ANNAS ROM GUIDE

Palazzo Farnesina ai Baullari

- Corso Vittorio Emanuele II nr. 166 -

Se under nr. 44 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

Dette kompakte Palæ, som står med sin charmerende facade ud mod Corso Vittorio Emanuele II, vest- og sydsiden mod den smalle Vicolo dell'Aquila, og østsiden mod Via dei Baullari, blev påbegyndt opført i 1523 af den franske prælat Tommaso Le Roy, som på latin kaldtes Tommaso Regis. Denne var kommet til Rom i 1494 i den franske Kong Karl VIII's følge og kom til at udføre vigtige hverv ved Pavehoffet. For sine tjenester fik Le Roy adelspatent og mulighed for at købe denne grund i Rom, hvor han ønskede at rejse et prægtigt palæ: Palazzo Le Roy. Uden sikre kildehenvisninger mener man dog at være ret sikre på, at arkitekten var den berømte Antonio da Sangallo il Giovane.

Tommaso Le Roy fik i sit våben lov til at indlemme de franske liljer, som kan ses i facadens dekorationer med den følge, at disse blomster forveksledes med Farnese-familiens våben, hvorfor Palæet senere kaldtes Palazzo Farnesina - det lille Farnesepalæ - ved Via dei Baullari.

Tommaso Le Roy døde i 1524 og som hans arving videreførte hans nevø Raoul Le Roy byggeriet, som han lod dekorere og forsyne med rigt udstyr.

I 1527 angreb Kejser Karl V's lutheranske landsknægte Rom, som de erobrede for derefter i månedsvis at hærge og plyndre byen. Le Roy's nye Palæ blev voldsomt skadet under krigen, men blev hurtigt restaureret, efter at tropperne i 1528 havde trukket sig tilbage.

I 1546 overlod Raoul Le Roy Palæet til sin søn Francesco Le Roy, der derefter overlod det til sin broder Pietro, som nu solgte det til Sigismondo Martignoni. Der dog heller ikke beholdt bygningen, som i 1578 købtes af Camillo Bucimazza. Dennes broder og arving Alessandro Bucimazza var Benediktinermunk og testamenterede Palæet til Klostret ved Kirken San Paolo fuori le Mura, der overtog bygningen i 1622.

I de følgende år fulgte en retssag mellem Klostret og Le Roys arvinger, indtil disse i 1628 atter blev Palæets ejere, men dog udlejede det til Papirio og Federico Silvestri di Cingoli - som 10 år efter købte alle rettigheder af Benediktinermunkene. Endnu en retssag endte med at Silvestri-familien fra 1671 blev de endelige ejere og de beboede Palæet helt op til begyndelsen af 1800-tallet.

Flere andre familier købte og beboede Palazzo Farnesina ai Baullari i løbet af 1800-tallet, men i 1885 købte Kommunen bygningen. Det var på denne tid, at den nye brede boulevard Corso Vittorio Emanuele II skulle anlægges og de ved siden af Palæet stående småhuse, Case dei Tomarozzi, blev revet ned, mens det samme skete for en del af Palæet, der derved mistede sin oprindelige facade. Roms Kommune udskrev herefter en konkurrence om en restaurering af Palæet og den blev i 1887 vundet af arkitekten Enrico Guj.

Efter restaureringen blev det besluttet at anvende Palæet, nu også kaldet Piccola Farnesina, som sæde for Roms Bymuseum, Museo di Roma, og her blev de mange akvareller med scener fra det gamle Rom, som var udført af Ettore Roesler Franz, udstillet. Senere flyttede kommunale kontorer ind og redaktionen af tidsskriftet Capitolium.

I 1947 blev Palæet valgt til at huse det Museo Barracco, hvis sæde ved Via Paola og Via Acciaioli i 1938 var blevet ned. Museet, der indeholder en stor samling skulpturer fra Middelhavsområdet, både fra Antikken og senere tider, var samlet af Baron Giovanni Barracco, som i 1902 havde doneret samlingen til Roms Kommune.

EN TUR RUNDT OM PALAZZO FARNESINA AI BAULLARI:

Selvom det ser ud som om Palaæets hovedfacade vender ud mod Corso Vittorio Emanuele II, er dette ikke korrekt. Her er godt nok en meget pyntet og charmerende facade med noget, der minder om en hovedindgang i højre side. Men den benyttes idag af det såkaldte Museo Barracco - hvorimod selve Palazzo Farnesina - eller Palazzo Le Roy - har facade mod vest, ud mod den lille gyde Vicolo dell'Aquila.

Palæets vestside:

er opført i 1523 og har de gamle originale mure vendende ud mod Vicolo dell'Aquila, hvor der i det fjerde fag er en høj indgangsbue omkring det gamle Palæ's hovedindgang.

Der er på denne side ialt 6 fag, men det første hjørnefag mod Corso'en hører til den del, der blev tilbygget efter at facaden mod denne gade var blevet revet ned ved gadeudbygningen og derpå genopført af arkitekten Enrico Guj i 1880'erne. Dette fag er lidt anderledes end de øvrige 5. Her er en høj stueetage bestående af en stor bue i en lille buegang og derover et lille vindue i en profileret travertinbue på førstesalen. Buen sidder i en større firkantet ramme af travertin, mens muren omkring herinde er i gule teglsten. Mellem disse 2 etager løber en bred frise med relieffer af de franske liljer fra Le Roy's våbenskjold og mærket for dennes fødestavn Bretagne: hermelinskind. Andensalen har også ud mod gyden en høj bue bag en balustrade af travertin og på hushjørnet til venstre sidder et stort våbenskjold. Et mindre vindue på trediesalen afslutter hjørnefacaden, der på begge sider af det enkelte række fag har rækker af tilhuggede stenkvadre som hjørnebeskyttelse.

En lignende række stenkvadre sidder også på muren til den del af facaden, som tilhører den oprindelige bygning, der her er i 5 fag og 4 etager, hvoraf de 2 øverste flugter med hjørnefagene, mens den nederste del af facaden er noget anderledes. For det første er der her nederst en række små kældervinuder i en mur, der er lavest mod syd, men lidt højere mod nord. Over disse sidder - på hver side af den høje indgangsbue - 2 høje vinduesbuer omrammet af denne del af facadens kraftige skal af lidt grovere tilhugne stenkvadre. Facaden ovenover er dækket af gule teglsten omkranset af vandrette friser i flere lag, samt profilerede vinduesrammer i travertin omkring de 5 høje vinduer, hvoraf de nederste toppes af skiftevis buede og trekantede gavlfelter. Som også på de øvrige facader er tagudhænget her båret af udskårne konsoller og forsynet med felter indeholdende relieffer af liljer og hermelinskind.

Palæets sydside:

står ud mod den del af gyden Vicolo dell'Aquila, som her går fra vest mod øst. Facaden her består af de gamle originale mure fra 1523. Også herudtil har bygningen 5 små kvadratiske vinduer i den høje kælder og 5 høje vinduesbuer over en fremspringende gesims. Muren er på disse 2 etager beklædt med grove, tilhugne kampesten. Herover er der en række aflange sten, alt i travertin ligesom førstesalens profilerede vinduesrammer og skiftevis buede og trekantede gavlfelter. Over en høj frise sidder andensalens 5 høje vinduer, hvoraf nogle er tilmurede, i profilerede rammer under vandrette overliggere. Det er værd at bemærke, at facaden her er udsmykket og opbygget på samme måde som vestfacaden. Friserne med våbensmærkerne, de franske liljer og de bretonske hermelinskind, menes udført af Jean de Chenevières, som døde i Rom i 1524 eller 1527. Denne arkitekt, som også omtaltes som "architector Rothomagensis civitatis", arbejdede i 1518 på Kirken San Luigi dei Francesi og for Tommaso Le Roy.

Palæets østside:

som nu vender ud mod Via dei Baullari og det lille torv mellem denne gade og Palæet, vendte engang ud mod en smuk have, som man godt kan forestille sig ud fra den elegante facade, der dog stammer fra slutningen af 1800-tallet, hvor arkitekten Enrico Guj tilrettede den med rampe og trapper, samt doppelt loggia, for at få den til at hænge sammen med den nye påsatte nordfacade mod Corso Vittorio Emanuele II. Denne udgør mod Via dei Baullari det første fag i højre side. Resten af facaden består af en form for 3-længet bygning med 2 fag mod højre, 3 tilbagetrukne fag i midten og 1 bredt fag til venstre. Dette gælder dog kun den øverste del af bygningen, da de 2 nederste etager er dækket af en sammenhængende mur. (Se foto af Alvaro de Alvariis).

Facaden er på denne side pudset op i en lys farve, der nederst har markerede vandrette linier og øverst blot plant puds med rækker af tilhugne sten på hjørnerne. Ligeså urolig facaden kan virke ved denne opbygning, ligeså uharmonisk er vinduerne anbragt. I venstre side er der tale om ét vindue, der sidder midt mellem stueetagen og førstesalen, mens andensalens vindue er meget højt, højere end de 2 tilsvarende til højre, men magen til det yderste nye hjørnefag.

Midt i den gamle del af facaden sidder hovedindgangen i en høj bue, der dækker både stueetagen og førstesalen. For at komme op til indgangen anbragte Guj som nævnt en smuk trappe med drejede marmorbalustre og en halvcirkelformet forplads. Bag indgangen til Museo di Scultura Antica Giovanni Barracco, som omkring 1938 blev flyttet hertil fra sit tidligere sæde ved Via Paola og Via Acciaioli, gemmer sig en søjleomkranset gårdsplads med rester fra en antik bygning, som blev genopbygget her i forbindelse med den store restaurering af Palæet i slutningen af 1880'erne.

Palæets nordside:

med den dobbelte loggia og de mange søjler og hvidmalede dekorationer stammer fra perioden 1898-1904, da den gamle facade og en del af bygningen blev revet ned for at give plads til Corso Vittorio Emanuele II. Herudtil har Palæet en høj kælder og 3 etager i samlet 6 fag, som dog er opført som 2 forskellige dele. (Se foto af Alvaro de Alvariis).

Til venstre er der 3 høje kældervinduer under 3 høje buer med stueetagens vinduer, alle i en facade dækket med groft tilhugne stenkvadre. Herover løber en smal frise med relieffer af Le Roy's våbensmærker, de franske liljer og de bretonske hermelinskind. Ovenover en bred frise i puds med indridset vandret stenmønster. Denne afsluttes af en smal frise med mønsteret "løbende hunde" under førstesalens 3 høje vinduer i profilerede travertinrammer toppet af skiftende buede og trekantede gavlfelter. Herover endnu en smal frise med relieffer og derpå et bredt bånd med vandrette stukstriber under andenetagens høje vinduer i profilerede travertinrammer under vandrette overliggere. Øverst ses - over endnu en smal udskåret frise - det fremspringende tagudhæng, båret af udskårne konsoller mellem felter indeholdende relieffer af våbensmærkerne.

Facadens højre del ser meget anderledes ud: Nederst er kælderetagen væk til fordel for en af grå søjler båret høj bue med indgang til en lille portico. De 2 midterbuer skaber indtryk af en 3-fags indgang og det samme gør sig gældende på etagen ovenover, hvor der bag en lav balustrade gemmer sig endnu en lille søjlegang med en midterbue og 2 mindre sideåbninger. Andensalen er opbygget på samme måde, bortset fra at der heoppe ikke er nogen buer, men vandrette overliggere over søjlernes korinthiske kapitæler. Mellem stuk- og travertinrammer er facaden beklædt med gule teglsten. Bygningens hjørner - og ligeså samlingerne mellem de 2 bygningsdele - er forsynet med lodrette rækker af tilhugne sten.

LIDT MERE HISTORIE om OMRÅDET:

Området omkring nutidens Palazzo Farnesina ai Baullari var i Antikken rigt bebygget med store, offentlige bygninger. Mod sydøst stod det store Teater med tilhørende søjlegangsanlæg, som Gnaeus Pompeius Magnus havde ladet opføre omkring år 50 før Kristus, og mod nordøst stod Domitian's store Odeum-bygning. Mod vest lå flere store bygninger, blandt andet et af de store staldanlæg til væddeløbsholdeneKejser Augustus' tid, samt en Mithras-helligdom og senere en gammel kirke (nutidens San Lorenzo in Damaso), sammen med andre bygninger.

På det sted, hvor Palazzo Farnesina idag har sin østlige facade, ved det lille torv mellem Palæet og Via dei Baullari stod på et tidspunkt i perioden 350-500 efter Kristus en ejendom, kaldet "Domus di Via dei Baullari", med en sydvæg mod Pladsens sydside og Vicolo dell'Aquila.

Af denne bygning har man i slutningen af 1800-tallet fundet rester af gulvbelægning i det såkaldte "opus sectile" ("en teknik beslægtet med mosaik. Opus sectile anvender udskårne og polerede stenplader i forskellige farver, både til ornamentale og figurative fremstillinger." / Wikipedia). Desuden rester af et rum, et peristylium, af søjler med bemalede overliggere og et vandkar eller stor fontæne. Alt dette menes iflg. Coarelli (se litt.nedenfor) at stamme fra en stor offentlig bygning, hvor søjlerne har været del af en åben søjlegang, som på et senere tidspunkt blev lukket af overliggerne i mursten, som i 300-tallet blev udsmykket med scener af fiskeri og jagt til hest.

Senere kom der gennem områdets bebyggelse til at løbe den såkaldte Via Papalis, hvorigennem de pavelige processioner fra Vatikanet til byen og Lateranet snoede sig og denne gade forløb lige nord for facaden på det senere opførte Palazzo Le Roy, som stod overfor en lille plads foran Kirken San Pantaleo, der opførtes i slutningen af 1100-tallet, mens Massimo-familien øst herfor bosatte sig i deres Palazzo Massimo alle Colonne med den buede facade ovenpå ruinerne af Odeum Domitiani.

I 1400-tallet bosatte mange betydende romerske familier sig langs Via Papalis, især på stykket mellem Kirken San Pantaleo og mod øst frem til Piazza degli Altieri (senere Piazza del Gesù). Det drejede sig blandt andre om familierne Muti, Musciani, Mazzatosti, Grifi og Massimo, der havde holdt til her siden 1268 og i 1460-1462 lod opføre det ovennævnte Palæ.

I 1499 lod Pave Alexander VI nogle huse på Piazza San Pantaleo rive ned for at udvide Pladsen og gøre Via Papalis bredere og mere egnet til de store processioner. Her gik det blandt andet ud over et hus ejet af bageren "mastro Giorgio panattiere".

I 1523 begyndte Tommaso Le Roy så opførelsen af sit Palæ, som beskrevet øverst på denne side. Bygningen kom til at rage meget længere frem mod nord, end det ses idag, da udvidelsen af Via Papalis til den bredere boulevard Corso Vittorio Emanuele II i 1888 medførte nedrivning af den nordlige og østlige facade, hvorved Palæet nærmest halveredes. På Nolli's Romkort fra 1748 ses Palæet til venstre for nr. 640 og her ser man, at der har været flere fløje med lange indkørsler og indre gårdspladser, hvor der idag kun er den lille ovenfornævnte gårdsplads. (Se billede fra 1828 på info.roma,.it).

I 1899 udgravede man 4 meter under gadeplan rester af de antikke bygninger (fra 300-tallet efter Kristus), som er omtalt ovenfor.

 

Litteratur om Palazzo Farnesina ai Baullari:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13. + Tav. 233 L.
Coarelli, Filippo: Roma. (Guide archeologiche Laterza). Roma-Bari, Edizioni Laterza, 3.edizione, 2003.
- side 331-332.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1981.
--- Rione VI Parione, Parte 2 / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione. ------ side 70.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Lombardi, Ferruccio: Le piazze storiche di Roma esistenti e scomparse. Newton & Compton, 2001.
- side 238-240.
Simoncini, Giorgio: Roma : le trasformazioni urbane nel Quattrocento. Vol. I : Topografia e urbanistica da Bonifacio IX ad Alessandro VI. Leo S. Olschki Editore, 2004. (L'ambiente storico : Studi di storia urbana e del territorio, X).
- side 32, 33, 236.
Alvaro de Alvariis' foto på Flickr: Museo e Palazzo Barracco.
borgato.be
Info.roma.it: Palazzetto Le Roy Piccola Farnesina ai Baullari.
Museo di Scultura Antica Giovanni Barracco: The "Farnesina ai Baullari".
Roma Sotterranea: Domus ai Baullari
RomeArtlover.it: Palazzo della Farnesina ai Baullari.
Sovrintendenza Capitolina ai Beni Culturali: Casa romana sotto il Museo Barracco.
Turismoroma.it: Palazzetto Le Roy.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 6.11.2023 og sidst opdateret d. 24.5.2024