ANNAS ROM GUIDE

Palazzo della Confraternita dei Macellai

- Piazza della Quercia nr. 27 -

Se nr. 55 på Bykort til den midterste del af Campo de' Fiori-turen

Ved siden af den lille kirke Santa Maria della Quercia står på hjørnet af den stemningsfulde Piazza della Quercia og sidegaden Via dei Balestrari en stor ejendom, som huser det lægbroderskab, der har opsyn med Kirken, nemlig Slagternes Lægbroderskab, Confraternita dei Macellai.

Piazza della Quercia. foto cop.: Leif Larsson
foto cop.: Leif Larsson

Bygningen er opført i 1700-tallet, samtidig med at Kirken Santa Maria della Quercia blev nybygget på det sted, hvor tidligere Kirken San Niccolò de Curte stod. Bygherren var Slagternes Lægbroderskab, Confraternita di Santa Maria della Quercia dei Macellai di Roma, og arkitekten menes at være den samme, som fra 1727 til 1730 stod for opførelsen af den nye kirkebygning, nemlig Filippo Raguzzini.

I 1730 erstattedes Raguzzini, der til hjælp havde Carlo De Dominicis, af en anden arkitekt, måske Domenico Gregori. Det er også muligt, at det er denne sidste, der var arkitekt på byggeriet af Lægbroderskabets domicil.

Bygningen fylder det meste af karréen mellem Piazza della Quercia, Via dei Balestrari og Vicolo del Giglio. I denne sidste gade i form af 2 sammenbyggede huse inden hjørnehuset mod Piazza Farnese.

Palazzo della Confraternita dei Macellai har mure, der er pudset op i en lys grågullig farve med flade, fremhævede, lodrette kantstykker i en mere gullig farve. Huset har 5 etager, hvoraf den øverste er en tilbygning på den del af ejendommen, der vender mod Via dei Balestrari. Alle de høje, vinduer er i profilerede stukrammer og smalle stukbånd løber under vinduesrækkerne.

Flere steder sidder mellem førstesalens vinduer nogle store og høje ovale malerier i snoede stukrammer. Billederne forestiller Lægbroderskabets skytshelgen Madonna della Quercia. Billedet af denne Madonna, der med sit Barn på skødet sidder foran et stort egetræs (quercia) grønne krone, hvorunder der går en okse og en vædder, er samtidig Broderskabets emblem.

EN TUR RUNDT OM PALÆET:

Hovedfacaden er mod Piazza della Quercia, hvor Palæet er bygget sammen med Kirken til venstre ved et smalt, 2-fags hus i 4 etager. Øverst flugter tagudhænget med den overbyggede femte etage i selve Palæet, der altså ialt har 5 etager ud mod sidegaden. At bygningen tidligere her kun havde 4 etager ses tydeligt af det gamle tagudhæng under den tilbyggede etage. Mod Piazza della Quercia har ejendommen 4 fag med et bredt mellemrum i midten, hvor førstesalens Madonna della Quercia-maleri hænger.

Piazza della Quercia. foto cop.: Leif Larsson
Billede på Piazza della Quercia nr 27. - foto cop.: Leif Larsson

Palæets hovedindgang findes her i Pladsens nr. 27, i facadens højre, let tilbagetrukne fag.

Piazza della Quercia. foto cop.: Leif Larsson
foto cop.: Leif Larsson

I stueetagen udgøres det næste fag af et lille, kvadratisk vindue i en flad, lys stukramme, mens der i det tredie fag - og Pladsens nr. 28 - sidder en smal dør i samme type ramme. Andre åbninger er der ikke hernede. Hushjørnet er svagt afrundet og stukken viger forneden for nogle brede, vandrette travertinblokke.

I Via dei Balestrari er der flere åbninger i gadeplan. I nr. 29 en bred portbue i bred stukramme, dernæst i nr. 30 en smal, rektangulær dør i samme type ramme og i nr. 31 en smuk buet portal flankeret af flade travertinsøjler forneden og en bred bue i stuk foroven, hvor den på midten afbrydes af en lodret travertinsten. Endelig er der til højre i nr. 32 og 33 to brede portbuer i lighed med den i nr. 29. Bygningen har ud til denne gade ialt 5 fag og stadig de 4 etager med en overbygget etage.

På førstesalens mur sidder mellem vinduerne yderst til venstre (over nr.29) og yderst til højre (over nr.32) to af de ovenfor omtalte malerier af Madonna della Quercia med vædderen og oksen ved egetræets fod.

Hushjørnet mod Vicolo del Giglio er afrundet som de andre hjørner og har også her forneden en række travertinblokke.

Mod Vicolo del Giglio består ejendommen af 2 sammenbyggede huse. Den første udgøres af hjørnehuset og har kun 2 fag i de sædvanlige 4 etager + 1 overbygget. Mellem vinduerne på førstesalen sidder her endnu et af de omtalte Madonna della Quercia-billeder. I stueetagen er der 2 delvist tilmurede døråbninger i brede stukrammer. Den venstre uden husnummer, mens den højre har nummer 6A. Ejendommen vender herefter ud mod en lille, smal indre gårdsplads, eller indkørsel. Hushjørnet er som de andre afrundet og sidemuren har her 4 fag, hvoraf de fleste er tilmurede.

Til at binde denne del af bygningen sammen med den næste, af samme udseende og dekoration men med fra starten af byggeriet 5 etager, er en lille pudset mur i knap en etages højde og afsluttet med et gitter foroven. I muren sidder en smal, uindrammet dør med gadenummer 7.

Palæets sidste del mod Vicolo del Giglio har 6 fag i 5 fulde etager. I stueetagen er der en række forskellige åbninger, først en delvist tilmuret, bred portbue, dernæst et tilgitret vindue og med husnummer 8 endnu en bred portbue. Herefter følger 2 vinduer og så - i nr. 9 - en gammel indgangsportal med travertinblokke forneden og sten- eller tufkarme foroven. På førstesalens mur over nr.8 sidder det sidste af Lægbroderskabets Maria-billeder.

Til højre for den sidste del af Palazzo della Confraternita dei Macellai fortsætter husrækken i Vicolo del Giglio med hjørnehuset mod Piazza Farnese.

Litteratur om Palazzo della Confraternita dei Macellai:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola, Parte II / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1984. ----- side 116.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 20 (før de nyeste fund).
Roma Sacra. Elio de Rosa editore, 13. Itinerario, 1998.
- side 2-5.
Alvaro de Alvariis' photostream på Flickr: S. Maria della Quercia.
Info.roma.it: Confraternita dei Macellai.
Roman Churches / Churches of Rome Wiki: Santa Maria della Quercia.
Romeartlover.it: S. Maria de' Macellari.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 27.10.2021 og sidst opdateret d. 6.11.2021