|
|
|
Carlo De Dominicis - romersk arkitekt 1696 - 1758 |
|
Carlo De Dominicis var ud af en familie af murermestre, som i 1600-tallet arbejdede for blandt andre familierne Mattei og Costaguti. Det var Tommaso De Dominicis, oldefader til Carlo, som omkring 1640 var flyttet med sin familie til Rom fra omegnen af Viterbo, hvor han var født omkring 1599. Han var fra 1631 gift med Felice Guerrini og arbejdede som murermester, da sønnen Francesco De Dominicis blev født i 1635. En efterkommer, Claudio De Dominicis, har i 2006 skrevet slægtens historie med særligt henblik på Carlo De Dominicis' liv - se litt.note nedenfor. Han mener, at Tommaso De Dominicis rejste til Rom for at arbejde hos familierne Farnese og Colonna og på denne måde også fik kontakt til Barberini-familien. Tommaso havde 8 børn, heraf 4 sønner. Blandt disse var Giuseppe De Dominicis, som var født i 1642. Han mistede allerede som 10-årig sin fader, men gik i hans fodspor og endte med selv omkring 1670 at blive murermester. Han giftede sig i 1662 med Anna Caterina Bianchetti, som året efter fødte deres eneste søn Bartolomeo De Dominicis. Bartolomeo blev gift i 1691 og også han gik i forfædrenes spor og blev murer og efter faderens død omkring 1697 overtog han værkstedet og blev murermester. Hans hustru hed Anna Santa Aldini og hun kom fra sognet San Bartolomeo all'Isola og det blev i denne kirke på Tiberøen, at familien fik deres gravkapel. Bartolomeo og Anna Santa fik børnene Cesare (født 1691), Filippo (født 1693), Marco Antonio (født 1694), Carlo - den senere arkitekt, født i 1696 - , Teresa (født 1699), Giuseppe (født 1701) og Scipione Pietro (født 1708). Alle Carlo's brødre blev murere, mens han selv fik lov at studere videre og uddanne sig til arkitekt. Omkring 1716 studerede han ved kunstakademiet Accademia di San Luca, hvor han vandt førstepreæmien i prisopgaven "Concorso Clementino". Det første værk, vi kender fra Carlo De Dominicis' hånd, er Gravmælet for Kardinal Carlo Bichi, som blev opført i Kirken Sant'Agata dei Goti. Kardinalen døde i 1718 og monumentet er fra omkring 1720. Kirken ejedes af Monastero di Montevergine, som ligger syd for Napoli. Carlo De Dominicis kom til at arbejde for dette kloster indtil 1725. I disse unge år menes det, at Carlo har arbejdet for arkitekterne Giovanni Battista Contini og Ludovico Gregorini. I årene 1719-1723 var han optaget en renovering af Kirken Santa Maria della Pietà dei Pazzarelli på Piazza Colonna (nutidens Santi Bartolomeo e Alessandro dei Bergamaschi), og i perioden 1724-1731 stod han for opbygning af portalen til samme kirke. I 1724 blev han del af arkitekten Filippo Raguzzini's stab og i perioden 1726-1750 tegnede han kirken Bambin Gesù i Sezze Romano. I årene 1727-1728 arbejdede Raguzzini's tegnestue med kirkerne Sant'Ignazio og San Filippo i Via Giulia. Carlo arbejdede for Raguzzini i disse år desuden med udvidelser af klosteret ved siden af Kirken Santa Maria in Campitelli: Convento dei Chierici Regolari della Madre di Dio på Piazza Campitelli. I 1728 blev Carlo De Dominicis gift med Teresa Galeotti og flyttede til et hus ved Kirken San Claudio under sognekirken Santa Maria in Via, hvor parret stadig boede i 1734. I de mellemliggende år arbejdede Carlo på muren ved trappen San Sebastianello (1731) og Kirken Santi Celso e Giuliano (1733-1736), samt på tilbygninger hertil i 1733-1747. I 1738-1743 arbejdede han med renovering i Kirken San Salvatore alle Coppelle og dernæst med taget i Santa Maria in Via og opførelsen af en balustrade foran Cappella della Santissima Trinità i denne Kirke. Han genopbyggede ligeledes i disse år (>1748) 2 huse på Piazza Fiammetta og ved Tor dei Conti. I 1742 døde hustruen Teresa og året efter indgik Carlo påny ægteskab, denne gang med Felice Costanza Lorenza Colli, med hvem han flyttede til en bopæl i sognet San Lorenzo in Lucina, i Via Frattina, hvor han boede indtil 1749. I perioden 1741-1744 arbejde Carlo med Kirken Sant'Eligio della Gensola in Trastevere dei Sellai, som senere blev revet ned (1902). I Via del Babuino renoverede han Locanda dei Tre Re i 1741 og i 1743-1744 tegnede han det mangefarvede gulv i Kirken Santa Maria della Vittoria. I 1744 blev Carlo De Dominicis fader til sønnen Alessandro og i 1745 til datteren Colomba. Men kort derefter døde hans hustru i huset i Via Frattina, hvor han fortsat boede de næste 4 år sammen med de 2 små børn. I årene 1743-1754 stod Carlo for reparationer og ændringer i Palazzo Cenci, samt for en delvis genopbygning af middelalderkirken Sant'Orsola a Tor de Specchi. Også denne er senere revet ned (ca. 1928). I 1745-1751 arbejde han ved Kirken Bambin Gesù og det tilknyttede Kloster i Via Urbana. I 1746 tegnede han sammen med Francesco Ferruzzi højalteret i Kirken San Francesco a Ripa. I 1749 døde sønnen Alessandro i huset i Via Frattina. Han blev begravet i familiegraven i Tiberøens kirke San Bartolomeo all'Isola. Carlo flyttede herefter med sin datter fra Via Frattina, hvortil vides ikke, for det er først i Marts 1753, at man hører, at han bor i Palazzo Maccarani Roncioni ved Piazza Margana. Bygningen kaldes idag også Casa De Dominicis. (I 1752 beboedes hele palæet af Giovanna dei marchesi Serra, hustru til den genovesiske markgreve Francesco Maria Spinola. Kardinal Giorgio Spinola (1667-1739) havde været protektor for Carlo, så måske er lejemålet kommet i stand via denne forbindelse) i 1754-57 ejes huset af familierne Maccarani og Roncioni og Carlo De Dominicis lejede en af husets 3 lejligheder. De øvrige lejere var bogholderen Alessandro Maria Schiatti fra Nettuno med hustruen Maria Anna Ciampoli og enkemanden Settimio Bulgarini fra Tivoli. Sammen med Carlo boede datteren Colomba og tjenestepigen, en 22-årig enke ved navn Angela di Filippo Tancioni. Huset står stadig og det er et smukt palæ fra 1700-tallet med 6 fag og 3 etager. Man mener, at Carlo De Dominicis måske har tegnet den smukke portal. Den lejlighed, som beboedes af Carlo og hans datter, bestod af en sal, der brugtes som arbejdsrum, 2 tilstødende værelser med kamin, et sovekammer, et køkken med kamin, en lille stue bag arbejdsværelset - af familien brugt som kapel, og en loggia. Derudover lejede de også et loftsrum og en kælder. Familien nåede kun at bo her i 5 år, da Carlo døde i 1758. Ved denne lejlighed blev der gjort testamente og skifte og af dette kan man se, hvordan de har boet: I arbejdsværelset var der blandt andet 3 små borde, en skænk, en mindre muret skænk, og en meget stor skænk, 2 stole, en skammel, et staffeli,, en bænk, en trækiste, arkitekturmodeller, en gipsstatue af en hellig ærkebiskop, 40 runde majolika skiver, 96 malerier med landskaber, havscener, helgener og andet, samt. en armbrøst, 2 pistoler, og 2 stokke. I den ene værelse med kamin var der 6 stole, et bord, et bord i alabast, et staffeli i træ, et spejl, et gammel vitrine i forgyldt træ med et Jesusbarn i voks, 2 træpiedestaler med gipsvaser, 2 piedestaler med statuer i farvet gips, 3 statuer i ler, en udskåret solsikke med et påmalet ur, et basrelief i ler og 62 malerier. I det andet værelse med kamin, var der 8 stole, et skrivebord, et mindre skrivebord, to kister, den ene af træ, en kommode, et lille toiletmøbel i træ, en skammel, 14 hylder med små statuer og modeller i ler. I skufffer og skabe var der bl.a. en æske med parykker og 2 parykhoveder, samt forskellige klædningsstykker, 90 malerier og meget andet. I soveværelset var der 2 store skænke, 3 kommoder, en seng med natbord, madrasser og puder, bemalet hovedgærde og sengehimmel, en bedeskammel med baldakin, en stol med skindsæde og 14 stole med sæder i strå, 2 små borde, en lille seng med bemalet hovedgærde, en kuffert og et vievandskar i sten. På væggen et lille messingkrucifiks. I møblerne fandtes flere småting, samt bøger: bønnebøger, bøger om helgenernes liv, og helgenbilleder. Her var også en hel del sølvtøj, lysestager, vaser, blækhus, lamper, skåle, knive, skeer og gafler og meget andet. Der var også en æske med smykker, samt sengetøj og undertøj med mere. I køkkenet med kamin var tjenestepigens seng, et lille spejl, et bord, nogle murede skænke og nogle kister, samt 2 skamler. Desuden duge, lamper, glas, vaser, kopper, tallerkener i alle størrelser og alt hvad der skulle bruges i et køkken - samt 25 malerier på væggene. I kapellet var der et bord med en bemalet altertavle, 2 jernbænke og nogle småborde, samt værktøj til murer- og snedkerarbejde og nogle malerier. På loftet stod en kommode med skrivetøj og 3 kasser med gips og terracottasager, 2 træbænke, 7 stole og andet. I loggiaen var der "una persiana" (= jalousi, persienne), et gardin, en lille trappestige og 7 plantekrukker. - i kælderen: kul, en hjulbør, spande og andre murerværktøjer samt forskelligt tøj: kniplinger, lommetørklæder, ærmer, handsker og kamme. Ifølge Folketællingen for 1758, i Rom kaldet "Stato d'anime", boede Carlo De Dominicis stadig i "Palazzo Maccarani Roncioni" på Piazza Margana sammen med datteren og en tjenestepige, men den 15. September 1758 lavede Carlo testamente, hvori han erklærede sig "sano di mente ma infermo di corpo" : "sund af sind, men syg i kroppen". Den 4. Oktober 1758 døde den 62-årige Carlo De Dominicis i sit hjem på Piazza Margana. Han blev som ønsket begravet i familiegraven. Da Carlo havde være medlem af både Arciconfraternita della Morte e Orazione a Via Giulia og Arciconfraternita del Santissimo Sacramento in Santa Maria in Via (også kaldet Confraternita di Santa Maria in Via), ønskede han i testamentet, at medlemmer herfra skulle følge hans kiste til graven, som skulle være i familiens gravkapel i San Bartolomeo all'Isola. Han ønskede desuden at blive begravet i de kutter, som medlemmerne af disse broderskaber brugte. Han afsatte i testamentet beløb til disse bærere og til præsten (5,40 scudi), til messer og til vokslys (41,31 scudi), til graveren og til den læge, som havde tilset ham (5,12 scudi), samt til den kvinde, Antonia Aldini - vistnok en slægtning - som havde passet ham under hans sygdom (8 scudi). Apotekeren Filippo Cesanelli skulle have 80 bajocchi - og huslejen skulle betales for perioden fra Juni måned til greverne Roncioni, Gaddi og Orsi, der åbenbart nu alle ejede en del af ejendommen. Meget vigtige var sjælemesserne, som skulle afholdes i flere kirker, først og fremmest i San Bartolomeo, men også i San Gregorio, San Lorenzo fuori le Mura, Santa Prassede ved "Herrens Søjle", samt i Santa Maria Liberatrice på Campo Vaccino. Carlo's 13-årige datter Colomba var hans arving til de mange sager, der var i lejligheden i Palazzo Maccarani Roniconi, samt til de 5 huse og en have, som De Dominicis også ejede. Disse var alle udlejet: et hus på Tiberøen, et hus i kvarteret Rione Trastevere, i Vicolo Monticelli, et hus i Borgo Angelico, et andet hus i Rione Borgo, en have i Borgo og et hus i Vicolo della Penna. Colomba De Dominicis kom efter faderens død i huset hos Carlo's bror Cesare De Dominicis. Hun blev som 22-årig i 1767 gift m Ludovico Godin.
De sikre spor efter Carlo De Dominicis i Rom er ifølge kunsthistorikeren Vittorio Sgarbi (se litt.note nedenfor):
Litteratur om Carlo De Dominicis: |