ANNAS ROM GUIDE

Museo Barracco

- Corso Vittorio Emanuele II nr. 166 -

Se under nr. 44 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

Dette Museum, der indeholder en stor samling skulpturer fra Middelhavsområdet, både fra Antikken og senere tider, var samlet af Baron Giovanni Barracco, som i 1902 havde doneret samlingen til Roms Kommune. Oprindeligt havde Museet til huse i en bygning ved Via Paola og Via Acciaioli, men denne blev revet ned i 1930'erne og samlingen blev istedet i 1947 overført til det af Kommunen overtagne og restaurerede Palazzo Farnesina ai Baullari ved Corso Vittorio Emanuele II. Museets fulde navn er: Museo di Scultura Antica Giovanni Barracco.

Ved nutidens trekantede Plads mellem gaderne Via Paola, Via Acciaioli og Corso Vittorio Emanuele II, hvor der idag er indrettet en stor busholdeplads, stod inden de store nye gadeanlæg og dermed forbundne saneringer den bygning, som fra 1905-1938 husede Baron Barracco's store samling af antikke skulpturer.

Bygningen var tegnet af arkitekten Gaetano Koch og havde form af en tempelfacade mellem 2 lange ét-etagers sidemure med hver 3 højtliggende vinduer. Indgangen i midten lå omkring 8 trin oppe af en bred marmortrappe, hvor 2 flade og brede mursøjler udgjorde en lille frempringende forbygnings hjørner og sider. Efter et kort mellemrum stod der 2 runde søjler omkring selve indgangen. Alle søjlerne havde lave baser og joniske kapitæler og bar en bred frise med indskriften Museo di Scultura Antica under et profileret trekantet gavlfelt. Denne facade vendte ud mod Corso Vittorio Emanuele II.

På dette sted faldt også det gamle Consolato dei Fiorentini i 1940 for vejforbindelsen til den nye Tiberbro Ponte Principe Amedeo d'Aosta.

Giovanni Barracco, der levede fra 1829 til 1914, var politiker og interesseret i kunst, arkitektur og historie. Han var ven med flere arkæologer og samlede efterhånden en mængde antikke skulpturer, som han - af mangel på direkte arvinger - i 1902 donerede til Roms Kommune, der til formålet overlod ham et stykke jord mellem Corso Vittorio, Via del Consolato og Via Paola, hvor Barracco selv bekostede museumsbygningen opført.

Museo di Scultura Antica blev indviet i Januar 1905 og havde som direktør arkæologen Ludwig Pollak, der udvidede samlingen med nye indkøb.

I 1938 blev den gamle bygning som nævnt revet ned og i 1947-1948 blev samlingen opstillet i Palazzo Farnesina ai Baullari, hvor man blandt andet i Portico'en kan se en antik gravstatue fra det 4. århundrede før Kristus og en kristen sarkofag fra begyndelsen af 300-tallet.

Det "nye" Museo Barracco er i 3 etager. I den høje stueetage er der i den venstre side nogle kontorer, mens der længere fremme er en informationsskranke og billetkontor, samt til højre den såkaldte "Sala Museo". Ved siden af denne findes trappen til Museets første sal, der har 4 udstillingsrum: ud for trappen "Sala Egizia" med ægyptiske statuer, og til venstre herfor "Sala Egizia, Sumera, Assira" med ægyptisk, sumerisk og assyrisk kunst. I hjørnerummet til venstre: "Sala Etrusca" med etruskisk kunst og i det tilstødende rum "Sala Cipriota" med kunst fra Cypern.

andensalen er der først til højre et meget langt rum, kaldet "Sala Greca". Denne græske udstilling fortsætter i hjørnerummet til venstre, samt i de 2 siderum til venstre. Endelig er der i bygningens højre side en "Sala Romana" med romersk kunst.

I Museet findes også det såkaldte Biblioteca Barracco, samt Biblioteca Pollak, som doneredes af arkæologens arvinger.

DOMUS AI BAULLARI:

Under museumsbygningen findes der rester af en antik ejendom, omtalt som "Domus ai Baullari", der af og til er tilgængelig for besøgende. Ruinerne fandtes under den restaurering af Palazzo Farnesina ai Baullari, som udførtes i slutningen af 1800-tallet af arkitekten Enrico Guj efter at en del af ejendommen var blevet fjernet for at give plads til den udvidede Corso Vittorio Emanuele II.

Guj sørgede for at redde fundene og ændre bygningens nye facade så dette kunne ske, samt udføre en krypt, hvis perimeter svarer til balustraden og trappen ved adgangen til Museet.

Her - 4, 40 meter under nutidens gadeniveau - stod i Senantikken, omkring 300-tallet efter Kristus, et romersk "domus", en herskabsejendom, hvoraf der er bevaret en del af "peristylet", et åbent gårdrum omgivet af søjler. Kun en del af søjlegangenes 2 sider står her stadig med søjler, der er genbrugt fra en tidligere bygning. Fire søjler er i hvidt marmor og 2 i marmorsorten cipollino. Tre af de 6 søjler står på omvendte kapitæler fra Kejser Augustus' tid.

Mellem søjlerne er der indsat murværk i det såkaldte "opera listata" ("Opus vittatum, også kaldet opus listatum, var en gammel romersk byggeteknik introduceret i begyndelsen af det fjerde århundrede, lavet af parallelle vandrette forløb af tufblokke vekslet med mursten." / Wikipedia). På indersiden af disse mure og på gulvet var fladerne udsmykket med "opus sectile" ("en teknik beslægtet med mosaik. Opus sectile anvender udskårne og polerede stenplader i forskellige farver, både til ornamentale og figurative fremstillinger." / Wikipedia). Af denne dekoration er der dog meget lidt tilbage. De mure, der vendte mod gårdspladsen var derimod bemalede og disse malerier er taget ned og findes nu i Museets undervisningssal ("Sala Didattica"). Det drejer sig om en scene med tigerjagt, en med jagt på hjorte, en med fiskeri og en fresko af en andefugl. Også disse malerier menes at stamme fra 300-tallet.

På et senere tidspunkt blev der i peristylet opsat et rektangulært vandkar i cipollino-marmor med fod i hvidt marmor. Karret menes fremstillet af genbrugsdele fra det 1. århundrede efter Kristus. Da karret blev opsat lavedes der også render og rum i gulvet til en underjordisk vandledning.

Til sidst menes bygningen at være overgået fra at være herskabsbolig til at blive brugt som lager eller butik. Her blev tilsyneladende opsat et afvejnings- eller målebord, et såkaldt "mensa ponderaria", som bestod af en travertinblok med 4 fordygninger i forskellig størrelse. Et sådant opstilledes i offentlige handelsbygninger for at man kunne afmåle nøjagtige kornmængder.

 

Litteratur om Museo Barracco:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13. + Tav. 233 L.
Coarelli, Filippo: Roma. (Guide archeologiche Laterza). Roma-Bari, Edizioni Laterza, 3.edizione, 2003.
- side 331-332.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1981.
--- Rione V Ponte, Parte 4 / a cura di Carlo Pietrangeli- 3. edizione. ------ side 9, 10, 11.
--- Rione VI Parione, Parte 2 / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione. ------ side 70.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Lombardi, Ferruccio: Le piazze storiche di Roma esistenti e scomparse. Newton & Compton, 2001.
- side 238-240.
Simoncini, Giorgio: Roma : le trasformazioni urbane nel Quattrocento. Vol. I : Topografia e urbanistica da Bonifacio IX ad Alessandro VI. Leo S. Olschki Editore, 2004. (L'ambiente storico : Studi di storia urbana e del territorio, X).
- side 32, 33, 236.
Alvaro de Alvariis' foto på Flickr: Museo e Palazzo Barracco.
borgato.be
Info.roma.it: Palazzetto Le Roy Piccola Farnesina ai Baullari.
Museo di Scultura Antica Giovanni Barracco: The "Farnesina ai Baullari".
Roma Sotterranea: Domus ai Baullari
RomArtGuide: Museo Barracco.
RomeArtlover.it: Palazzo della Farnesina ai Baullari.
Sovrintendenza Capitolina ai Beni Culturali: Casa romana sotto il Museo Barracco.
Turismoroma.it: Palazzetto Le Roy.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 30.11.2023