigheder den 26. August 1565 havde udpeget en kommission, som skulle tage sig af reparationen. I denne kommission sad Luca Peto sammen med Marcello Negri, Rutilio Alberini og Tommaso Cavalieri. I slutningen af året begyndte man så indkøb af træ til arbejdet og i begyndelsen af 1567 valgte kommissionen Vignola som arkitekt på opgaven og Matteo da Castello som muremester for byggeriet. For at skaffe penge til projektet solgte Kommunen en ejendom, hvor det kommunale trykkeri tidligere havde ligget. Byggeriet stod færdigt efter 3-4 år, men håndværkerne fik først deres betaling i 1569. I samme periode blev den snoede og dårlige vej mellem floden og Trinità dei Monti rettet ud og istandsat. Det var Pave Paul II, der iværksatte dette arbejde i 1544, men det tog tilsyneladende mange år at udføre, for i 1566 omtales gaden stadig som "den nybyggede gade" ("via noviter constructa"). Måske arbejdet trak ud, fordi flere ejendomme skulle eksproprieres, blandt andet kom vejføringen til at gå gennem Luca Peto's ejendom. I 1567 udgav Peto bogen "De iudiciaria formula Capitolini Fori", som var en samling formularer til brug for Roms senatoriale domstol. Bogen blev genoptrykt 5 gange indtil 1625. Anden-udgaven kom i 1578 og efter revisionen af Roms statutter i 1580 udsendtes en revideret udgave i 1587, samt udgaver i 1610 og 1625. En anden stor sag, som Peto kom til at stå for, var retableringen af akvædukten Aqua Virgo / Acqua Vergine. Herom har Luca Peto selv berettet i sin bog "De restitutione ductus aquae Virginis", som blev trykt i Rom i 1570 og i "De Mensuriis", som blev trykt i Venedig i 1573. Vandrørene til denne akvædukt ligger blandt andet under området ved Via di Condotti, hvor Peto boede, og han modtog for sit arbejde med gendannelsen af vandforsyningen og saneringen af det lavtliggende og sumpede område som gave "un'oncia d'aqua" : "en unse vand" fra vandledningen til brug i sit hus og have. For dræningen af området stod også arkitekten Giacomo della Porta og Kommunens arkitekt Bartolomeo Gritti/Gripetto. Sammen med Peto udpegede Kommunen 3 andre "supervisore": Mario Frangipani, Rutilio Alberini og Horatio Nari. Den øverste ledelse havde dog Pavens repræsentant Kardinal Giovanni Ricci. Saneringen fik hurtigt betydning for området, der med de forbedrede jordforhold nu kunne udnyttes og bebygges bedre. 1557 var Tiberen gået over sine bredder i løbet af September måned og som resultat var en af de i 1552 nyopførte bropiller på den gamle bro Ponte Emilio ("Ponte Rotto") faldet sammen. Det medførte, at også de 2 nybyggede brobuer faldt sammen og med dem det lille Kapel, som Pave Julius III havde ladet opføre. Man forsøgte forgæves at reparere på de resterende søjler og dele ved at bygge en træbro, der var holdt oppe af trosser, men resultatet blev ikke godt. Pave Gregor XIII besluttede derfor i 1572 at broen simpelthen skulle genopbygges i sten. Luca Peto stillede her et forslag om at erstatte de 2 sammenfaldne buer med én bredere bue, således at den ødelagte bropille kunne fjernes og vandet derved få et bedre gennemløb. Hans forslag blev imidlertid forkastet og broen i stedet genopført i sin tidligere skikkelse af Matteo Bartolani i perioden 1573-1575. I 1580 fik Luca Peto endnu en opgave af Pave Gregor XIII, da der skulle udfærdiges en revision af reglerne for udnævnelsen af byens Senatore og dennes beføjelser. Faktisk var det i det hele taget Roms statutter, som blev revideret og trykt i den nye udgave i 1580 som "Statuta Urbis". Peto var altså en af hovedmændene i dette arbejde og i 1587 udkoms hans overvejelser i denne forbindelse i en revideret udgave af sin bog "De judiciaria formula Capitolini Fori ad S.P.Q.R.", hvis første udgave var udkommet i 1567. Luca Peto's reviderede statutter - hvori han samlede og systematiserede alle de pavelige ordrer og dekreter - var så gennemarbejdede, at de var i brug indtil år 1847. De nye statutter gjaldt ikke for de kirkelige domstole, men kun for de kommunale og for "notarii capitolini", de kommunale notarer og jurister, som var indskrevet i Collegio dei Notai Capitolini.
Litteratur om Luca Peto: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|