|
Oratorio di Sant'Andrea dei Pescivendoli Se nr. 134 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen |
Til højre for resterne af den antikke søjlegang Porticus Octaviae (på italiensk: Portico d'Ottavia) står 2 mindre bygninger. Den første og laveste er højre side af facaden til Kirken Sant'Angelo in Pescheria, som er bygget ind i de gamle ruiner. I denne teglstensfacade findes en sideindgang til Kirken og samtidig en indgang til nabohuset, den smukt oppudsede nyere ejendom, der rummer fiskehandlernes lille kirke, Oratorio di Sant'Andrea dei Pescivendoli. Kapellet er opført i 1689 efter at fiskehandlerlauget i 1687 havde besluttet at oprette et religiøst broderskab ved at tilslutte sig det allerede eksisterende Confraternita del Santissimo Sacramento, som havde tilholdssted i Kirken Sant'Angelo. Ved sammenlægningen viedes det nye broderskab også til fiskehandlernes helgener San Pietro og Sant'Andrea og fik navnet Confraternita del Santissimo Sacramento e dei Santi Pietro e Andrea Apostoli dei Pescivendoli. Fiskehandlerlauget havde allerede fra 1500-tallet haft et alter i Sant'Angelo in Pescheria, som de havde ladet udstyre som kapel og udsmykke med stukdekorationer, fresker og malerier. Men nu fik de så deres egen lille Kirke, som de ligeledes lod dekorere med stukudsmykning og malerier med motiver fra Peters og Andreas' liv, udført af Giuseppe Ghezzi, Lazzaro Baldi og Jacques Courtois. Da fiskehandlerlauget ophørte i 1801, fortsatte Broderskabet med at passe Kirken, men senere overgik bygningen til den privat køber, der indrettede forretning og kontor i ejendommen. Malerierne opbevares idag i Sakristiet i Kirken San Cosimato in Trastevere. Oratorio di Sant'Andrea dei Pescivendoli består af 2 ganske enkle rum. Det første, hvortil der var adgang gennem Sant'Angelo in Pescheria's sidedør, er et ret smalt og ikke ret dybt indgangsrum, hvorfra der er adgang til selve Kapellet i højre side. Dette rum er 3 gange længere og dobbelt så bredt. Det er også forsynet med en hoveddør, som er indsat i en bred travertinramme med en vandret overligger med teksten "Locus orationis venditorum piscium" : "Bederum for fiskehandlere". Over portalen sidder et gipsrelief, der forestiller Sant'Andrea med sit kors i stævnen af en båd. Rammen er pyntet med spiraler og guirlander og et lille englehovede kigger frem i en muslingeskal i den buede ramme foroven. cop. Leif Larsson På hver side af portal og relief sidder et højt, smalt vindue med et buet gavlfelt, der indrammer en muslingeskal. cop. Leif Larsson |
cop. Leif Larsson
|
Et bredt halvcirkelformet vindue spænder over det, der er selve kirkefacaden, mens den resterende del af ejendommen fortsætter i 2 etager mere med hvert 3 fag vinduer og med endnu et fag vinduer i to etager og en indgangsdør til husets højre del. Kapelrummet er som nævnt et rektangulært rum, der er dækket af et tøndehvælvet loft, som er udsmykket med freskobemaling. Denne er desværre i meget dårlig stand, men forestiller "Esaltazione del Santissimo Sacramento" : "Tilbedelsen af Det Hellige Sakramente". Øverst på væggene sidder en række gipsbuster af Evangelister og Kirkefædre i ovale rammer dekoreret med blomsterguirlander, muslingeskaller og englehoveder. De menes udført af Lorenzo Ottoni og Michele Maglia. Den nederste del af væggene er bekædt med træpaneler, der er bemalet med planter, fisk og skaldyr. Tidligere hang her de ovenfornævnte malerier med motiver fra Peters og Andreas' liv, udført af Giuseppe Ghezzi, Lazzaro Baldi og Jacques Courtois. Over alteret er der 2 små englebørn, som holder en plade, hvorpå der engang har været en indskrift. Altertavlen var et maleri af Sant'Andrea udført af Giuseppe Ghezzi. Det er ligesom de øvrige malerier idag er flyttet til San Cosimato. Kapellet havde også 2 sidealtre, hvor der over som altertavler var malerier af flamske malere fra 1600-tallet. Hvor den lille Kirke står idag, var der tidligere nogle mindre ejendomme med butikslokaler, som Fiskehandlernes Broderskab den 27. Januar 1688 fik skøde på af kannikerne ved Sant'Angelo in Pescheria. Der medfulgte en tilladelse til at nedrive bygningerne for derpå at opføre et selvstændigt kapel eller lille kirke. Bygningen er tegnet af arkitekten Filippo Tittoni, som også overvågede byggeriet, der strakte sig fra Februar 1688 til slutningen af 1689. Der har naturligvis været restaureringer siden, blandt andet i 1928 og da ejendommen i nyere tid overgik til privat brug.
Litteratur om Sant'Andrea dei Pescivendoli: |