I kvarteret Rione Ripa står - ved den lille gade Vico Jugario og øst for det udgravede område Area Sacra di Sant'Omobono - den Kirke, som har givet navn til området: Kirken Sant'Omobono, som i 1575 efter en total genopbygning blev viet til helgenen Sant'Omobono Tucenghi, som også kaldes Sankt Homobonus.

Kirkens YDRE:

Kirkens facade har stadig form som da den blev opført i det sene 1500-tal, men dengang var den beklædt med travertin, hvor den nu er delvist dækket af et pudslag over murens teglsten. Denne ændring stammer fra 1940'erne. Facaden rejser sig stejlt over en høj dobbelttrappe, der giver den et lidt majestætisk og noget tillukket udseende (se foto af Alvaro de Alvariis). Det er ikke en facade, der byder de forbipasserende indenfor, og Kirken er da heller ikke normalt åbent. I disse år er den ydermere under restaurering og derfor kun undtagelsesvist åben.

Når kirkefacaden i den grad tårner sig op over de forbipasserende, skyldes det også, at gadeniveauet i forbindelse med udgravningerne blev sænket, og Kirken derved kom til at stå på en højere bakke. Udgravningerne har til gengæld bragt mange tempelrester for dagen. Et par tvillingetempler viet til henholdsvis Mater Matuta (tættest på Kirken) og Fortuna (mod gadehjørnet). Det er dog kun de sydligste to trediedel af Sant'Omobono, der opbygget over Mater Matuta-Templet. På Kirkens anden side har man fundet rester af et fleretagers lejlighedskompleks, som kan være det såkaldte Insula Volusiana.

Den nederste del af facademuren - bag trappen - er stadig dækket af fliser i travertin, men herover er der et højt område i teglsten, som afsluttes af en bred, profileret travertingesims, omtrent på højde med midten af indgangsdøren. Gesimsen støtter 4 høje, flade søjler i teglsten med enkle, profilerede travertinbaser og profilerede kapitæler under en bred, profileret frise, som dækker hele facadens bredde og toppes af et trekantet gavlfelt. På frisen står "In Hon. B. Mariæ Virg. ac SS. Homoboni et Antonii Pad." : "Til ære for Den Hellige Jomfru Maria og helgenerne Homobonus og Antonius af Padova".

De 4 søjler flankerer facadens 2 sidefelter, mens midterfeltet udfyldes af indgangsportalen, der består af en profileret ramme under en bred frise og et profileret, trekantet gavlfelt. Samt over dette en stor, profileret, kvadratisk ramme omkring et rundt vindue. I rammens hjørner og på dens sider er der relieffer af englehoveder og karyatider. I hvert sidefelt er der forneden en høj nichebue og over denne en firkantet, profileret ramme. Det er muligt, at nicherne engang har været bemalede og at de på et eller andet tidspunkt har huset statuer af Santo Stefano - som et minde til den tidligere titelhelgen og Kirken Santo Stefano de Fovea - og Sant'Alessio, på hvis helgendag - den 17. Juli - man fandt det undergørende billede, kaldet Santa Maria in Portico. Der er dog ingen sikker viden om dette.

Til venstre for facaden er der tilbygget en moderne mur og et hus med kommunale kontorer i samme stil, så Kirkens venstre sidemur er skjult. Men den højre sidemur kan ses fra det udgravede område. Herudtil er der først en lavere loggiabyggget terrasse, hvor der står og er ophængt forskellige arkæologiske fund fra tempelområdet nedenfor. Ovenover loggia'en ses kirkemuren i teglsten uden vinduer inden den ender i en lige så høj sekskantet apsis i teglsten, der toppes af en smallere "krave" under en lav kuplet "kalot".

Kirkens INDRE:

Da Kirken er bygget ovenpå ruinerne af Antikkens Mater Matuta-Tempel, samt på rester af Middelalderens bebyggelse i Templet, har bygningen en uregelmæssig grundplan, hvor indgangsmuren mod nord - i let østlig retning - og den halvcirkelformede apsis mod syd - i let vestlig retning - ikke ligger helt i linie.

Kirkerummet er langt og med kun ét skib, men i hver væg er der 4 buer, hvori der står sidealtre eller er ophængt forskellige mindesten. Loftet er udført med forgyldte kassetter og stammer fra en restaurering i 1856. I midten sidder et stort maleri af C. Mariani, udført i 1877 og forestillende "Incoronazione della Vergine fra i santi Omobono e Antonio": "Jomfru Maria krones, flankeret af helgenerne Sant'Omobono og Sant'Antonio". Da billedet blev restaureret i 1940, opsatte man samtidig Roms våben. I gulvet kan man nogle steder se spor efter en tidligere gulvbelægning.

I højre side ses:

Under den første bue 2 mindetavler fra 1900-tallet.

I den anden bue står Altare di Sant'Antonio, som i 1610 blev bekostet af den rige frakkeskrædder Lorenzo Lini, der også havde betalt for Kirkens restaurering. En mindesten på indgangsvæggen beretter om dette. Altertavlen forestiller "Sant'Antonio che adora Gesù" : "Sankt Antonius (da Padova) tilbeder Jesus". Den er udført af Vincentius Milione, som både har signeret og dateret den i 1767.

I den tredie bue er der en dør, som fører ud til loggia'en med udsigt over det udgravede område. Tidligere førte døren ud til et nu nedrevet sakristi. Øverst i buen ses en fresko fra 1600-tallet forestillende "La Cacciata dal Paradiso terrestre" ("Uddrivelsen af det Jordiske Paradis").

I den fjerde bue sidder en mindesten omhandlende restaureringen af loftet i 1872.

Apsisrundingen er udsmykket med malede marmorfliser og et maleri af "Madonna con il Bambino fra i SS. Salvatore e Alessio" ("Madonna med Barnet mellem Frelseren og Sant'Alessio") og derover et andet af "Il Salvatore in Gloria" ("Frelseren i sin Herlighed"). Billedet tilskrives Pietro Turino og skal være fra 1510 ifølge et dokument, der fandtes i arkivet i den gamle Kirke Santa Maria in Portico. Altermalerierne er dog restaureret flere gange. De flankeres af 2 høje, flade søjler med forgyldte kanter, der bærer ligeledes kantforgyldte konsoller under en vandret profileret og kantforgyldt overligger og et brudt, trekantet gavlfelt med forgyldte og udskårne gesimser omkransende et maleri af Helligåndens Due.

I venstre side ses:

I den øverste og fjerde bue: en gravsten for Giacomo Capretti, som døde i 1578.

I den tredie bue: et gravmæle for Satri-familien, som Stefano Satri de Baronilis, der døde i 1483, havde ladet opføre. Han var leder ("Guardiano") i lægbroderskabet Compagnia di Santa Maria in Portico og giver af midlerne til byggeriet af den kirkebygning, som står her idag. I krypten under blev hans hustru Maddalena degli Arlotti og sønnen Giovan Battista Satri begravet. Monumentet (se foto på Nettet) består af en høj og bred base i 2 dele. Den underste er uden udsmykning, mens den øverste i midten har et våbenskjold flankeret af 2 bladguirlander under 2 kerubhoveder. Oven på basen står i hver side en lav, smal, flad søjle med reliefudsmykning, som gentages på en vandret overligger, der toppes af flere små udskårne gesimser. Hovedfeltet mellem søjlerne er et vandret indskriftsfelt under et relief af en profileret bue, hvori der er 3 buster af de nævnte personer fra Satri-familien. I indskriftsfeltet står: "Stephani Satri de Baronilis civi rom coniugi carissimo basilice huius instauratori eiusdemq bonor fructuumq donatori ac Iohanni Baptiste utriusq filio dulciss olim vita functis Magdalena dearloctis uxor pientiss vivens sibiq moriture deinceps posuit". Satri havde selv ønsket denne begravelsesplads i sit 2. testamente af 4 Marts 1483, hvori han efterlod en sum af 30 dukarer til opbygningen af "unum sepulgrum marmoreum" (altså et gravmæle i marmor). Han havde også angivet hvor i kirken, monumentet skulle opsættes, nemlig "ad manum dextram in yntroytu dicte ecclesie et ubi dictus testator alias designiavit". Heri nævnes således, at monumentet skulle opsættes i Kirkens højre side ("dextram"), men det blev altså ændret og befinder sig jo nu på venstre væg. Om det på et tidspunkt er blevet flyttet, eller om det efter ønske blev ændret, da det blev bygget, vides ikke.

Stefano Satri døde som nævnt i 1483 og kort tid efter satte hustruen Maddalena gang i udførelsen af gravmælet, hvor også hun selv blev afbilledet, selvom hun altså stadig var i live. Det ses også af relieffet, hvor hun er vist med enkeslør og parret holder hinandens hænder, selvom deres blikke skuer i forskellig retning. Det er antikke gravrelieffer, der har inspireret den ukendte kunstner, og personerne er da også iklædt antikke romerske dragter. Stefano klædt i toga - men også med en 1400-tals hue på hovedet og en bryllupsring på højre hånd. Sønnen står bagved og strækker armene ud, så han kan lægge hænderne på forældrenes skuldre. I Musei Vaticani kan man i Galleria Lapidaria se et antikt gravmæle, der har netop samme opbygning og må have tjent til indspiration for Satri-familien. Dette relief fandtes midt i 1400-tallet i Advokat Andrea Santacroce's hus, hvorfra han ville lade det flytte til Kirken Santa Maria in Publicolis ved Piazza Giudea. Senere flyttedes det til Giacomo Santacroce's hus og senere igen til Musei Vaticani. (Læs mere i artiklen "Un Indagine storico-artistica delle sepolture femminili nel Rinascimento romano" af Anne Cavallaro).

I lunetten øverst i den tredie bue er der en fresko fra 1600-tallet forestillende Gud Fader ("il Padre Eterno") som "guddommelig skrædder", der syer en pels til Adam.

I den anden bue står Altare di Sant'Omobono med en altertavle, der forestiller "il Santo che dà le vesti a un mendico" : "Helgenen giver tøj til en tigger", udført i 1600-tallet og ofte tilskrevet Giovanni Antonio Galli, kaldet Lo Spadarino, som virkede i 1615-1645, men også anset for et værk af Longhi.

I den første bue er der en dør ind til Sakristiet og på væggen og gulvet hænger og står fragmenter og fund fra udgravningen af området udenfor i Area Sacra di Sant'Omobono og fra det Tempel, hvorpå Kirken er bygget. Under kirkegulvet kan man se spor af en tidligere gulvbelægning.

På indgangsvæggen hænger forskellige mindesten. Til højre en fra 1600-tallet, hvorpå der omtales indstiftelsen af en fond, der hvert tredie år skulle udbetale medgift til en ung pige. En anden sten minder om restaureringen af Altare si Sant'Antonio i 1767.