ANNAS ROM GUIDE

Casa di Pietro Paolo Francisci detto della Zecca

--- på hjørnet af Via di Monserrato  nr 2 og Via del Pellegrino ---

Se nr. 71 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen

I kvarteret Rione Regola står på hjørnet af Via di Monserrato og Via del Pellegrino et stort, gammel hus, som kaldes Palazzo eller Casa di Pietro Paolo Francisci efter den mand, der ejede det i 1400-tallet.

Pietro Paolo Francisci blev af Pave Paul II (1464-1471) overladt ansvaret for Pavestatens møntprægning, der kaldes "la Zecca". Denne bestilling gav ham øgenavnet Pietro Paolo della Zecca og hans hus kaldtes derfor også Casa di Pietro Paolo della Zecca

Man mener, at huset er bygget omkring 1470, og det rejser sig på en ret speciel trekantet grund i den spids, hvor Via di Monserrato og Via del Pellegrino mødes. Hushjørnet er dog ikke helt tilspidset, men afskåret, så der også opstår en smal facade ud mod den lille plads, hvor gaderne mødes med sidegaderne Vicolo della Moretta og Vicolo del Malpasso, samt Via dei Cartari og den nordfrakommende Via dei Banchi Vecchi.   

Casa di Pietro Paolo della Zecca - cop.Leif Larsson...Casa di Pietro Paolo della Zecca - cop.Leif Larsson
Casa di Pietro Paolo della Zecca - cop.Leif Larsson

Man mener, at vi her står overfor et af de ældste eksempler i Rom på, hvorledes man kan udnytte sådan en smal, trekantet grund. Opførelsesåret 1470 er beregnet udfra den type kapitæler, som søjlerne i loggia'en øverst i huset er forsynet med, da disse er meget lig dem, der er benyttet i det gamle Albergo dell'Orso, der vides at være bygget omkring 1460.     

Casa di Pietro Paolo della Zecca - cop.Leif Larsson
Casa di Pietro Paolo della Zecca - cop.Leif Larsson

Under en restaurering i 1940 fandt man rester af den tidligere facadebemaling, som ellers kun kendtes fra gamle beretninger. Her fortaltes det, at der lige ved det sted, der kaldtes Chiavica di Santa Lucia, og på gaden mod Corte Savella (nutidens Via di Monserrato), kunne ses en meget smuk dekoreret facade med malerier af tidens store kunstnere udi dette gebet: Polidoro da Caravaggio og Maturino da Firenze. Her skulle blandt andet være malet mytologiske scener med Clelia der på en hest bæres over Tiberens vande. Flere steder på facaden kan man stadig skelne rester af bemalingen med forskellige arkitektoniske elementer, mens selve historiemaleriet er for bleget til at kunne identificeres.

Casa di Pietro Paolo della Zecca - cop.Leif Larsson
Casa di Pietro Paolo della Zecca - cop.Leif Larsson

Også på facaden mod Via del Pellegrino kan man se rester af bemaling - og på den øverste af bygningens 4 etager: den gamle loggia under det meget kraftigt fremspringende tagudhæng.

Både på facaden mod Via del Pellegrino (foto til venstre) og på den mod Via di Monserrato (foto til højre) ses rester af bemalingen mellem de høje vinduesbuer i profilerede rammer af travertin. Under vinduesrækkerne løber smalle profilerede gesimser, der ligeledes er udført i travertin.   

Casa di Pietro Paolo della Zecca - cop.Leif Larsson.....Casa di Pietro Paolo della Zecca - cop.Leif Larsson
Casa di Pietro Paolo della Zecca - cop.Leif Larsson

I stueetagen findes hovedindgangen i en bue i Via di Monserrato nr. 2, mens en tilsvarende bue i Via del Pellegrino er blevet tilmuret.

På muren i Via di Monserrato, tæt ved hushjørnet, er indemuret en gammel travertinstolpe og indsat en indskriftstavle fra 1759 med et forbud mod at henkaste affald på stedet.

Casa di Pietro Paolo della Zecca - cop.Leif Larsson
Casa di Pietro Paolo della Zecca - cop.Leif Larsson

Mellem vinduerne på førstesalen blev der kort efter 1870 opsat et våbenskjold med en kronet ørn og teksten "AEIOU": "Austriae est imperare orbi universo", som skulle minde om Kejser Frederik III, der kom til Rom i 1462 for at blive gift med Eleonora af Portugal, som boede her i huset som gæst hos Pietro Paolo della Zecca. Våbenskjoldet er senere flyttet og findes idag i gården til Ospizio Teutonico di Santa Maria dell'Anima.   

 

Litteratur om Casa di Pietro Paolo Francisci detto della Zecca:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola / a cura di Carlo Pietrangeli. - Parte II: 3. edizione, 1984. ------- side 16-19.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 20 (før de nyeste fund).
Tomei, Piero: L'Architettura a Roma nel Quattrocento. - R. Istituto d'Archeologia e Storia dell'Arte. - Roma : Multigrafica Editrice, 1977.
- side 245, 252, 261, 274.
Info.roma.it: Palazzo di Pietro Paolo Francisi o della Zecca.
Romasegreta.it: Via dei Banchi Vecchi (nederst på siden!).
Romeartlover.it: Casa di Pietro Paolo della Zecca

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 21.4.2021